I dag var der holdkata ved VM. Det var på et meget atletisk højt niveau, men også noget robotagtigt at se på. Derfor var det en sand fornøjelse at se det japanske herrehold udføre “autentiske” kata som, jion, enpi og kanku-dai uden at kataen var tilført speciel effects.
Med dette menes, at der laves om i den originale kata, for at gøre det nemmere at lave synkron. F.eks. bliver keage i kata til kekomi og maegeri til mae-kekomi og der laves unaturligt lange pauser i kataen. Dette tilsat en kraftig pusten luft ud gennem næsen, robot ind- og udgang gør at det virker noget fjernt fra den oprindelige kata. Damerne er kraftigt sminkede med håret sat op og har et nærmest vredt udtryk i ansigtet når de står og venter på at gå ind.
Det japanske herrehold gik ind og lavede deres kata og bagefter gik de ud igen. De andre hold har nærmest gjort det til en særskilt disciplin at gå ind og ud af arealet med diverse drejninger og vendinger.
Det japanske hold er meget ungt og havde Kagawa sensei som coach. De har for nyligt vundet en stort mesterskab, vist nok et VM for universiteter, hvor de efter sigende lavede en bunkai der var så flot og autentisk at de modtog stående bifald. Det kunne være godt for karate, hvis dette unge hold kunne nå frem til finalen og trække WKF karate i en lidt mere autentisk retning.
Det japanske herre kata hold kommer fra Teikyo universitetet i Japan, hvor Kagawa sensei underviser. Det er det eneste universitet i Japan som nogensinde har vundet alle 4 hold titler (kumite og kata for både damer og herrer i 2008). Universitetsmesterskabet rangerer meget højt i Japan og der er stor prestige i at vinde det årlige universitetsmesterskab. Flere af de studerende fra dette universitet kunne nå langt til VM, hvis de kunne stille op.
Italien med Valdesi i truppen nåede frem til finalen og de italienske damer gjorde dem kunsten efter. Det japanske damehold nåede også frem til finalen, hvilket gav anledning til smil på læben. Det unge japanske herrehold gik også videre til finalen, så der venter en dyst mellem Italien og Japan i holdkata for både damer og herrer.
Valdesi på det Italienske hold
Det Italienske damehold – glæde efter finalepladsen efter at have slået Frankrig
Seneste kommentarer