Tekst/foto
Josefin Jensen
Jushinkan Rønne afholdt d. 15. – 16. – 17. juni seminar i Jushinryu Ju-Jitsu samt Tokushinryu Kobudo.
3. Dan graduering:
Fredag startede med at klubbens chefinstruktør, Michael Funch Jensen skulle op til 3. Dan.
Prøven varede i 1,5 time med fuld power på hele tiden. Der skal vises utroligt mange forsvarsteknikker imod bl.a. spark, slag, knivangreb, angreb med stave, kvæler og holdegreb m.mm. Michael viste mange avancerede kombinationsteknikker samt et varieret program af våbenkata´er med 5-6 forskellige Okinawanske våbentyper.

Michael fik stor ros for sin præstation som var fuldt ud bestået og lidt til, samt for hans store arbejde med Ju-Jitsu generelt.
Træning under ledelse af Shihan Per Sørensen 6. Dan Jushinryu Ju-Jitsu, Brønderslev:
Resten af weekenden stod på hård træning i pensummet fra hvidt bælte til og med 4. dan, samt træning med forskellige våben.
Shihan Per Sørensen havde selv to elever med som træner mod 1. dan, sort bælte og Sensei Michael har en elev som skal til 1. dan i september. Disse elever fik trænet teknikkerne igennem rigtigt mange gange og kan nu arbejde hårdt videre imod deres mål.
Der var også elever under dette niveau, som hver især fik trænet deres pensum igennem og nu kan arbejde med, at finjustere deres bevægelser indenfor Ju-Jitsu.

Michael Funch Jensen

Herudover træner vi i klubben Tokushinryu Kobudo (våbentræning med 11 forskellige Okinawanske våben) under ledelse af Europas højest graduerede udøver, Lars F. Andersen 6. Dan Isshinryu Karate samt 5. dan Tokushinryu Kobudo.
I denne weekend blev der også tid til at fordybe sig i disse spændende våben og også her, på meget forskelligt niveau.
Sensei Michael vil koncentrere sin træning i denne stilart og trænes nu sideløbende med Ju-Jitsu´en.

Det blev til ca. 14 timers træning henover weekenden, så alle var godt brugte søndag aften da vi afsluttede kurset.
Tak til dem som deltog og specielt tak til Shihan Per Sørensen og hans to elever fra Jushinkan Brønderslev.
Endnu en gang stort TILLYKKE med 3. dan gradueringen til Michael Funch Jensen.