Tekst og foto: Bo Andersen

Karateturist på Okinawa

”Haisai, mr. Anderson”

Uehara Sensei, en lille smilende okinawaner med briller, tog imod mig på formfuldendt engelsk i Naha lufthavn.  Få timer forinden var jeg blevet budt velkommen til Japan af kirsebærtræer i fuldt flor langs landingsbanen i Tokyos internationale lufthavn, Narita, hvor jeg efter en kort mellemlanding, satte kursen mod Okinawa.

Det var mit første besøg på Okinawa. Jeg havde tilmeldt mig et seminar arrangeret af Okinawa Karate-Do Rengokai og Classical Fighting Arts. Formålet var at give deltagerne et indblik i de okinawanske karatestilarter, Shorinryu, Gojuryu, Uechiryu og Isshinryu. Som Isshinryu-udøver havde jeg et vist indblik i sidstnævnte stilart, mens jeg kun havde et overfladisk bekendtskab med de øvrige.
Seminaret skulle løbe over fem dage med to gange to timers undervisning om dagen. For at trække deltagere til var instruktørerne enten Kudan eller Judan.

I Naha lufthavn skulle jeg mødes med de øvrige deltagere. Mens jeg ventede dukkede nogle af instruktørerne op i lufthavnen for at byde velkommen, bl.a. Shimabukuro Sensei, Itokazu Sensei og Uechi Sensei.  Det første der slog mig, udover højden på de små okinawanere, var den venlighed og nysgerrighed, jeg blev mødt med. Interessen for at lære hinanden at kende var gensidig, og der var ingen skelen til grad eller stilart. Det hele var jo bare karate.
Inden for en time var alle deltagerne samlet, og vi var klar til at blive transporteret til Naha City og indlogeret efter en lang rejse. De øvrige deltagere havde en geografisk spredning som strakte sig fra Singapore over Bahrain og Europa og til Nordamerika. Vi var 20 i alt.

Efter en dag med introduktion, rundvisning og formalia var vi klar til at gå i gang. Det meste af undervisningen fandt sted i Okinawa Prefectural Budokan, som er et stort idrætscenter, placeret midt i en idyllisk park i hjertet af Naha.

Billede 1-imp                                                                   Billede 2-imp

Undervisningen var simpel, men dog varieret. Med deltagere, som havde forskellige stilartsbaggrunde og som rangerede lige fra 5. kyu til 5. dan, formåede de fleste Senseis at gennemføre en undervisning som alle fik noget ud af. Først og fremmest var det en glimrende introduktion til stilarterne.

Itokazu Sensei lagde ud med et to timers Uechiryu seminar med fokus på junbi undo, shime, fingerspænding i Uechiryu samt intro til kataerne Sanchin og Kanshu.
Med et bevægelsesmønster som adskiller sig noget fra de øvrige stilarter var det virkelig interessant og udfordrende.
Kuba Sensei tog over om eftermiddagen med en introduktion til Gojuryu. Rygterne sagde at han godt kunne være hårdhændet, hvis han ikke brød sig om folk, men vi oplevede ham smilende og imødekommende. Vi gennemgik bl.a. Saifa kata og fulgte op med bunkai, som er hans ekspertise.

Dag 2 havde jeg set frem til i mange måneder. Der var Isshinryu på programmet ved Uechi Sensei, og om aftenen havde jeg fået lavet en aftale om at skulle træne privat med Sensei.
Men først var der undervisning ved Shimabukuro Sensei og hans søn Zenshun Shimabukuro i Seibukan Shorinryu. Det blev en meget hård træning med repetitioner én masse af Kihon i en meget varm og fugtig sal.
Eftermiddagen stod i Isshinryus tegn. Vi gennemgik Kihon, øvre og nedre basis, og sluttede af med Seisan kata. For mig var der ikke så meget nyt under solen, men det var sjovt at iagttage, hvor svært det var for de øvrige seminardeltagere at tillære sig Isshinryus kendetegn, nemlig den anderledes knyttede hånd og det lodrette stød, som ifølge Uechi Sensei gør håndledet mere stabilt.  
Billede 3-imp

Efter seminaret kørte jeg med to af Uechi Senseis elever ud på den amerikanske militærbase, Camp Foster, hvor han underviser to gange om ugen. Da vi kom lidt tidligt var Sensei i færd med at undervise nogle børn. Jeg blev sat til at hjælpe og nåede at gå Seisan kata igennem med en ung purk, inden jeg selv stod for skud.
Billede 4-imp

Det blev til en times privattræning, hvor jeg blev trukket igennem fem kataer. Uechi sensei er en utroligt skarp iagttager, og han var lynhurtigt inde med korrektioner når timingen ikke var helt korrekt.
Det var en stor, stor oplevelse.  Han er en utrolig sympatisk mand og hans karateevner er imponerende. Jeg har sjældent set en mand midt i tresserne være så adræt.

Billede 5-imp

Tredjedagen bød om formiddagen på endnu en omgang Uechiryu. Nakahodo Sensei som skulle have undervist havde meldt afbud. I stedet havde Yamashiro Sensei og hans elever fået ansvaret. I en slags misforstået høflighed fokuserede de meget på sportskamp, da de troede, at det var, hvad vi vesterlændinge ønskede. Lidt en skam, men selvfølgelig meget sympatisk.
Minoru Higa stod for eftermiddagens shorinryu seminar. Higa Sensei er kendt for sin 1000 støds opvarmning, så der blev gået til den. Af en mand på et par og halvfjerds har han en imponerende fysik. Samme dag som han underviste os, underviste han i sin egen dojo om aftenen – hvor der selvfølgelig igen skulle varmes op med 1000 stød. Han fokuserede meget på anvendelsen af hofterne for at opnå kraft og hurtighed i stødene. Og han demonstrerede det selvfølgelig selv. Det vakte især morskab, da han skulle demonstrere det på sin søn, som ikke kunne nå at reagere og blokere hans stød.

