I midten af april vandt Sensei Christina Petersen fra Karateklubben Kyokushinkai København EKO’s EM i kata i overlegen stil. Lidt forsinket (undskyld) bringer karatenews.dk et interview med den karismatiske Sensei.
Når Sensei laver kata eksisterer intet andet
Succesopskrift: Ydmyghed og dedikation
Der er en verden til forskel. Det ene øjeblik er Sensei Christina Petersen ”bare” en karateka, der er stolt af at have vundet sit første Europamesterskab.
Det næste er hun Sensei! Med meget tydeligt udråbstegn bagefter.
Forskellen ligger i omgivelserne.
Når vi sidder alene sammen – med diktafonen mellem os – tegner og fortæller hun. Sensei-værdigheden er skubbet lidt i baggrunden (den forsvinder aldrig) til fordel for begejstring.
Da et larmende børnehold kommer drønende gennem Karateklubben Kyokushinkai Københavns lokaler, brøler hun: Stille! Hvad børnene ser, er ikke den guldvindende karateka, men derimod deres Sensei.
De bukker, siger Osu og undskyld.
Sensei Christina forlanger meget – ikke alt – af karatekaerne i dojoen. Men selv med hård disciplin er man aldrig i tvivl om, at Sensei aldrig forlanger mere, end hvad hun vurderer, man kan give.
Og man er slet ikke i tvivl om, at hun forlanger endnu mere af sig selv:
”Jeg er perfektionist, så jeg stopper ikke før, jeg er tilfreds. I karate er der altid plads til forbedring, og jeg kan altid finde noget, jeg kan dygtiggøre mig i.”
Så er det slået fast!
Sensei vandt i midten af april European Karate Organizations EM. Mesterskaberne blev afholdt i Siemens Arena i Litauen, og der var omkring 20 deltagere i Sensei Christinas klasse.
En glad Europamester
Hvordan var det at vinde EM?
”Det var en fantastisk følelse! Men på trods af jeg svævede på en lille lyserød sky i fem minutter, så tog jeg mig selv i at tænke: “Jeg skal være ENDNU bedre næste år!”.?Første gang jeg var med til EM, var jeg 18 år, og ti år senere vandt jeg titlen. I bund og grund er jeg nok lidt af en stædig kælling, for jeg nægter at give op, og jeg forventer det bedste af mig selv hver gang, siger Sensei Christina Petersen. ”
Hvilke kataer lavede du?
”I første runde lavede jeg Tsuki no kata. Det var en god kata at starte med, da det er en meget dynamisk kata, som giver rig mulighed for at udstråle styrke. Anden runde lavede jeg Seienchin, der er min favoritkata. Jeg synes, den fungerede rigtig fint til stævnet. Det var også den kata, jeg scorede flest point på. Finalen afsluttede jeg med Sushiho. Jeg synes Sushiho er en fed kata, da det er den længste af alle Kyokushin kataerne, og den er udfordrende på rigtig mange områder. Den kunne jeg godt tænke mig at blive bedre til, siger Sensei, mens hun slår en latter op.”
Afslapning lig med mesterskab
Senseis træning op til stævnet var plaget af en knæskade, som hun har døjet med et stykke tid.
”Det er aldrig fedt med ufrivillige pauser”, siger Sensei tørt – og fortsætter: ”Jeg har trænet en del sammen med de tre andre fra katalandsholdet, og den feedback jeg har fået efter samlingerne, har været super god. Vi har mødtes cirka hver 14. dag, mens jeg mellem samlingerne stort set har været overladt til mig selv. Jeg har dog efterhånden fået lidt rutine indenfor kata, så jeg har haft en god fornemmelse af, hvad jeg skal gøre bedre. Når alt kommer til alt, så vil jeg ikke sige, at jeg har gjort så meget anderledes, i forhold til de sidste gange jeg har trænet op. Forskellen ligger i, hvordan jeg har grebet stævnesituationen an”, siger Sensei.
Ved EM i 2010 blev Sensei nummer to, men i årene inden da lå hun lige uden for medaljerne.
”Indtil for tre år siden har jeg lagt enormt pres på mig selv for at komme på podiet. Til stævnerne har jeg siddet og kigget, mens de andre lavede deres kata, og tænkt “jeg SKAL få bedre karakterer end hende”. Jeg tror, at det i sidste ende har hæmmet min præstation, fordi jeg har været så anspændt.”
