Af: Jens Bjerrekær.
Anden gang var lykkens gang for Viborg Karate Skoles Daniel Neumann, som onsdag vandt en Kyokushin knock- down turnering i karatens hjemland.
Mens vores forårsjævndøgn går relativt ubemærket hen, er det i Japan national helligdag med fri fra både skole og arbejde. Her fejres, at vinteren er ovre, og foråret begynder. Med 15 plusgrader i Kagawa præfektet er det forårsagtige også mere nærliggende, og traditionen tro bød helligdagen på en Kyokushin turnering i Zentuji City.
Det tilbud benyttede godt 400 japanere og en enkelt dansker sig af til at teste formen ved en turnering, hvor der både var ungdomsrækker og voksenrækker med forskellige vægtklasser. Med sine 78 kg er Daniel i Japan at regne for sværvægter, selvom han ikke er rigtig tung. Det er fordi grænsen går ved 70 kg.
Ved Daniels første turnering i det japanske for godt en måned siden, gik det knapt så godt. Selvom han dominerede kampen, gjorde et par for høje stød, at Daniel pådrog sig advarsler, så han røg ud af turneringen allerede i indledende runde. Derfor var han endog meget opsat på at revanchere nu, og den fysiske form og det mentale overskud var rigtig god efter 11⁄2 måneds forberedelse derude under ledelse af Kancho Hiroshi Harada fra Josui Karate.
Med start nummer 388 kunne Daniel Neumann tage bestik af sin klasse. Der var 13 kæmpere, og der skulle dystes efter cup systemet vind eller forsvind. Tilfældet ville det, at Daniel var oversidder i første runde, og derfor kom direkte i kvartfinalen. Her endte den ordinære kamp uafgjort, men i forlængelsen trak Daniel afgørende fra og vandt med dommerstemmerne 3-0.
Semi-finalen skulle blive den hårdeste af de tre på vej mod sejren. Igen endte den ordinære kamp uafgjort, og atter kæmpede Daniel så overbevisende i omkampen, at den blev vundet med sikre 3-0. Så var viborgenseren finaleklar.
Finalen til gengæld gik blot én runde. Herefter blev Daniel kåret som vinder med 5-0.
Bedre fødselsdagsgave kunne Neumann ikke give sig selv, nu hvor han på mandag runder 30 år. På dagen er han stadig i Japan, men kort efter går det hjemad sammen med et par japanske Josui kæmpere. De kan opleves påskelørdag i Viborg Stadionhal, hvor man også kan se Daniel Neumann ved 19th Challenge Spirit i forsøget på at forsvare sin titel.
Seneste kommentarer