Tekst: Jesper Markvardsen

Foto: Michael Fahlsten 

 

 

 

Fra venstre: Fotograf og sensei Michael Fahlsten 4. dan JKS Sverige, sensei Görgen sokare 7.dan JKS – chefinstruktør for JKS Sverige,  sensei Jesper Markvardsen 5. dan JKS Danmark

Torsdag d. 27. november 2010 drog jeg endnu en gang mod solopgangens land for at træne på JKS honbu dojo i Tokyo – for 7. gang i alt. Jeg er i den heldige situation, at jeg har en japansk pap-mor, som jeg kan bo hos i Tokyo, så jeg skal ikke bo på hotel eller vandrehjem, og heller ikke bekymre mig om hverdagsting som tøjvask eller madlavning. Alt er inkluderet, når jeg bor hos hende, og det er slet ikke så ringe endda, for så kan jeg koncentrere mig om at træne karate, som det hele jo egentlig går ud på:-)

På honbu dojo er der mulighed for at træne mandag til fredag 4 timer dagligt – 10.30 til 11.30 om formiddagen og fra 17.00 til 20.00 om aftenen. Lørdag er der ligeledes 4 timers træning, dog 2 timer om formiddagen og 2 timer om eftermiddagen. Prisen er den samme som første gang jeg var der i 1995 – 10.000 yen. Det er åbenbart ikke alle steder, at inflationen har slået til! For den pris kan man træne alt det man vil. Alle træner sammen dvs. det ikke er gradinddelt som vi ofte ser herhjemme – ligeledes træner børn og voksne sammen.

Af eleverne som er på honbu dojo kan det siges, at børnene er ca. 100 gange bedre end dem, vi har i Danmark. Helt utroligt hvad en 7-årig japansk pige kan. De voksne er ikke bedre på nogen måder end os i Danmark – en japansk 2.dan er det samme som en europæisk 2.dan. Man kan dog godt få sig en overraskelse til tider, da enkelte af hvidbælterne er temmelig gode, men det hænger sammen med, at når man skifter dojo i Japan, og endnu ikke er dangradueret, så starter man forfra dvs. man tager et hvidt bælte på og håber på det bedste til første graduering, og så kører man videre derfra. Dette gør man for at vise sin ydmyghed overfor den dojo, som man kommer til.

Instruktørerne på Honbu dojo er Kagawa sensei 8.dan, Ishimine-sensei 6.dan, Kanayama-sensei 6.dan, Yamaguchi-sensei 6.dan, Inada-sensei 4.dan. De har som medhjælpere Makita-sensei 4.dan, Matsue-sensei 2.dan, Nagaki-sensei 2.dan og Watanabe-sensei 2.dan. Men ofte sker det, at de deler undervisningen op om aftenen, så de skiftes til at undervise, så de unge instruktører også får muligheden for at vise, hvad de kan. Der er altid mindst 2 instruktører tilstede – så ingen undgår de strikse og gennemborende øjne, som de alle er udstyret med. Hvis hjælpeinstruktøren ikke underviser, træner de altid selv med. Så der er rig mulighed for at få en særdeles velkvalificeret partner – det er jo ikke hver dag man har mulighed for at lave Gohon/jiyu kumite med den forsvarende JKS verdensmester (Nagakisensei) til daglig.

Når de unge instruktører underviser følger de gerne standard programmet som hedder 10 min. Opvarmning, 25 min kihon, 15 min. Kumite og 10 min. Kata. Det slår aldrig fejl. Men især Watanabe-sensei som er den første kvindelige JKS kenchusei er virkelig er på vej til at udvikle sig til en super instruktør – jeg er ret sikker på, at hun har en ret stor fremtid foran sig, hvis hun fortsætter i samme stil, som hun har gjort indtil videre. Hun gør rigtig meget ud af at forklare teknikker, hvis folk gør noget forkert. Hun bliver ofte sat til at undervise i kata, og hun laver en verdensklasse kata, når hun demonstrerer – hun vandt desuden også JKS VM i kata i 2007!

Under normale omstændigheder har de alle hver deres faste dage, hvor de underviser, men da der tit og ofte er bud efter dem i det store udland, så skifter de dage, ligesom vinden blæser Eftersom der jo er mulighed for en del træning, er det yderst sjældent, at der er mere end 15 elever pr. time. Det er jo ret eksklusivt at få sådan en instruktør til max. 15 elever, hvor man i Europa normalt betaler mange penge for at stå iblandt et par hundrede folk og få minus opmærksomhed.

