Viborg Kampsport har længe haft et ønske om, igen, at arrangere et stævne – i denne weekend blev det et stævne for børn og juniorer.

Den sidste dag i april 2022, blev Viborg Cup, et markerings-stævne i karate for børn og juniorer, afholdt i Houlkærhallen. Karate kan kæmpes som enten markerings-karate, som det blandet andet kunne opleves ved OL og som kontakt-karate. I markeringskarate skal kæmperne opnå flere point end modstanderen for at vinde og det var altså efter disse regler der blev kæmpet i Houlkærhallen denne lørdag. 

For nye og erfarne

Det er det første, tiltrængte, stævne i lang tid, og for flere af kæmperne var det en af deres første stævner. ”Det var mit andet stævne og jeg synes det var rigtig sjovt, selvom det også var lidt hårdt, for der var godt nok nogle gode modstandere”, sagde Anders Tolstrup Nielsen, en 7 årig kæmper fra Viborg Kampsport. Det var ikke kun kæmpere, som havde debut, også for flere af dommerne, var det deres første gang på kampfladen, uden at kæmpe. Heriblandt var Emilie Østerby, der har dette at sige om oplevelsen: ”Det var et rigtigt godt stævne, alle kæmpere gav den gas og det var fedt at se inde fra kampfladen og ikke bare fra sidelinjen.” I alt var der 126 kæmpere fra 13 forskellige klubber. Der var en kæmpe indsats fra Viborg Kampsports officials og dommere, og en kæmpe opbakning fra klubber og kæmpere. 

Stor opbakning fra alle

Når der skal arrangeres stævne er der behov for opbakning fra kæmpere, coaches, dommere, officials og sponsorer og det var der også denne gang; ”Det har været en kæmpe succes og jeg er taknemmelig for al den opbakning vi har fået fra både sponsorer og klubber, men også fra forældre og medlemmer der har fået det hele til at gå op i en højere enhed” udtaler Torsten Nielsen, der er Sensei og Næstformand i foreningen. Til efteråret bliver succesen gentaget, hvor Viborg Kampsport også håber på stor deltagelse.