image

Karate landsholdet på Bornholm
Rønne, denne weekend. Vær stræbsom står der blandt andet på væggen i dojoen. Dojo er japansk for træningssal. Det er ikke til at se, imens de tøffer rundt de 30 unge mennesker, men det er det de er. Stræbsomme inden for deres sport, med hele deres væsen. Der gives hånd, der nikkes og der bukkes. Der er landsholdssamling og for de mange tilrejsende, skal der lige af klimatiseres.
Så går opvarmningen i gang og fra starten af udføres alle øvelser med høj intensitet. Det at kæmpe, og det gælder sådan set alle former for kamp, kræver stor disciplin. Ikke mindst selvdisciplin. Der arbejdes for at få kroppen og sindet i gang. Der svedes og lyden af den bare hud mod gummimåtterne blandes med tunge åndedræt, der igen blandes med lyden af det hvide stof i gierne, de traditionelle karate uniformer, der strammes og slappes.

 

image

 


Karatekamp Kumite, der er det japanske ord for kamp, er den fysisk mest krævende form for karate. Men der er intet der overvinder god teknik. Og hele det første træningspas, går med fokus på at få bevægelserne til at ”flyde som fisk i vandet”. Det er Jakob Nissen der siger det. En af de 3 trænere, der udover landsholdstræner Preben Nielsen og Klubtræner Jens Vilhelmsen underviser, men selv er aktiv kæmper og tidligere europamester.

image

 

image

Han går mellem atleterne og retter med præcise og vidende ord på den enkelte. Der kan arbejdes med forspænding. Der kan arbejdes med fodstillingen. Der er mange detaljer og de tæller alle sammen, når der kæmpes til Ippon – det vindende point. Karate er en kampform der fokuserer på det ene rene afgørende angreb, med slag og spark, frem for, som f.eks. i boksning, at slide sig til sejren ved flere langvarige slagudvekslinger. Der er en lige linje fra de unge mennesker til den uddannelse de feudale samuraier modtog af deres læremestre.
Mere og mere Efter det første træningspas er der en kort pause. Derefter er der kamp i halvanden time. Igen og igen stiller de op på arealet imens de skiftes til at kæmpe mod hinanden. Karate arbejder ikke med vægtklasser. Din karate skal testet mod alle slags modstandere. Efter det er trætheden ved at være tydelig, men trænerne viser ingen nåde. Du slides ikke, du bygger dig selv op. Meget kan overvindes, og kan du ikke overvinde dig selv, kan du ikke overvinde din modstander.

image


Og sådan fortsætter det hele dagen ind til alle belønnes med grill og badning i den smukke Østersø. Det er godt især for dem der er kommet til fra København. Sådan en gang sandstrand slår havnebadet med mange meter. Men det var kun første dag, og dagen efter gentages det heles, nu med yderligere en europamester som træner, Bornholmske Anika Kofod Petersen. Kroppen er et sværd der skal hærdes og holdes skarpt.