De mest interessante træninger er formiddagstræningerne, da der normalt ikke er så mange tilstede. Disse træninger kan også godt være temmelig hårde, da især Kanayama-sensei og Yamaguchi-sensei godt kan finde på selv at træne med i denne time. Ligeledes træner Watanabe-sensei med i alle formiddagstimer, da hun er Kenchusei (instruktørlærling). Det øger automatisk tempoet med ca. 150 %, da alle jo prøver at følge med den hurtigste. Dette er praktisk talt umuligt og ret dumt, da man løber tør for strøm lang tid før normalt. Man bliver presset på en helt speciel måde med Yamaguchi-sensei/Kanayama-sensei stående på rækken bag/ved siden af en.

Selve undervisningen er forholdsvis simpel og gerne krydret med et højt antal gentagelser – der bliver lagt stor vægt på kihon – japanernes motto er ”everything comes from basics”. Så det er sket et par gange eller flere, at man har lavet kihon frem og tilbage en hel time, og disse timer er gerne med Kanayama-sensei i forreste række til at presse alle. Han er selvfølgelig densom laver det bedst og hurtigst af alle – meget irriterende type. Selvom han er først i 40’erne, er det ingen hindring at være super skarp og i kanonform. Ligeledes er han stor tilhænger af tubetræning, og der træner han altid selv med, hvilket altid betyder mindst 500 maegeri og gyakuzuki. Tubetræning er træning med 4-5 cykelslanger bundet sammen, hvor man enten holder fat i den ene ende af cykelslangerne og støder, har dem bundet om foden og sparker eller rundt om kroppen og laver kihon/kumiteteknikker frem eller tilbage. Det kan være yderst trættende, da der lige pludselig er en del ekstra modstand på, når man bevæger sig fremad, og cykelslangen strækkes ud. Udover det er trættende, er der stort udbytte at hente ved den slags træning, da man virkelig får trænet de muskler, man benytter ved de forskellige teknikker. Desuden er det en rigtig god form for hurtighedstræning.

Yamaguchi-sensei er en af dem, som går uden for standardtræningerne. Nogle gange laver han stort set det samme, som han underviser i ude omkring i verden. Det har de japanske elever meget svært ved finde ud af, så lidt fordele er der da ved at have trænet med ham i Europa. Han minder en del om Asai-sensei og underviser gerne i diverse af Asai-senseis teknikker.

Kagawa-senseis undervisning er noget helt specielt. Uanset hvad han laver, så er det en udsøgt fornøjelse at se ham demonstrere. Hans karate er så stilrent, at man bliver helt målløs. Jeg er næsten i en helt anden verden i hans træninger. Man bliver træt på en helt anden måde, og man kører i overgearet lang tid efter. Hans evne til at korrigere de fejl, som folk begår, er uden sammenligning – han kigger på, at man udfører en teknik 2-3 gange, og straks har han set, hvad der er galt med den måde, man laver tingene på. Han forklarer, hvad man gør forkert og trækker et par øvelser frem som retter netop denne fejl, og straks er der forbedring – yderst imponerende. Han har også en evne til altid at træne et eller andet, enten ved at følge det, der bliver undervist eller lave noget på egen hånd. Det er en meget speciel fornemmelse at lave kihon med ham stående bag ved sig, mens Nagaki-sensei tæller – det er en anelse svært at slappe helt af. Jeg har været heldig 2 gange at være den eneste til formiddagstræning, hvor Kagawa-sensei skulle undervise. Han lavede heian godan, kanku-dai, jitte og sochin fordelt over de 2 timer. Det var en meget speciel oplevelse at være helt alene med ham.

Ishimine-sensei er gerne fast mand lørdag sammen Matsue-sensei og Watanabe-sensei. Hans træninger er yderst interessante, da han i mange år har arbejdet på Asai-senseis kontor og derigennem trænet en hel del sammen med Asai-sensei eller rettere været prøveklud for Asai-sensei, når Asai-sensei fik nogle ideer som skulle afprøves med det samme – garanteret ikke altid en misundelsesværdig position. Men os almindelige elever nyder godt af det, når han forklarer om diverse undvigelsesmanøvrer og andre af Asai-senseis specielle teknikker.

Inada-sensei minder lidt om Kanayama-sensei, men har i de seneste par år mere og mere udviklet sin egen stil. Han er meget kumite orienteret, da han også underviser en hel del på Teikyo universitetet, som er Japans bedste karateuniversitet. Sammen med Kagawa-sensei, Kanayama-sensei og Makita-sensei står de for universitetets træning.

