UKDK Kodomo Cup i Odense – set gennem en dommers øjne
Af Christian Strarup
Det var med en vis spænding og nervøsitet at jeg startede bilen en tidlig lørdag morgen for at sætte kurs mod Odense og mit første stævne i godt 3 år. Turen gik planmæssigt og jeg fandt vej til Odense Karate-Do Ichiros nye tilholdssted – en fantastisk hal med virkelig gode mulighed for at forskellige former for kampsport. Hallen emmede allerede af forventningsfulde børn og deres forældre og der var en god stemning.
Man bemærker at UKDK er en ung organisation for det er ildsjæle som driver den, til glæde for kæmperne. Efter et kort dommermøde gik stævnet i gang med kata på 3 arealer. Jeg blev placeret på et areal med nogle gamle kendinge – bl.a. Jørn Isdorf og inden puljerne gik i gang blev der tid til at udveksle lidt løgnehistorier fra gamle dage. Dengang Greve Budo Klub og Kyohan havde fælles sommerlejre på Center Sjælland. Jo – det var tider.
Under dommermødet blev alle enige om, at formålet med dagen – ud over at stævnet skulle afvikles i god ro og orden – var at give børnene en god oplevelse. Og det fik de. Men ikke nok med det – det fik jeg også som dommer. Specielt to oplevelser i løbet af dagen. I en af puljerne stillede var der en pige som jeg tror havde downs syndrom. Det var rørende at se, hvordan hun gik til opgaven og kæmpede sig igennem kataen og selv om man som dommer skal bedømme hende som alle andre, havde jeg den største lyst til at fremtrylle en medalje til hende – alene for hendes mod.
Under kontrollen af kæmperne til en kumite pulje blev vi opmærksomme på en kæmper som bar høreapparat. Han sagde at han naturligvis ville tage sit høreapparat af når han skulle kæmpe. Jeg kunne ikke lade være med at blive lidt imponeret over den unge knægt. Det må kræve mod så tydeligt at gøre opmærksom på et handicap, og hvor man i mange andre sammenhænge kunne forvente mobberi og udstødelse, oplevede jeg en stor grad af inklusion og opbakning. Det er netop den slags vi har brug for i karaten og for den sags skyld i hele Danmark.
Stævnet forløb helt efter planen og der blev også lejlighed til at mindre rutinerede dommere fik tid til at prøve kræfter med Sushin-rollen. Og sådan skal det være – der skal gives plads og lejlighed til at vokse med opgaven. Selv fik jeg banket lidt rust af dommergerningen og forhåbentligt er det ikke sidste gang jeg dømmer i UKDK og WUKF regi. Alt i alt en meget positiv oplevelse af stævnet.
Seneste kommentarer