130+ karateudøvere fra fire lande samledes i Odense til Ippon Shobu stævne.

Hvad får man, når en karateklub i Odense beslutter sig for at skabe et helt nyt internationalt stævne – og bruger mere end et år på at få idéen til at blive til virkelighed?

Svaret kunne opleves lørdag den 22. august i Korup Kultur & Idrætscenter, hvor HCA Karate Open 2026 havde premiere med mere end 130 deltagere fra Danmark, Tyskland, Sverige og Grønland.

Bag stævnet står Odense Karate-do Ichiro, som har ønsket at skabe et åbent stævne, hvor karateudøvere kan mødes på tværs af klubber, organisationer og lande – med udgangspunkt i den traditionelle japanske Shotokan-karate og det klassiske shobu ippon-format.

Det særlige ved stævnet er derfor ikke kun antallet af deltagere, men ambitionen om at skabe en ny, tilbagevendende international sportsbegivenhed i Odense.

For klubben har det været et stort projekt. Planlægningen har stået på i mere end et år, lokale virksomheder har støttet med økonomiske bidrag og præmier, og en stor gruppe frivillige fra klubben har arbejdet både i dagene op til stævnet og under selve konkurrencen.

På dagen var der både børn, unge, voksne og veteraner på tatamien, og der blev konkurreret i traditionel Shotokan-karate i både kata og shobu ippon kumite. Både individuelt og som hold.

Samtidig havde stævnet en særlig lokal forankring. Navnet HCA Karate Open refererer naturligvis til H.C. Andersen, og stævnet blev afholdt i forbindelse med H.C. Andersen Festivals i Odense. Dette for at besøgende udefra også havde mulighed for at opleve Odense som by.

Foto og tekst: Claudia Pring
Odense Karate-do Ichiro