Teikyo Universitets karate klub er iblandt Japans allerbedste universitets karateklubber. De har i starten af november 2008 vundet All-Japan universitets mesterskabet i hold kata for både kvinder og mænd samt holdkumite for både kvinder og mænd – det er første gang nogensinde et universitet har taget alle 4 titler på en gang. Der er ca. 35-40 elever i klubben i alderen 18-22 år. De er opdelt i 4 årgange, så de yngste er 1. års studerende og de ældste 4. års studerende. Hvert år i april kommer der en ny årgang, og de ældste stopper. Den daglige træning på universitetet består hver morgen af 1½ time med løb, muskeltræning og udstrækning.

Om eftermiddagen er der 3 timers træning, hvor den første time altid er kihon. Selve træningen er utrolig hård, og der laves fx altid 50 eller 100 gentagelser af alting i kihon. Der bliver kun fokuseret på de 5 heian kata, tekki shodan, bassai-dai, jion, empi og kanku-dai med mindre man er udtaget til at konkurrere i kata, hvorfor man så har et par stykker mere i arsenalet.

Det mest prestigefyldte på universitet er at være iblandt de 5 som kæmper holdkumite kampe. Så der er en meget hård intern konkurrence, som overstiger det som de fleste mennesker har prøvet her i Europa. Dette giver selvfølgelig en helt utrolig ånd under træningen.

Det er selvfølgelig meningen, at man skal studere, mens man træner, men det er bare de færreste, der har tid til det, da karate træningen jo er det vigtigste. Teikyo har et lavt bogligt niveau, men et meget højt karate niveau. Dem, som vælger Teikyos karate klub kommer for at træne karate og ikke at blive professorer;-)

Det er fra universitets karate klub de allerbedste udvælges, og de har så muligheden for at blive Kenchusei inden de officielt bliver karateinstruktører. Kenchusei er de 2 eller 3 år, man er i lære som karateinstruktør – afhængigt af om man kommer fra et japansk karate universitet eller ej. Kommer man fra et japansk karate universitet, kan man nøjes med 2 år.

Kenchusei forløber sådan, at man træner mandag til fredag på honbu dojo fra kl. 12-14 sammen med alle de andre instruktører. Det siges, at det er den hårdeste form for karate træning med endeløse gentagelser, urimelige partnere, som kun vil påføre en huller i hovedet, kræve, at man vasker deres gi og ellers på alle andre måder opvarter dem. Men når og hvis man så består er ens karate forandret for altid – det kan jeg i hvert fald tydeligt se på dem, som jeg kender og har trænet med inden de startede – Koike-sensei og Scottsensei – der er sket en meget stor forandring.

Fordi man består optagelsesprøven som er 1 kata og bagefter kumite med 4-5 af instruktørerne, hvor man får klø i lange baner, så er det langt fra alle som står distancen. Selv nogle af de allerbedste folk fra universitetet har måtte sande, at det var for meget for dem og har smidt håndklædet i ringen.

Der er, i de 50 år uddannelsen har eksisteret, kun i alt ca. 100, der er bestået 100, og ca. 5-7 udlændinge er iblandt de 100. Dette system gør, at vi får nogle helt ekstremt gode karatefolk, og jeg tvivler meget på, at der uden dette system ville være så dygtige karatefolk.

Folk tror tit, at de lærer at undervise som kenchusei, men det er meget begrænset – de bliver super gode selv til karate, men det er først bagefter de lærer at undervise. Det er kun JKS og JKA som har denne kenchusei uddannelse.

Hvordan er det så at træde ind karatens mekka??

Det kan ikke undgås, at man har lidt sommerfugle i maven. Men det hjælper kun til at optimere ens præstation, så det er ikke dårligt. Det er en god fornemmelse at være i selskab med nogle af verdens bedste karate folk, få sin instruktion derfra og træne på samme gulv, som de gør. Japanere er ikke verdens mest åbne mennesker, men når de har accepteret, at man er der, så er de meget behjælpelige. Man kan også være så heldig, at de begynder at tage en interesse i ens karate og ligefrem begynder at rette på én.

Det er absolut en oplevelse for livet at træne der og kan varmt anbefales til alle.

Redaktionen

Tak til Jesper Markvardsen for denne spændende beretning om at træne i Japan.

Jesper Markvardsen sensei rejser til Japan igen til december i år på et 3 ugers træningsophold. KarateNews ved Lars F. Andersen skal mødes med Jesper sensei i Tokyo og det vil helt sikkert afstedkomme en række spændende artikler. KarateNews vil endvidere være repræsenteret med fotograf Michael Fahlsten ved All Japan ” The 38 Japan Cup Karatedo”, som finder sted den 11. og 12. december i Tokyo. 

Senere i december drager Lars F. Andersen til Okinawa for at træne samt skrive artikler til KarateNews.