Foto/tekst: Jesper F. Andersen
Tirsdag aften kl. 0045 rejste u/21 landsholdet fra Dansk Karate Forbund med fly til Istanbul, hvor der skulle skiftes fly til Baku i Azerbaijan. Det blev starten på en masse ventetid, som flere af udøverne benyttede til at få lavet lidt lektier. Tejs Damkjær fungerede som rejseleder og Tejs havde som sædvanligt fuldstændig styr på alle papirerne. Det var med til at få rejsen til glide nemt for alle.
De to danske dommere, Jan Christoffersen og Milan Holck Nielsen, stødte til gruppen i Kastrup og fulgte landsholdet på rejsen. De skal begge dømme ved EM og KarateNews vil prøve at få lavet et interview med dem undervejs i turneringen.
Hele landsholdet rejste i deres nye sponsortøj fra Budoxperten og det så rigtig godt ud. Særligt den nye vest gjorde gavn undervejs.
Det var en meget speciel flyvetur til Istanbul, da kaptajnen havde skruet godt op for varmen i flyet. Ligeledes blev der serveret en slags morgenmad kl. 0130 i flyet. Et tidspunkt, hvor man ikke ligefrem har morgenmad i tankerne. Turen tog ca. 4 timer til Istanbul, hvor vi skulle vente nogle timer inden næste fly afgik til Baku.
Turen til Baku tog ca. 3 timer og her havde kaptajnen også skruet godt op for varmen, dog ikke helt så meget som hans kollega på turen fra KBH til Istanbul.
Da vi landede i Baku var det nærmest snestorm, hvilket tydeligt kunne mærkes i flyvemaskinen under landingen. Da vi stod ud af flyet var det ca. minus 7 grader og snefygning. Hvis nogle skulle have glemt vintertøjet hjemme er der nok en vis sandsynlighed for, at der bliver købt en hue eller to under opholdet her. I forhold til sidste rejse med landsholdet, hvor turen gik til Malaysia, var det her nærmest som at blive sat af midt på Nordpolen.
Dernæst var det tid til at få visum i ankomsthallen. Ankomsthallen var ikke opvarmet og der var sparet på personalet til at administrere visum, så det tog noget tid. Der var det meget tydligt at infrastrukturen i lufthavnen bar præg af en ineffektiv arbejdsgang. Men til sidst lykkedes det for alle at få visum (kostede 60 euro), hvorefter turen gik ud til bussen. Der er en tidsforskel til Danmark på + 3 timer.
Chaufføren på bussen kunne godt have lært lidt af kaptajnen på Turkish airlines og skuet lidt op for varmen. Efter en times kørsel var vi fremme på vores hotel som er af god standard. Et høfligt og hjælpsomt hotelpersonale tog godt imod os. Undervejs til vores hotel kunne vi se en masse flotte byggeprojekter, som formentlig er et resultat af investering af landets olieindtægter. Måske bliver der også bygget ekstra op til det kommende Europæiske Melodi Grand Prix, som skal afholdes her i Baku til maj.
I den anledning er de i gang med at bygge en stor hal, hvor det skal afholdes. Det må være et tegn på, at der er økonomiske reserver i landet når man vælger at opføre en stor hal til afholdelse af et Melodi Grand Prix. Den var der næppe råd til i Danmark.
Der var en kort samling, hvor “reglerne” blev ridset op for kæmperne under opholdet. Her blev det understreget, at alle repræsenterer Danmark, og at vi skal udvise respekt for landets kultur. Ligeledes blev det indskærpet at ingen under 18 år kan forlade hotellet alene og at alkohol er forbudt. Derefter blev der udleveret værelser og alle trængte vist til en lille lur efter en meget lang rejse.
På hotellet var der fra værelserne udsigt til den udendørs pool, som i dagens vejr så knap så indbydende ud.
I morgen er der morgensamling kl. 0900, hvor dagens program vil blive gennemgået. Måske skal der trænes lidt der.
Stævnet starter på fredag, hvor vores kadetter skal i kamp.
Hej KarateNews.
Hvor er det dog dejligt at kunne følge med hjemme fra når man ikke selv har mulighed for at deltage.
Det er fantastisk og meget værdsat det i gør for os her hjemme så vi kan følge vores søn Mario og resten af landsholdet keep on going PLEASE.
Lykke og Kim