Af Franz Rasmussen
Foto: Chris Chaplin og Paul Gibbs

Søndag d. 09. januar. Temperaturen lå et par grader over frysepunktet, det var overskyet og let regn. Klassisk højlands vejr. Jeg stod barfodet og i bar overkrop i rækken af karatekaer langs floden ved udspringet fra Scwd-Yr-Eira vandfaldet. Man kunne fornemme trykket fra vandfaldet og kiai fra de ca. 60 deltagende karatekaer kunne næsten ikke overdøve ”brølet” fra vandfaldet. Tanken strejfede mig kort; ”Hvad f….. laver jeg her, ganske frivilligt”. Mine tæer var følelsesløse af at stå i vandet på de glatte klippestykker og kulden var ved at få et godt tag i kroppen.
Halvandet døgn før, havde jeg parkeret min bil i Billund lufthavn og taget flyet til Stansted ved London. Herfra gik turen i lejet bil på tværs af England til Wales. Det var noget af en udfordring at køre i venstre side og med gearstang der skulle betjenes med venstre hånd. Jeg landede i byen Merthyr sidst på eftermiddagen lørdag og blev indlogeret i et mindre hotel der lå lige op til det lokale stadion. Det lokale hold spillede imod et hold fra Cardiff og jeg skal love for, at der var knald på lægterne. Vældigt humør og masser af smædesange. Så stod den på en gåtur ned gennem det lokale strøg med masser af butikker og boder med januars udsalg. En tur i biografen og se den nye Sherlock Holmes og efterfølgende noget kinesisk take away som blev indtaget på mit lille værelse. Så blev gi’en fundet frem og tingene til morgendagens træning gjort klar. Sommerfuglene begyndte så småt at rumstere rundt i maven ved tankerne om det ukendte der skulle ske dagen efter. Det blev til lidt tv-kikkeri inden jeg omkring kl. 23.00 faldt i søvn.

 

 

Klar til afgang

Klassisk britisk morgenmad og pakning af stumperne inden jeg satte GPS’en til at finde en lille by Penderyn som lå en lille halv times kørsel fra mit hotel.
Der var samling ved en gammelt hotel, ”Lamb’s Inn” kl. 11.00. I alt mødte ca. 60 deltagere op fra 3 forskellige Kyokushin organisationer. Jeg blev taget vel imod af de fremmødte som syntes det var rimelig imponerende, at jeg var taget helt fra Danmark til deres nytårstræning. Jeg fik en speciel varm velkomst fra senpai Chris og senpai Mike fra Pontllanfraith dojo. Jeg havde skrevet frem og tilbage med klubbens sekretær vedr. deltagelse i træningen og klubbens sensei havde derfor informeret dem om min ankomst. De fulgte mig under hele træningen og hjalp med div. info mm. Dagens træning skulle ledes af shihan Terry Prescott, 5. dan fra Cardiff Kyokushinkai.
Lige inden i satte i løb ud over heden, mindede shihan os om, at formålet med nytårstræningen var et løfte til os selv om hård træning året igennem og at dagens træning derfor skulle inspirere os dertil. Vi satte i løb og efter flere knap så vellykkede forsøg på at skåne mine lyse løbesko, opgav jeg mine hop og krumspring og forsatte bare ud gennem pløret af mudder og formentlig en del fårelort. Da vi gjorde holdt efter små 2-3 km, var gi’en pløret godt til langt op af benene og ryggen, ligesom begge fødder smattede rundt i muddervand i skoene.
Tasker med skiftetøj blev lagt til siden og vi blev linet op i rækker efter bæltegrad. Her efterfulgte en lille times kihon træning blandet med arm- og benteknikker og lidt kampbevægelse med makker. Første del af træningen blev afsluttet med 60 armstrækkere, 60 mavebøjninger (og her kom det første kolde våde sus i kroppen da ryggen på gi’en blev gennemvædet af mudder) samt afslutningsvis 100 airsquats.
Vi løb herefter videre på heden og nærmede os noget skov og meget smalle stier på kanten af stejle skrænter. ”Listen up” råbte senpai Mike bag mig og jeg kunne så småt begynde at høre en rumlen fra vandfaldet længere fremme. Vi fortsatte små 2-3 km længere, før vi nåede frem til vandfaldet som er en større turistattraktion i området. Der var en ca. 20-30 måbende ”turister” på stedet da vi ankom løbende med taktfast råben; ”ichi-ni” og straks efter ankomsten smed overtøj og sko. Vi placerede os herefter på begge sider af floden. Jeg var i første del og skulle passere under vandfaldet for at kommer over på den anden side. Da jeg nærmede mig det brølende vandfald, kunne jeg straks fornemme den voldsomme kraft fra det ca. 20-25 meter høje fald og kulden ramte mig voldsomt da det forstøvede vand fra vandfaldet ramte min bare overkrop. Vi passerede under vandfaldet og tog opstilling på langs af floden. Jeg forsøgte her, at finde fast grund under fødderne, på underlaget som bestod af større flade glatte klippesten der lå som kastet ud med en møggreb, samt en masse løse småsten. Det hele halvt dækket af vandet fra floden.

