Tekst og Foto Jesper F. Andesen

 

Shobu Ippon Tournament nåede nye højder, da det i år blev afholdt for femte gang. Kæmpere fra Danmark, Sverige og Polen satte ny deltagerrekord og sammen med rigtig mange tilskuere, var det med til at skabe en god stemning i Hørsholmhallen.

 

Mangfoldighed og ordentlighed

De fleste Shotokan organisationer i Danmark var repræsenteret. Det var berigende og lærerigt både for udøverene og dommerne. Der blev hurtigt skabt en rigtig god fællesskabsfølelse bygget på respekt, ordentlighed og et fælles værdisæt. I år var der også kæmpere med fra flere svenske Shotokan organisationer bl.a. JKA og JKS.

 

Klasser for alle

Der var klasser i både kata og kumite. Børn, unge og voksne kunne konkurrere i kata, holdkata, gohon kumite og Shobu Ippon kumite. De mindre rutinerede udøvere, hvoraf flere var til stævne for første gang, var naturligvis spændte. Dommerne, officials og coaches var her rigtig gode til at hjælpe og støtte, så det blev en god oplevelse for alle.

 

Krav til teknik

I Shobu Ippon kumite havde dommerne lagt en klar linje i forhold til regelsættet. Kontaktgraden var tilpasset de forskellige aldersgrupper. Det blev efterlevet, og var helt sikkert med til at minimere antallet af skader. Scoringskriterierne blev håndhævet konsekvent. Der skulle være fokus, hastighed og energi i teknikkerne før dommerne markerede for en scoring.

 

Højt niveau

Både i kata og kumite var der i flere klasser et højt niveau. Mest bemærkelsesværdigt var det i kata, hvor særligt JKA Sweden kom med nogle meget dygtige kataudøvere. De fejede al modstand til side og satte sig tungt på flere klasser. Det var noget af et wake up call for mange af danskerne. I kumite skilte Philip Carlsen sig fra Gribskov ud. Han var overlegen i flere klasser og blev fortjent også udnævnt til stævnets bedste mandlige fighter. Bedste kvindelige fighter var Sofia Siffo fra JKA Sweden.

 

Tak til alle

Der skal lyde et kæmpe tak til alle dommere, officials og hjælpere. Uden jer – intet stævne. Tak til alle klubberne for det store fremmøde. Vi håber, at se jer alle igen til næste år. Et kæmpe tak til vores hovedsponsorer PLL Malerfirma APS og Budoland.

Link til fotos

 

 

 

Resultatliste