Tekst/foto: Henrik Mortensen, Odder Shotokan Karate Do-kai.

 

 

 

 

 

 

 

I skrivende stund er det lidt over 2 uger siden at JKS Danmarks hold vente hjem fra JKS European Championships 2012 med et samlet resultat, som efterfølgende er klassificeret som en samlet 12. plads. En af de 12 karatekaer som var taget til Torino i Italien for at kæmpe i kata og kumite søndag den 23. september, kom hjem med den sølvmedalje som gav danskerne det samlede resultat. Var det det værd? Selv havde jeg valgt at tage med for at støtte min klubkammerat og sempai, Christian Dahl Eriksen fra Odder Shotokan Karate Do-kai, som debuterede i internationalt sammenhæng og jeg havde som sådan ikke noget med holdet at gøre, hverken under forberedelserne eller under selve turneringen. Jeg vil derfor se på spørgsmålet ”var det det værd?” ud fra en personlig vinkel, idet jeg har prøvet at se på den udvikling som forberedelserne op til og selve EM-stævnet har betydet for Christian-sempai. 

 

Vi er hjemme igen. Det er hverdag og godt svedt efter sort- og brunbæltetræningen, som Christian-sempai har forestået, sidder jeg med åben og svedig gi og kigger på det bælte jeg med Christian-sempais hjælp har kæmpet mig til over det sidste års tid, mens jeg tænker den instruktion jeg netop har fået. Vi trænede Junro kata og bunkai på elementer fra kataerne. Ikke alene var niveauet krævende, men instruktionen var klar, kyndig, og meningsfyldt. Undervisningen var leveret af en selvsikker karateka, som selv fremstod stærk i de teknikker han gav undervisning i. Jeg har kendt ham et år, set ham gå op til nidan, delt hans tanker om karate, karatetræning og de frustrationer, som spekulationer der også hører til op til specielle præstationer og det var tydelig for mig at han var vokset i det år. Som menneske og karateka. 

I den første del af det år der er gået op til EM-stævnet, har en stor del af Christian-sempais træning været i klubben i Odder, samt til seminarer og samlinger inden for JKS-regi. Han har været en af mange til disse samlinger, så da han i januar i år blev udvalgt til at deltage i den fortræning, som gik forud for en udvælgelse af repræsentanter for JKS Danmark i Torino, kom han ind i et sammenhæng, som ikke kun krævede mere af hans tid, men som stillede helt andre krav til ham end dem han var vant til. Det var også en gruppe som delte hans iver og begejstring for karaten, kyndigt ledet af sensei Steen Mundus, sensei Kim Brix Andersen, men overvåget og styret af sensei Jan Spatzek. Klart at jeg i klubben i Odder kunne hente støtte i den energi og viden hans træning genererede. Efter at have fulgt den planlagte træning frem til året SummerCamp i Gilleleje, blev han så endeligt udtaget til at deltage på det udvalgte hold. Herfra blev træningssamlingerne øget idet kumite og kata-træningen fik sine egne dage, hvor de før var sammenlagt på et træningspas, på en dag. I den periode var Christian-sempai næsten dagligt i Odder klubben. Trænede han ikke selv, underviste han os andre og vi oplevede han som meget intens og fokuseret på kvalitet i sin egen træning som vores. 

 

Når jeg nu sidder og tænker på turen til Torino, husker jeg forløbet i tre faser. Den første i dagene op til turneringen, den næste under dens afvikling og de efterfølgende timer holdet havde før de skiltes i Kastrup lufthavn. 

Første fase, da vi mødtes tidligt fredag morgen i Kastrup lufthavn, var stemningen på en gang spændt, forventningsfuldt og humøret højt. Der blev joket blandt de unge kæmpere og verbalt inviteret til øretæver, vel vidende at alle var i samme båd og hver især ønskede hinanden et godt resultat. Selvom turen tog det meste af dagen svandt energien ikke, men blev vekslet til feriestemning da vi ankom til varme Italien og i et tidligt efterår fik nogle forårsdage foræret. Vi spiste sent og der var næsten blandt alle kæmpere enighed om at slutte dagen herefter, for at få en god nats søvn. I parentes må jeg dog nævne at en lille gruppe blev oppe og lod sig underholde af Jan-Senseis levende beretning om hans ture til Indien, men også om hans træning under Asai Sensei. Bestemt inspirerende og underholdende! Tak for godnathistorierne, Jan-Sensei! 

