En artikel om Karatedo, fællesskab, eksistensberettigelse, om protektionisme, om ambitioner eller mangel på samme og det at turde gå i rette med Dansk Karate Forbund. 

Af Carsten Wang Jørgensen

 

Shotogakusha er én af de nyeste spillere på karatearenaen – som en apolitisk organisation, med medlemmer rundt om i landet og i udlandet. Vores hovedinstruktører og mange af vores medlemmer har trænet Karatedo siden 70’erne. Karateklubber og karateudøvere er vilde efter at være med. Hvorfor – fordi man er sammen om Karatedo og træner Karatedo efter principperne i Budo. Mange af vores medlemmer har selv tidligere haft en sportslig karriere, men er nu et andet sted i livet, hvor fordybelsen i Karatedo er grunden til at de stadig træner.

Vi har, som størstedelen af karateudøverne herhjemme, valgt ikke at være medlem af Dansk Karate Forbund, da vi ikke har et sportsligt behov, og ikke mener, at der længere er noget der minder om Budo tilbage i Dansk Karate Forbund.

Vi er bekymret for den kurs, som Dansk Karate Forbund har sat, der kun er med til at begrænse andre klubber i at deltage i træning og samvær på tværs af organisationer og stilartsforbund herunder begrænse, at der knyttes venskaber og udveksles viden på tværs af klubrelationer og forbundsmedlemskab.

Det seneste, er et forbud mod at deltage i en Pinselejr, hvor Shotogakusha stiller deres bedste instruktører til rådighed, og inviterer alle karateudøvere i hele landet til at være fælles om Karatedo og deltage i socialt samvær i Jylland.

Dansk Karate Forbund har ydermere forsøgt, at få fjernet instruktører fra plakaten for arrangementet, gennem henvendelse til den respektive klub, med trusler om eksklusion.

Man tror næsten ikke sine egne øjne og ører – at dette stadig finder sted i 2018, hvor alt bliver delt og intet mere kan holdes hemmeligt.

Derfor deler vi denne viden med jer nu, da vi mener det er et problem for Karatedo – fordi vi mener det er udansk, u-japansk, forkert og ødelæggende for dansk karate og friheden til at mødes med dem man vil.

Vi er af den opfattelse, at man ikke lærer noget om sig selv ved kun at være sammen med sig selv, men ved at være sammen med andre, og gerne nogen der er forskellig fra en selv.

Vi fra Shotogakusha vil godt sætte skub i debatten om den gode karate, de gode dyder og tanken; om ikke tiden er kommet til, at Dansk Karate Forbund nytænker sig selv, så de passer til 2018 og fremtiden, til glæde for deres medlemmer og alle andre med passion for karate.

I alle de år jeg kan huske tilbage i mit karate-klubliv, har der været en holdning om, at man ikke blander sig med andre stilarter. Shotokan karate, hvor jeg er skolet, følte sig som de bedste – som de eneste – med den rette karate forståelse.

Og, hånden på hjertet – jeg råbte da med i koret et stykke hen ad vejen, fordi jeg dengang ikke vidste bedre.

Den samme udvikling bredte sig ind i Dansk Karate Forbund, da de fik foreningsmagt. Så slemt, at medlemmer blev ekskluderet fra forbundet, udelukket fra deltagelse i stævner og turneringer eller smidt ud af klubber, hvis de mængede sig med dem man ikke måtte mænge sig med.

Sådan var det i 70’erne og 80’erne – og sådan er det desværre stadig, nu 45 år efter. Ja faktisk strammede man tilmed garnet i 2016, hvor man på generalforsamlingen i Dansk Karate Forbund, indførte en bestemmelse i vedtægterne, om eksklusion af medlemmer og klubber, der udøver idrætsaktiviteter sammen med eller arrangeret af dissidentforbund.

Fra Dansk Karate Forbunds vedtægter § 3, E:

”Forbundets bestyrelse kan under iagttagelse af disse loves sanktionsbestemmelser for kortere eller længere periode tildele en medlemsklub karantæne eller eksklusion, hvis den deltager i idrætsaktiviteter, der er i strid med de for forbundet gældende regler, jf. § 2 D, hvilket omfatter WKF’s forbud mod at deltage i idrætsaktiviteter med eller arrangeret af dissidentforbund”.

Dissidentforbund – et ordvalg, der kunne være taget ud af den russiske historieskrivning om forfølgelse af anderledestænkende. Rystende, at man ikke er kommet videre i forbundet, og også rystende, at de enkelte klubber og medlemmer finder sig i, at få frataget deres frie ret til at træne karate med hvem de vil.

Som jeg har skrevet tidligere i en artikel til KarateNews om valg af Dojo, skal man vælge sin Dojo og instruktør med omhu.

