Tekst og billeder: Poul Bak

 

X-treme Power Camp

De fleste mennesker vil nok forbinde Pinsen med karneval, hygge og afslapning, men sådan gør vi ikke hos Ballerup Kyokushin Karate. Her har man de sidste 2 år benyttet pinsen til at tage på træningstur til Orø – ikke en almindelig træningstur – men derimod en ”X-trem Power Camp”.

 

Gruppebillede!

X-trem Power Camp er, som ordet siger x-trem. Ud af de 48 timer lejeren varede, blev der trænet i de 24 timer. Træningen er tilrettelagt, så alle kan deltage uanset bæltegrad og erfa­ring. Jeg – artiklens forfatter (Poul Bak 1 Kyu) – er efter mange års pause vendt tilbage til Do­joen, og jeg må indrømme, at jeg var noget spændt på om den gamle og måske ikke helt så vel­trænede krop kunne holde hele vejen, men mere om det senere.

Ballerup Karate Klub har en venskabsklub i Sneek i Holland, hvor Shihan Frank 5 Dan er øverste leder. Shihan Frank kunne desværre ikke selv deltage på lejeren i år, men det afholdt heldigvis ikke ca. 20 af hans elever i igen i år at deltage i vores lejer – heriblandt en 3 Dan og en 1 Dan.

 

Sensei Rauno sætter lejren i gang

Vi mødtes fredag aften kl. 18.00 i Orøhallen, hvor den medbragte mad blev indtaget. Dette er det eneste måltid man selv sørger for, resten af lejerens forplejning var lagt i trygge hænderne hos vores ”sædvanlige” madmødre, der havde erfaring fra de foregående år. Det var et impo-nerende syn, mår vi så i det proppede køleskab og rundt på de omkringstående borde. Da vi ankom,  fik vi allerede en indikation på, at dette ikke bare var nogen hyggetur. Rigtig meget træning og rigtig meget mad.

 

Første træningspas

 

Efter ankomst og aftensmad var det tid til lidt afslapning, inden første træningspas gik i gang fra kl. 19.00 til kl. 21.00. Her blev der trænet forskelligt kihon og andet almindelig karatetræ-ning, som vi kender det fra den daglige træning. Kl. 21.00 var det så tid til lidt afslapning og lidt frugt, inden næste pas gik i gang kl. 22.00. Her skulle der trænes kata, og dette var selv-følgelig lagt i hænderne på Sensei Michael, der de sidste 12 år har ligget i top 3 ved DM i kata. Efter 2 timers hård træning afsluttede vi med 15 min. non stop af Taikyoku Sono Ichi (Taikyoku nr. 1), som er den første kata man lærer, fik dagen endelig ende… Troede vi.

Kl. 01.30 lød DAD’s ”Sleeping my day away” over hallens anlæg (samtlige deltager og in-struktører sov sammen i hallen, hvor det blev trænet), hvilket betød, at det var tid til nattræ-ning. Alle karatekaer, der har været på lejere ved, at der er indlagt mindst en nattræning, men man bliver alligevel overrasket og lettere irriteret hver gang, når man bliver vækket af sin søde og velfortjente søvn, men der var ingen vej uden om op og på med gien, og så var vi klar.

Nattens træning startede med en rask løbe tur til den nærliggende havn, hvor der blev trænet kihon og styrke i ca. 30 min., hvorefter vi satte i løb tilbage mod hallen. Inden vi forlod hav-nen blev alle sat i Seisa med front mod vandet, det var en fanatisk oplevelse at sidde der og mærke vingeslag fra ænder og andre fugle – som vi garanteret havde skræmt op med vores kiai midt om natten – inden de landede på vandet igen. Tilbage ved hallen var der stillet fakler op på græsplænen, som vi så stillede op på hver side af. Herefter blev der trænet i skæret til faklerne til kl. var 03.00 – en rigtig fed oplevelse.

Langt om længe og godt trætte kunne vi så finde vores madrasser i hallen og genoptage den afbrudte søvn.

Næste morgen startede med morgenmad mellem kl. 07.00 – 08.30, hvorefter vi igen var klar kl. 09.00, til hvad der skulle vise sig at være 4 timers træning kun afbrudt af en kort pause.

Sensei Christina underviser i kata

Formiddagens træning stod på katatræning, og her havde arrangørerne selvfølgelig allieret sig med Europas bedste kvindelige udøver – nemlig Sensei Christina fra Kyokushin Køben-havn. Sensei Christina er i en klasse helt for sig selv, når det drejer sig om kata, hvilket hendes undervisning, da også afspejler. Hvad Sensei evt. mangler i højden, har hun så sandelig i drøj-den, her kommer man ikke sovende til resultaterne. Efter 2 timers hård og kontant træning, hvor ordret ”tilbage” blev brugt rigtig mange gang, var det tid til frokost. Om vores præsta-tion afspejlede sig i nattens ”havefest” eller det, at vi blev rigtig godt bagte i det stålende sol-skinvejr skal være usagt, men jeg har da efterfølgende set andetsteds, at Sensei Christina alligevel var tilfreds med vores indsats.