”I 2009 blev jeg opereret i skulderen, og i starten af 2010 blev jeg opereret i knæet. Jeg stillede derfor op til EM i 2010 med den holdning, at jeg bare skulle være med, og prøve at se om kroppen kunne holde til det. Ingen store forventninger. EM 2010 endte med en 2.plads. Den tekniske katarutine, der sad i kroppen, kombineret med en afslappet holdning fungerede tilsyneladende bedre.?I år havde jeg det på samme måde. Jeg havde ikke behov for at sidde og kigge på stævnet. I stedet passede jeg mig selv, og stolede på at mine forberedelser havde været gode nok. Og det fungerede!”
Sensei Christina har vundet DKU’s Danmarksmesterskab i kata 11 gange i træk.
Du har vundet DKU’s Danmarksmesterskab 11 gange i træk. Hvordan finder du motivationen til at fortsætte?
”Min motivation ligger i min egen udvikling. Det kan godt være, at jeg har vundet DM, men hvis jeg ikke har haft en god fornemmelse med en af de kataer, jeg lavede, så er der noget at arbejde på. Jeg forsøger at holde mig så skarp som muligt, da jeg bruger DM til at kickstarte min træning mod EM.”
Du er i en klasse for dig selv i Danmark. Hvordan påvirker det dine forberedelser til DM?
”Det påvirker ikke mine forberedelser. Desuden synes jeg, at mange af de andre deltagere er dygtige, og de udvikler sig fra gang til gang. Jeg kan ikke tillade mig at slappe af, da der altid kan komme en ny upcoming konkurrent og vippe mig af tronen.
Seienchin er Sensei Christinas foretrukne kata. Her viser hun den under EM i 2010, hvor hun blev nummer to.
Kata og Kyokushin
Kyokushin Karate er kendt som verdens stærkeste karate. Helt i tråd med stifterens Mas. Oyamas filosofi bliver der kæmpet fuld kontakt. Siden begyndelsen har tankerne lagt grund til mange andre fuld kontakt stilarter. Trods ryet som klassens hårde hund har kata sin berettigelse i Kyokushin Karate.
”Kata giver mig mulighed for at fordybe mig i teknikkerne og forståelsen af teknikkerne. I min verden kan man ikke lave en teknik korrekt, med mindre man forstår den. Udover det er der en masse andre fokusområder, der skal arbejdes med for at udføre en god kata. Balancen er et essentielt fokusområde, da man for det første ikke kan udføre en korrekt teknik, hvis man har dårlig balance, og for det andet giver dårlig balance et forstyrrende helhedsbillede af kataen. Koordination og timing er vigtig. Har man ikke timer sin kraft i teknikken, får man ikke det optimale udbytte. Forståelse for tyngdepunktet hænger sammen med balancedelen af kataen. Holder man ikke et godt tyngdepunkt, er det for eksempel svært at opnå stabilitet i både stationære og dynamiske stillinger, og dette kan ende ud i man kommer ud af balance.
Hvordan spiller kata ind på kumite?
Forståelse for teknikken er afgørende, for du kan udføre den korrekt. Kata er jo simuleret kamp og alle elementer i kata – balance, koordination, timing, kraft, vejtrækning, tyngdepunkt, præcision, hurtighed – kan alle overføres til kamp. Man må kravle, før man kan gå – du må lære at udføre teknikkerne, før du kan benytte dig af dem i kamp. Jeg bliver muligvis upopulær, når jeg siger dette, men jeg mener, at mange kæmpere burde fokusere mere på deres kata. Det er let at smide om sig med slag og spark, men til EM så jeg, at flere – også danskere – havde svært ved at udføre teknikkerne i sådan en grad, at de kunne score de afgørende point. Jeg tror, at kæmperne ville have haft lettere ved at score de afgørende point, hvis de havde trænet kata og fokuseret på kataens styrker. ”
Tilbage til begyndelsen!
Hvornår og hvorfor begyndte du til karate?
”Jeg begyndte til karate i 1993 på Ørnevej. Det kan jeg takke min mor for. Jeg havde det svært i skolen, hvor jeg blev mobbet, og var indadvendt og usikker (Det er nok de færreste, der vil beskrive Sensei med de ord den dag i dag, red.). Min mor mente, at jeg skulle lære lidt selvforsvar, og hun havde læst, at karate også var godt for selvtilliden. Derfor pakkede vi min taske og tog af sted. Den gang i 1993 tænkte min mor, at jeg nok bare skulle gå til det et par måneder. Nu ser jeg frem til mit 20 års jubilæum i 2013…”
Hvad var tiltrækkende ved karate frem for andre sportsgrene?