Dagen efter var holdet tidligt på benene og valgte at gå ud til det stadion som skulle danne ramme om kampene. En frisk halv times gåtur i det varme og smukke omgivelser. Tid til snak, tid til at komme tættere ind på hinanden og forventningerne til den næste dag. Efter tilmeldingen til turneringen, valgte alle at selvtræne uden for på plænen, som omgiver det kuppelrunde stadion. Vejret, omgivelserne og det faktum at der nok ikke var mere at opnå ved træning én dag før en vigtig turnering, fik nok alle til at afkorte træningen, for så at få handlet ind til det mest nødvendige, før en afslappende eftermiddag og aften i den centrale del af Torino. Selv fulgte jeg en gruppe og havde ikke indtryk af at nerver plagede dem. De smukke opgivelser, gammel italiensk byggestil, grønne parker, åbne pladser, masser af caféer og restauranter, fjernede fokus klædeligt fra næste dags kata og kumitekampe. Det var længe efter mørkets frembrud før vi var tilbage på hotellet, men for sponsorernes skyld, vil jeg da lige minde om at det blev tidligere mørkt på disse breddegrader.  Ingen havde brug for at blive sent oppe, kun forfatteren af denne artikel, som efter en kort tur på gaden, kunne konstatere at en storby har mange ansigter, afhængig af tidspunktet på døgnet …

 

Endelig gik det løs. Næste dag var det danske hold tidligt af sted igen, kampivrige, veludhvilet og topmotiverede. Turens anden og vigtigste fase var i gang. Der var udsigt til en lang dag og et overblik over turneringens afvikling ville have gjort det noget nemmere at økonomiserer med kræfterne. Denne planlægning manglede, idet arrangørerne kun havde ophængt en håndskrevet plan for gruppernes afvikling, helt uden tidsangivelse. Det var altså bare med at holde sig til, blive i turneringshallen, som i øvrigt ikke havde et ellers tiltrængt cafeteria. Godt at der, om end i et beskedent omfang, var blevet handlet ind dagen før. Trods disse forhold, var energien høj og alle fulgte hinandens præstationer med højlydte og opmuntrende tilråb. Denne støtte holdt hele turneringen igennem, selvom den ene skuffelse efter den anden blev inkasseret. Havde det noget at gøre med et dårligt arrangeret og dårligt styret stævne? Næppe, alle deltog jo på lige vilkår, men alligevel efterlod EM 2012 i Torino et indtryk af et svingende niveau blandt dommergruppen, som tillod endda ret hård kontakt i kumite, selv blandt de yngste kæmpere. Der blev protesteret fra flere kanter og det forlød også at Israel forlod hallen i protest mod den hårde kontakt. Det var for mig meget svært at få øje på en linje og en konsekvens omkring den. Om turneringen og de danske resultater vil jeg ikke skrive meget mere, andet end at det lykkedes sensei Michael Lund at hente en flot sølvmedalje hjem og så kan vi roligt være stolt af. Blandt dommerpræstationerne skilte Jan-sensei sig ud; der var hurtig konsekvens, ingen vaklen og med fysik og autoritet styrede han de kampe han havde ansvaret for på en måde som skabte respekt. Selv tænker jeg herefter om ikke også han har haft sine kampe med det svingende dommerniveau? Ikke mere om det. Om det var det hele værd? Videre til tredje fase …

 

Den udspandt sig allerede efter den sene afslutning på den lange dag. Selvfølgelig var der skuffede forventninger og umiddelbare oplevelser af uretfærdige domme og nederlag. Men der var også masser at lære af og komme videre på. Dette talte man om og underligt nok var energiniveauet stadig højt. Det var som om at troen på egne evner, en fornemmelse for udviklingsmuligheder og det at man ikke tog nederlag personligt sad så stærkt i den jeg talte med, at der kun ville være en vej frem; giv slip og kom videre. Lære at det skete og komme videre. En enkelt af deltagerne skulle da også til en turnering i Grækenland allerede 2 dage senere. Flere blev oppe til et sent natmåltid og en velfortjent øl. Humøret forblev højt. 

 

Af med gien og det endnu alt for pæne shodanbælte som jeg kun har gjort mig fortjent til gennem andre højt motiverede karatekaers glæde og vilje til at give deres viden videre. Som nu Christian-sempai, der stadig er fyldt med overskudsenergi, trods det at også han havde mødt en modstand under EM-kampene, som, ja, kun var til at blive klog på. Den slags er umålelig. Klubberne overlever på det. Men, tænker jeg, skal JKS-Danmark stile efter højere resultater i konkurrencesammenhæng, vil det hjælpe med en økonomisk støtte, der rækker længere end til sportsudstyr, hvis brug er forbundet med krav. Der skal arbejdes mod finansierede samlinger, betalte rejseudgifter o. lign.  Her er ingen nedgørelse af den gode støtte, som vores landshold har fået, kun en skuen ind i fremtiden, forbundet med ønsker. En enkelt af de udvalgte havde ikke råd til at tage med og de forekom mig ærgerligt at et talent ikke kan støttes økonomisk. Den slags er nødvendigt for resultaterne. Vi er mange for hvem JKS Shotokan karate er nok, men som minoritetssport er vi nød til at profilere os og til det formål skal der en anden økonomi bag JKS Danmark. 

 

Artiklen er skrevet med kærlighed til shotokan karate og med de bedste ønsker for JKS Danmark og stor taknemlighed for det som gives og det som vil komme. Tak for turen, samværet og for det I har givet mig.

 

Osu, Henrik Mortensen, Odder Shotokan Karate Do-kai.