Efter frokost kl. 15.00 stod den så på kihon og kamptræning. Her blev der under den efter-følgende sparing gået rigtig godt til den, jeg tror , ar vi alle nød at få lov at ”tæve” hinanden lidt.

Herefter stod det på massage og meditation, det var rigtigt rart at slappe af med efter en hård formiddag, hvor man så småt godt kunne begynde at mærke i benene, at de havde været ”på” længe.

Kl. 18.00 blev der serveret aftensmad, og vi kunne slappe af ”helt” til kl. 21.00.

Næste pas bestod af forskellige lege, konkurrencer og boldspil. Selvfølgelig fik vi ikke lov til at lege os igennem et helt pas, så vi sluttede af efter 2 timer med et omfattende styrkeprogram.
Med angsten for endnu en gang nattræning røg de fleste af os på hovedet i seng efter natma-den kl. 24.00.

Pludseligt var det søndag morgen, klokken var 05.00, og vi havde sovet i 5 timer, Wauw.
Morgenens træning bestod bl.a. af Yakusoku kumite og let sparing, til der var morgenmad kl. 06.30.

Kl. 09.00 var vi klar igen til det 10 træningspas, næstesidste pas og nu begyndte benene vir-keligt at protestere. I hvert fald på den før nævnte gamle krop. Heldigvis viste det sig, at det tiende pas var surprise træning. I år havde man inviteret udøvere af den brasilianske kamp-sport Capoeira til at komme og undervise, og det skulle vise sig at blive en rigtig stor succes.

 

STenn Møller (Capoeira)

Steen Møller og hans hold fra Capoeiraskolen Senzala på Frederiksberg brugte de næste 3 timer på at undervise os i de mange aspekter af den gamle sport, og det var tydeligt, at vi alle  nød at tumle rundt iført gi bukser og T-shirt, hvor vi slog vejrmøller og i det hele taget lavede noget fysisk, som ikke havde noget med karate at gøre. Samtidig var vi flere af den lidt ældre generation, der opdagede, at meget af vores ømhed og træthed pludselig var pist borte. Afslutningsvis viste Senzala-holdet lige lidt af deres kunnen, da Steen gav dem frie tøjler. Vi var virkeligt imponeret over, at der var nogen, der sagde avanceret break dance gange 10 ???

Efter frokost fra kl. 12.00 til 14.00 var vi så klar til det sidste træningspas, pas nr. 11. Fra deltagere, der havde været med på foregående Power Camps, vidste vi, at der skulle sluttes af med sparketræning. Jeg tror, at sparketræning er obligatorisk på alle karatetræningslejere, og at det nok er det punkt, alle frygter lidt. Sidste år havde vi sat rekord med 1500 spark, og vi var sikre på, at den rekord skulle slås. En overkommelig opgave, hvis ikke det lige var, fordi vi havde trænet omkring 20 timer det foregående 1,5 døgn, og at vi samtidig havde trænet mange sparkekombinationer i 2 timer, inden vi blev stillet i en rundkreds og gjorde klar til den afsluttende (og for nogen frygtede) sparketræning.

 

 

Træning ved Sensei Rauno

2.140 spark senere råbte Sensei Rauno ”YAME”, og det hele var overstået, vi var færdige.

 

Hollændere og Sensei Michael under sparketræning

 

Vi stillede op på vores sædvanlige pladser i hallen – klar til diplomoverrækkelse. Alle blev kaldt op en ad gangen og fik overrakt diplom og den obligatoriske lejer-t-shirt. Herefter var der kun oprydning og Sayonara på det lokale forsamlingshus tilbage.

En lidt tom fornemmelse at stå der midt i hallen og se den blev mere og mere tom, når den nogle få timer forinden havde været centrumet i vores verden, men samtidig sneg følelsen af stolthed sig langsomt ind under huden. En hård lejer var vel overstået, ganske vist med et par kriser under nogle, men som ordet siger ”Osu No Seinchin” (never give up) fik alle vist flyttet nogen grænser, jeg gjorde i hvert fald selv og vil helt sikkert være på plads med madras og sovepose til næste år også.

 


Tilbage er kun at sige tak til alle deltagere, instruktører og alle de frivillige hjælpere, der var med til at gøre dette års Power Camp til en forrygende oplevelse.

Osu Poul Bak.