På seminarets første dag gik der en lille smilende mand rundt med hat, et kamera om halsen og delte visitkort ud. Pga. manglende forståelse troede vi alle, at han bare var en lokal særling. Så vi bukkede høfligt og smilte overbærende tilbage.
På seminarets næstsidste dag stod den lille mand igen foran os. Denne gang i gi. Det skulle vise sig at det var Toyama Sensei, Judan, og elev af Seikichi Tokuchi Sensei, Gojuryu. Han var kommet ind fra sidelinjen i sidste øjeblik pga. afbud. Ved hjælp af Uehara Senseis humørfyldte oversættelse lagde Toyama Sensei ud med at fortælle, at han var 77 år og at han tre år forinden var blevet ramt af en hjerneblødning. Han var blevet givet en uge at leve i, men var efter fire dage begyndt at kravle rundt på hospitalets gange, og nu stod han altså foran os. Han undskyldte for at han stadig havde lidt mén, men hvad han ikke selv kunne vise ville hans søn og barnebarn supplere med. Han var utrolig beæret over at få lov til at undervise os og demonstrere sin familiekarate, så i dag skulle vi ikke betragte os som hans elever, men han var vores elev. Sådan! Med denne indledning leverede tre generationer af Toyamaslægten et forrygende seminar, fuld af hjerte og godt humør. Vi kom igennem forsvar og angreb fra gulv, samt kata og avanceret bunkai. Og det skal siges at Toyama Sensei faktisk var i stand til at demonstrere det meste. Der skulle et trænet øje til at se de såkaldte mén.
De fleste deltagere var enige om, at blandt mange højdepunkter, var dette seminar outstanding, måske fordi at det var uventet og at Toyama Sensei brillerede med en hjerteskærende autencitet.
Efterfølgende kan jeg se, at han er blevet en fast del af instruktørbesætningen til de kommende seminarer.

Billede 6-imp

Nakazato Sensei , Shorinryu fik æren af at skulle efterfølge Toyama Sensei om eftermiddagen. Det var første gang han underviste på denne type seminar, hvor han var blevet hyret i sidste øjeblik pga. Arakaki Senseis bortgang få dage forinden. Der var ingen tvivl om, at han gerne ville gøre et godt indtryk, men undervisningen endte mere som en slags opvisning, da der fra arrangørens side ikke var sørget for ordentlig oversættelse af hans japanske gloser. Nakazato Sensei og hans elever var dog utroligt dygtige, så blot ved at iagttage fik man et godt udbytte med derfra. Deres kobudo demonstration var ganske enkelt imponerende.

På seminarets sidste dag stod der Morio Higaonna Sensei på skemaet. Manden behøver vel ikke nærmere introduktion. Med to seminarer af ca. tre timers varighed, formiddag og aften, i hans private dojo var der lagt op til en fornem afslutning på en fantastisk uge.
Dojoen, varmen, Higaonnas og hans kyndige elev Kuramotos smittende humør gav træningen en fantastisk intensitet. Blandt deltagerne var en del gojuryufolk, der nødigt ville skuffe Sensei , så der blev gået til vaflerne. Vi kom omkring kihon, bunkai, nedtagninger, låse, kakie og hojo undo.

Billede 7-imp
Den sidste træning sluttede kl. halv tolv om aftenen og selv om jeg var træt stod jeg med følelsen af at kunne blive ved og ved. Det var svært at falde til ro bagefter. Men efter et par øl på Dojo Bar lykkedes det dog.

De følgende dage stod på sightseeing med de øvrige deltagere. Derefter havde jeg tre dage på egen hånd, hvilket var kærkomment, da det havde tæret på de sociale ressourcer at være næsten konstant omgivet af mennesker igennem en uge.
Det var rart at kunne søge ensomheden og reflektere over den seneste uges oplevelser. Ved at tilmelde mig en form for charterrejse for karateudøvere, kunne jeg godt frygte at hele setup’et ville komme til at fremstå stift og kunstigt. Deltagelsen på seminaret havde været en dyr fornøjelse, og der ingen tvivl om at arrangøren, udover at ville fremme interessen for okinawansk karate, også brugte det som en oplagt mulighed for at fylde lommerne. Seminarerne har ikke haft så mange år på bagen, men der er allerede nu kommet flere udbydere på banen. Man kan blot håbe, at det ikke ender ud i en tivolisering af karaten, men det hører nok en anden diskussion til. I hvert fald fik jeg et forrygende seminar som på ingen måde virkede kunstigt. Jeg havde under ingen omstændigheder selv været i stand til at arrangere træning med sådanne kapaciteter, hvis jeg var taget af sted på egen hånd. Instruktørerne var fantastiske. Med deres evner, autencitet og tilstedeværelse har jeg erhvervet lærdom til mange års træning fremover.
På min indre harddisk står de enestående oplevelser fra seminarerne tilbage. Der står billeder af tre aldrende Senseis som midt i en lufthavnsterminal, på tværs af stilarter, står og sammenligner mawashi uke, som tre brugtvognsforhandlere, der står og sparker dæk. Der står billeder, lyde og duften af en spadseretur en sen aftentime i støvregn i Nahas smalle stræder. Bankelyde stiger mod himlen, og som jeg nærmer mig lydene, kan jeg se, at der står en ung karateka bag hegnet ved Kyudokans 70 år gamle dojo og hærder knoerne på den gamle makiwara, som generationer har gjort før ham. Det er oplevelser, som man ikke kan betale sig til. Det er oplevelser for livet.