Ved en forstuvning eller anden overload-skade sker der vævsskade. Beskadiget væv medfører blødning og hævelse, og i forsøget på at begrænse skadens omfang bør anklen immobiliseres, indtil blødningen er stoppet. Immobiliseringen medfører en adaptiv sammentrækning af bindevævet omkring det pågældende led. Hermed vil leddets bevægelighed blive begrænset.
Traumet ved overload-skaden kan medføre, at en knogle i foden eller anklen forskydes en smule, og denne knogles bevægelighed i relation til de omkringliggende knogler vil derefter være begrænset.
Så selvom den oprindeligt beskadiget struktur er ophelet, kan skaden stadig give anledning til problemer. Den nedsatte bevægelighed vil ofte kræve en eller anden form for manuel behandling med henblik på at genskabe den normale bevægelighed.
Lykkes det ikke at genskabe normal bevægelighed i anklen, vil kroppen forsøge at kompensere for det ved at hente en øget bevægelig i fod, knæ, hofte eller lænd. Har du for eksempel en ”dårlig ryg” med nedsat bevægelighed, får din krop svært ved at kompensere for ankelskaden, som dermed kan være årsag til forværring af lændesmerterne.
Budskabet er dermed… Efter overload-skader bør du altid få undersøgt, om det pågældende led er fuldt mobilt, da det ellers vil kunne påvirke dit funktionsniveau i lang tid efter skadens oprindelse.
Ovenstående tekst handler om anklen, men mekanismerne er de samme i resten af kroppen.

 

Mvh Osteopat D.O. og autoriseret fysioterapeut.
Thomas Månsson