”Lige som de fleste andre børn, har jeg dyrket meget forskellig sport – jeg har gået til ridning og spillet lidt håndbold i skolen. Det der fangede mig ved karate til at starte med, var blandt andet disciplinen og stemningen på holdet.
Jeg synes, det var fedt at træne hårdt, og jeg glædede mig til, jeg fik lov til at lære nye teknikker og kataer. Jeg kunne godt lide ideen om, at man kunne stige i graderne, og jeg syntes, det var noget af det fedeste at gå til graduering. Og det synes jeg faktisk stadig. ?Hvor jeg synes, at karate adskiller sig fra anden sport, er historien bag karate, og de traditioner der følger med.?I takt med man udvikler sig og bliver bedre og bedre som karateka, jo mere ydmyg bør man være. Hver grad man modtager er en ære. Bliver man så dygtig, at man en dag besejrer en modstander til et stævne, så holder man sin glædesjubel for sig selv for at respektere sin modstander, der lige har tabt. Det står i kraftig modsætning til for eksempel boksning, hvor man straks hopper og danser, hvis modstanderen ligger på kanvassen.?For mig er et andet tiltrækkende aspekt ved karate, at jeg gennem hele min karriere hele tiden har kunnet finde nye aspekter af karaten at fokusere på og blive bedre til. Og det passer godt til mig som person.”
Hvem er dine karateidoler?
”Mit første karateidol var min træner på børneholdet Hans-Henrik Bjørstrup. Han var SÅ sej, hans teknikker var perfekte, og han sparkede rigtig hårdt på træningspuderne… det er ting, som børn lægger mærke til!?I begyndelsen var mine idoler primært de danske profiler:?Kim Schumacher fik jeg som instruktør på juniorholdet i slutningen af 90′erne. Sensei Kim var hård men retfærdig, og han lærte mig enormt meget. En træningstime med Sensei var fantastisk og “af den gamle skole”, så der blev kørt hårdt på med disciplinen. Han er en af de instruktører, der har presset mig, stillet krav og rykket mine grænser allermest, og han støttede op om, at jeg fik dispensation til at gå op til sortbælte som 16 årig. (I Kyokushin Karate skal karatekaen normalt være fyldt 18 år for at få lov til at graduere til 1. Dan. Det skyldes blandt andet, at der bliver kæmpet fuld kontakt til gradueringen. Sensei Christina er den yngste kvinde, der er blevet gradueret til 1. Dan i Kyokushin Karate i Danmark, red.)
Erdint Arslantas har jeg kendt ligeså længe som Sensei Kim Schumacher. Hans tekniske træningstimer har jeg ikke kunnet leve uden! Som instruktør var han super god til at forklare og demonstrere, samtidig med han fik det til at se legende let ud. Jeg ser det som en stor ære at kunne stå ved siden af ham som instruktør i Karateklubben Kyokushinkai København. Sensei Erdint har også stået bag mig, siden jeg blev chefinstruktør i klubben og har været god til at dele ud af sine erfaringer. Da jeg blev lidt ældre, og begyndte at interessere mig for hvad der skete udenfor Danmarks grænser, dukkede blandt andet følgende navne op: Norichika Tsukamoto: Jeg mødte ham første gang på DKU’s sommerlejr i 1996 – samme år som han var blevet verdensmester. Han var kendt for sin nytænkende kampstil og fantastiske knockouts! Jeg har senere været så heldig at træne sammen med ham under mine træningsophold i Japan. Kunihiro Suzuki: Var også med på sommerlejren i 1996 – samme år han havde vundet 2.pladsen til VM i en vild kamp mod Tsukamoto. De to havde meget forskellig kampstil, men begge var super effektive, og jeg kunne lære meget af ham. Derfor var han også en af personer, jeg valgte at træne under, da jeg tog til Japan.
Hvad er dine fremtidige karatemål?
Mere EM i kata! Derudover vil jeg gerne få lidt mere gang i min kamptræning, og jeg håber, at jeg snart bliver mine skader kvit. Et andet mål er at være en god instruktør og forbillede for mine elever. Jeg elsker at undervise, og jeg bliver motiveret af mine elevers energi og entusiasme.
Et sidste spørgsmål, Sensei. Hvornår fandt du af, at du var dygtig til karate?..
Er jeg da det? Jeg betegner mig selv som ”under udvikling hele tiden”, men når jeg vinder et stævne, eller får ros af en instruktør, er det da en indikation på, at jeg har fat i noget af det rigtige.
Video fra da Sensei trænede i Japan under blandt andet Sensei Nicholas Pettas
Kampe fra Senseis graduering til 3. Dan i november 2008
Seneste kommentarer