Træning i Australien

 

 

 

 

 

 

 

Af Morten Møller Riis 

Jeg er pt. udstationeret i Sydney i Australien. Til hverdag træner jeg Kyokushin hos Shinryokudan på Nansensgade, og flyttet hertil gav derfor en god mulighed for at prøve at træne i et andet land.

En fordel ved Shinkyokushin (WKO) er, at organisationen er repræsenteret i 80 forskellige lande. Herunder med en række dojoer i Sydney. Gennem mine trænere i Danmark fik jeg hurtigt kontakt til et par Australske dojoer, hvor jeg blev budt velkommen med åbne arme.

Jeg havde ikke rigtig nogen idé om, hvad jeg skulle forvente. Jeg har trænet i flere dojoer i Danmark, men var meget usikker på, hvor stor ”kulturforskel” der ville være i træningen. Det viste sig dog hurtigt, at man er meget afslappet hernede. Træningen er mere uformel end i Danmark. Til tider måske en anelse for meget. F.eks. er det meget normalt, at folk kommer en halv time for sent til træning. Træningen starter heller ikke nødvendigvis kl. 18.00, selvom det er den officielle tid. Der kan man godt lige sludre lidt først og måske se om der er flere, der skulle dukke op, og så starter vi op. Til gengæld træner man så også ”til man er færdig”. Så hvis det er 3 timer, så er det 3 timer (tror min rekord her er knap 4 timer for en træning, der skulle have taget 1,5 time).

 

Jeg har primært trænet hos Sensei Daniel Trifu, mens jeg har været her. Sensei Trifu er oprindeligt rumæner, men immigrerede til Australien i starten af 90’erne. Sensei har en kæmpe kampmæssig erfaring fra at have deltaget i mange ind- og udenlandske turneringer herunder World Cup, All Japan og World Tournament i Tokyo. Han trænede oprindeligt under Shihan Ishi, der af Sosai Mas Oyama blev sendt til Australien for at udbrede Kyokushin.

 

Modsat strukturen i Danmark, hvor de fleste klubber er organiseret som foreninger, så er dojoerne hernede privatejede. Der er ikke samme tilskudssystem som i Danmark, hvilket betyder, at priserne for træning er væsentligt højere. Det betyder også, at der typisk er færre instruktører, da ejeren arbejder f.eks. fuldtid med undervisningen. Det er altså i sidste ende en forretning. Det mærker man dog overhovedet ikke hos Sensei Trifu, som går væsentligt mere op i træningen end i at ”drive forretningen”. Det er paradoksalt, for hans dojo er den største i Sydney, med en række forskellige lokationer rundt om i byen.

Der er en række officielle gradueringer i Sydney, som bliver afholdt af den australske Shinkyokushin organisation. Efter at jeg havde trænet herned nogle måneder, syntes Sensei Trifu, at jeg skulle tage til graduering til 4. Kyu (grønt bælte). Jeg fik en kopi af deres pensum og begyndte at træne op til det. Selvom Shinkyokushin er den overordnede organisation, så er det landene selv, der fastsætter deres pensum. Det betyder, at der er en række forskelle fra Danmark. Kort sagt kan man sige, at pensum her er mere omfattende, hvorimod man i Danmark fokuserer mere på, at kvaliteten af de enkelte kata.

 

En af de yngeste elever Gus Jensen (5 år) til kata konkurrence

Selve gradueringen foregår meget ligesom i Danmark. Et langt kihon program, blandet med styrketest, fulgt af ido geiko, kata og kumite. Til graduering var en række instruktører fra organisationen tilstede og noterede på livet løs på deres skriveblokke. Jeg havde æren af at være den højst graduerede, samt den eneste som skulle til grønt bælte, og kom derfor til at stå allerforrest.

Da gradueringen var overstået kom det, for mig, mest overraskende. Man fik ikke noget svar. Det viser sig, at man her melder tilbage til instruktøren, som derefter giver sin endelig vurdering af om man har bestået. Da gradueringen faldt sammen med World Cup i Litauen, hvor Sensei Trifu deltog, betød det, at jeg måtte vente 3 uger på resultatet. Der må jeg indrømme, jeg foretrækker den danske version.

 

Det er en enorm god oplevelse at prøve at træne i et andet land. Jeg kan kun anbefale alle, som har mulighed for det, hvad enten det er på ferie eller længerevarende ophold at gøre det. Dels giver det gode forbindelser rundt om i verden og dels er det enormt lærerigt at prøve at træne på en helt anden måde. Uanset om der findes en Shinkyokushin dojo, hvor man er, eller om det er andre Kyokushin eller beslægtede stilarter, kan man sagtens træne med. Normalt er dørene åbne og man bliver budt velkommen. På samme måde som det kan være lærerigt at træne andetsteds, synes folk normalt også, det er interessant, at man kommer som udefrakommende og træner med dem.

Mit næste stop er en måneds ophold i Singapore, hvor Shinkyokushin også er stærkt repræsenteret, så jeg får mulighed for at prøve træning i 35 graders varme og nær 100% luftfugtighed. En udfordring for en viking under fremmede himmelstrøg.