Tekst og foto: Michael Meiniche Farum Kyokushin/Dansk Karate Union
Det blev til en flot femteplads til Brian Jakobsen ved VM i kyokushin i Tokyo.
VM i (shin)kyokushin bliver afholdt hvert fjerde år i Japan, og det 10. VM blev afholdt i år, den 22. til 23. oktober med 129 mandlige kæmpere samt 29 kvindelige kæmpere fra hele verden.
Der kæmpes efter knock down-regler uden beskyttelse (dog med skridtbeskytter) i åben vægtklasse.
Danmark stillede op med tre kæmpere, Beka Gogiberidze, Kristoffer Breindal og Brian Jakobsen, alle fra Shinryokudan Nansensgade.
Danske kæmpere ved indmarch, Beka (tv.), Kristoffer (midt)
Beka, der er en ung kæmper på 19 år, skulle i sin første kamp møde en af de store europæiske kæmpere, Lukas Kubilius fra Litauen, der endte med at få en fjerdeplads ved dette års VM. Beka kæmpede en rigtig god kamp, og gik til Lukas uden at vise nogen tegn på, at han skulle være den ”lille” i den kamp. Lukas var dog den stærkeste, og Beka tabte desværre sin første kamp på dommerstemmer.
Kristoffer skulle i sin første kamp møde en australier, som han vandt over på dommerstemmer. I sin anden kamp mødte Kristoffer Jimmie Collin fra Sverige. Kristoffer kæmpede igen en rigtig god kamp, og styrede kampen i lange perioder. I slutningen af første runde lavede Collin dog et rullespark, der hev Kristoffer med ned. Dette så dommerne som om, Kristoffer var blevet ramt, og Collin fik derfor et halvt point. Kampen sluttede få sekunder senere, og Kristoffer tabte derfor desværre sin anden kamp, og var dermed ude af VM.
Kristoffer(th) mod Collin
Brian (tv.) mod Tsukagoshi (tidl. verdensmester
Verdensmester Tsukamoto knockouter modstander
Brian sad sin første kamp over, da modstanderen ikke var mødt op, og vandt sin anden kamp mod en kæmper fra Georgien. Dermed var Brian videre til andendagen af stævnet. I sin første kamp på andendagen skulle Brian møde den regerende verdensmester, japaneren Takayuki Tsukagoshi. Det blev en lang og hård kamp. Første runde blev dømt uafgjort, og det samme gjorde de to forlængelser. Kæmperne skulle dermed vejes, og hvis der var mere en 10 kg forskel på kæmperne vinder den letteste kæmper. Da der var mere end 10 kg forskel vandt Brian over verdensmesteren og var videre i stævnet. I sin næste kamp skulle Brian møde en ung japaner, og på trods af den hårde kamp mod den tidligere verdensmester, præsterede Brian alligevel at give sin modstander et knæ i hovedet, så han fik et halvt point. Brian vandt derfor kampen, og var dermed videre til kvartfinalen. Her skulle Brian møde Lukas, som Beka havde tabt til dagen forinden. Dette blev en utrolig hård kamp, og begge kæmpere var meget trætte. Første runde blev uafgjort, og det samme gjorde første forlængelse. I anden forlængelse gik kampen dog til Lukas på dommerstemmer, og Brian var dermed ude af VM. Han havde dog kæmpet sig helt frem til kvartfinalen, og fik en femteplads, hvilket er den højeste danske placering ved VM nogensinde i vores organisation. Brian fik desuden prisen for flest gennembrudte brædder. (De 16 bedste kæmpere skal inden fjerdesidste runde gennembryde brædder med fire forskellig våben: knoerne, håndkanten, albuen og hælen. Med disse fire våben gennembrød Brian i alt 22 brædder.)
Den nye verdensmester blev japaneren Norichika Tsukamoto, der tidligere har vundet VM i 1996 som 21-årig. Tsukamoto vandt alle sine kampe ved dette VM på knock out eller halvt point, på nær finalen. Andenpladsen gik til Tsutomo Murayama, også fra Japan. Tredjepladsen blev vundet af den russiske topkæmper Roman Nesterenko og fjerdepladsen af Lukas Kubilius fra Litauen. Femtepladsen gik som sagt til Brian Jakobsen fra Danmark, der også vandt prisen for flest gennembrudte brædder.
Brian tv. med Shihan Jan Bülow
Hos kvinderne vandt japaneren Emi Shoguchi. Andenpladsen gik til Margarita Ciuplyte fra Litauen og tredjepladsen til Caroline Brix fra Grækenland.
Seneste kommentarer