Shihan startede igen op med takten af div. parader, slag og stød i et hurtigt tempo. Efter ca. 1000 armteknikker, blev samtlige sortbælter kommanderet ud i floden og med front imod og ca. 10 meter fra vandfaldet med vand til lårene, udførte vi kata’en ”Tensho” på bedste vis. Herefter tilbage på bredden og fortsætte med armteknikker. Og der stod jeg så med mine følelsesløse tæer, fuldstændig hæs af at forsøge at overdøve vandfaldet med mit kiai og kunne se, at de første af de lave grader en efter en, blev trukket frem og stillede sig ind under vandfaldet og udførte en 10-15 stød, inden de gik ud og efterfølgende begyndte at skifte tøj.

 

Jeg stod som den næstsidste i rækken der lidt efter lidt, stadig arbejdende med slag og stød i højt tempo, bevægede os tættere og tættere på vandfaldet. I grupper af 10 personer, kom vi ind og stå under vandfaldet og igen her kom kulden som chok igennem kroppen da de forstøvede dråber fra vandfaldet som små kulde-nåle ramte en og borede sig ind i kroppen.
Min tur nærmede sig og de sortbælter der havde været igennem, stod lige på den anden side af vandfaldet og udstødte et taksfast kiai i takt med deres stød for at opildne os sidste til at holde gejsten oppe. Hen til shihan og få et ”sikkerheds” reb gennem bæltet på ryggen, hvorefter jeg trådte ind under vandfaldet med tåspidserne på kanten af klippestykket ”ud over”. Følelsen da vandet ramte toppen af hovedet kan ikke beskrives andet end superfedt! Jeg bukkede fremefter, indtog sanchin dachi og markerede chudan tsuki gyaku tsuki. Herefter brølede jeg kiai af mine lungers fulde kraft i takt med mine stød, men der kom stort set ingen lyd ud. Om jeg var blevet hæs eller det var kulden ved jeg ikke. Det blev til ca. 15 stød før jeg mærkede shihan trække i rebet bag mig. Jeg lukkede af og trak mig tilbage og overlod vandet til den sidste sortbælte og efterfølgende shihan selv.

Franz Rasmussen under vandfaldet

 

Herefter stod folk selv for at ”transportere” sig tilbage til hotellet. Nogle havde et helt sæt skiftetøj med som de skiftede til og andre som mig selv, tog blot gi-overdelen på igen og løb tilbage til hotellet og skiftede der.
På hotellet var der lavet varm suppe og smurt sandwich til os og efter ca. 1 times hyggesnak brød folk op og kørte hver til sit.
En stor tak til de Walisiske karatekas for en god oplevelse og en speciel tak til mine ”oppassere” senpais Mike og Chris.