Torsdag aften var der en form for konkurrence for handicappede udøvere. Det var delt op i forskellige kategorier alt efter handicap. Det startede med udøvere i rullestol, som skulle lave kata. Det var svært at se, hvilken kata det skulle forestille så måske er det nogle der er tilpasset til en udøvere i rullestol. 

Vendinger foregik ved, at de benyttede den ene hånd til at rulle og styre med og den anden hånd lavede teknik. Der var helt stille i hallen, mens konkurrencen fandt sted. De blev bedømt med point, afgivet af hjørnedommere og en hoveddommer. Hvad der ligger bagved en sådan konkurrence til et VM er svært at gennemskue. Måske et led i OL optagelse ved at vise at det også er muligt at konkurrere som handicappet. 

Dog mener jeg ikke det hører hjemme på konkurrenceplan, da det er meget svært at bedømme de forskellige kata ud fra den enkeltes handicap. 

Det tekniske var på et meget lavt plan, selv om man tager et handicap i betragtning. Det var svært at se, at der lå nogen længerevarende karatetræning bag bevægelserne i rullestol kategorien. Måske har der været psykiske handicappede med i denne kategori, da det også virkede som om, at der blev rodet lidt rundt i bevægelserne. 

Anderledes var det i blindekategorien. De blinde blev ført ind af en hjælper og en enkelt havde sin hund med inde på arealet, som dog gik ud da han skulle lave kata. Her var der kæmpe forskel i niveau og det virkede som om, at nogle af udøverene var blevet blinde efter en lang årerække i karate og andre var startet med karatetræning som blind. 

En ung udøver lavede en unsu kata, som kunne have bragt ham en medalje til et DM uden tvivl. Manden med hunden lavede heian shodan som en begynder. Unfair at skulle bedømme dem i en konkurrence situation. 

Men ingen tvivl om at alle fik deres livs oplevelse ved at skulle lave kata til et VM foran et stort publikum. Karate er noget særligt, da det kan trænes alene selv om man er handicappet. Så stor respekt for alle udøverne der fra hele verden havde rejst til Paris for at vise, at karate kan trænes af alle, uanset fysisk og psykisk tilstand.