På torsdag tager seks danske topudøvere afsted til Ungarn, hvor de skal deltage i verdensmesterskaberne i Ashihara Karate. Det drejer sig om tre gengangere i seniorklassen, samt tre juniorer, som er med for første gang i VM-regi.
Nicolai Hansen (Randers Karate Skole) stiller op i letvægtsklassen for kæmpere under 70kg. Han har været med to gange før, hvor han desværre begge gange er udgået med skade. I år er han dog mere toptunet end nogensinde. I foråret vandt han Eurasia Cup, der også blev afholdt i Ungarn, efter bl.a. at have lavet dagens hurtigste knockout på kun femten sekunder. Derudover vandt han også prisen for stævnets bedste teknikker.
For kun to måneder siden vandt han Nordic Open, for andet år i træk, og tog ligeledes her teknikkerprisen.
Anden seniorkæmper er Oliver Valentin Krogstrup, der tidligere har trænet i Grenaa Karate Skole, men nu træner i Randers. Han har deltaget i VM tre gange før som junior, hvor højdepunktet var da han blev verdensmester i 2012. Sidste år måtte han “nøjes” med en bronzemedalje, efter han måtte udgå med skade inden semifinalen. I år er det første gang, at han deltager i seniorklassen, og han skal møde nogle tunge drenge under 85 kg. Han deltog også som senior til Nordic Open, hvor han tog guldmedaljen med hjem.
Fra Ashihara Karate Sønderborg, stiller Simon Vilhelmsen. Ligesom Oliver, har han tidligere deltaget som junior, men er altså nu rykket op i seniorklassen, hvor han deltager i klassen for kæmpere under 75 kg. Også han tog guld til Nordic Open, i tillæg til prisen for stævnets bedste fighter.
Udover de tre rutinerede kæmpere, har vi to juniorkæmpere, der gør deres VM-debut. Det drejer sig om Anders Skriver Agergaard og Benjamin Laursen, begge fra Randers Karate Skole, der begge stiller op i klassen for kadetter under 45 kg. Det er dog ikke første gang, de stiller op internationalt, da de begge var en del af holdet, der tog til Eurasia Cup i foråret. Her gjorde de begge en formidabel indsats, hvor Benjamin gik hen og tog guldmedaljen hjem.
Benjamin og Anders mødte hinanden i finalen til Nordic Open, i en uhyre flot og teknisk kamp, hvor Anders trak det længste strå. Vi håber, at vi kan se en revanchekamp i finalen til VM!
Udover de fem kæmpere, har Danmark også en katadeltager med. Det drejer sig om Kasper Sjørup fra Hadsund Karate Skole. Han stiller op i landsholdsdragten for første gang, og skal altså levere verdens flotteste kata for kadetter.
De brave kæmpere er i særdeles gode hænder, hvor de har landsholdstræner Sensei Jesper Sørensen i ryggen. Han har selv været verdensmester fire gange, og har derudover taget adskillige priser såsom “best allover performance”.
Foto/tekst:
Seneste kommentarer