Måske skal man også til at vælge sit forbund med omhu

Kan man det? Njaa.. ikke hvis du ønsker at være en del af et officielt forbund, der styrer mod OL-deltagelse. Det kan nemlig kun ske i regi af Dansk Karate Forbund. Og de ser ud til at være fanget i deres eget spind, og ønsker ikke at åbne og forny sig, måske af frygt for at nogle af forbundets medlemmer mister magt og indflydelse.

Men man kan sagtens stå udenfor Dansk Karate Forbund, som størstedelen af karateudøverne i Danmark gør, og som ikke ønsker at være en del af en ensrettet sportificering. Mange er desværre i den vildfarelse, at man ikke kan stå uden for Dansk Karate Forbund. Men der er et frit valg, man behøver ikke, at lade sig true ind eller ud.

Meget af denne ballade – er bl.a. et resultat af indførelse af sportskarate i Danmark. Nok et uundgåeligt tiltag, men ikke desto mindre en udvikling, der har splittet karateklubber og udøvere gennem mange år, sammenholdt med et karateforbund, der ikke har været i stand til at standse denne negative udvikling, men i stedet har båret ved til bålet.

Ved de første danmarksmesterskaber i karate i Danmark, var Shotokan som stilart, et af de forbund der var meget imod, at skulle ændre i den måde man trænede karate på. For at kunne leve op til de internationale regler, skulle man ændre den måde man trænede eksempelvis Kumite på, da der var mange teknikker man ikke måtte bruge til stævner. Og det ville på lang sigt ødelægge den oprindelige Karatedo, sagde man.

Siden hen ser det ud som om, at Shotokan karate, og andre stilarter, er blevet opslugt af konkurrenceregler og bestemmelser, der har ændret den egentlige Karatedo – født under begrebet Budo – til at være tillempede karatestilarter med det ene formål, at skabe medaljevindere.

Er det det vi vil have Karatedo skal stå for og bygge på i fremtiden i Danmark?

I Shotogakusha, der er skabt af nogle af landets mest seriøse karateudøvere, her i blandt Frank Starck-Sabroe Sensei, i samarbejde med den japanske stormester Tanaka Sensei, har vi tilkendegivet vores karatemæssige standpunkt. Det har vi sagt højt – og det står vi ved.

Vi vil skabe Karatedo baseret på udvikling af den enkelte karateka, med respekt for hinanden i og udenfor Karate. Vi vil forfine den Karatedo vi kender, teknisk og som budokaer, og vi ønsker, at gøre det sammen med andre, uanset tilhørsforhold, forbundsmedlemsskab mv. Det gælder også på tværs af stilarter.

Det er vores overbevisning, at det vil kunne gavne alle parter og vi vil kunne lære noget af hinanden.

Det er sådan vi har det i Shotogakusha. Og derfor er det vigtigt for os, at være åbne over for andre karateklubber og medlemmer – uanset tilhørsforhold.

Hvordan andre ønsker at udøve deres Karatedo, ønsker vi ikke at blande os i.

Men forholdet, at Dansk Karate Forbund, der modtager offentlig støtte, og er underlagt Dansk Idrætsforbunds regler om mangfoldighed, til stadighed forsøger, at forhindre deres medlemmer i at deltage i samvær og træning med andre klubber og karatekaer, der, af forskellige årsager, ikke lige falder i forbundets eller enkelte bestyrelsesmedlemmers smag, det forhold blander vi os meget gerne i med meninger og holdninger. Og det gør vi, fordi der er noget der er både større og vigtige end os i denne sammenhæng, og det er Karatedo.

Og hvad er det så vi vil sætte til debat?

Dansk Karate Forbund modtager, som det eneste forbund inden for karate, offentligt tilskud. De kan ansætte lønnede medarbejdere til arbejdet i forbundet og allerede der, er der en magtforskydning i forhold til alle de organisationer, som er drevet af frivillige og ulønnede mennesker. Er det rimeligt, at Dansk Karateforbund udnytter denne status til at forsøge at køre udenforstående organisationer og forbund ud på et sidespor? Til at presse dem til at blive – eller presse dem ud?

Er det gavnligt for karate og karateudøvere, at forsøge at begrænse klubber og udøvere i at dyrke deres lidenskab?

Skal et offentligt finansieret forbund medvirke til, at begrænse karatesporten i Danmark?

Er det ikke et sådan forbunds fornemmeste opgave, at udvikle og ikke afvikle den sport som de er sat i verden for at tage hånd om?

Er det ikke et forbunds opgave, at arbejde for, at så mange mennesker som muligt vælger karate til, sørger for at inkludere alle der kan og vil, understøtte karatekaers passion for karate?

Vi mener, at Dansk Karate Forbund agerer protektionistisk og er uambitiøse på karatens vegne.

Vi er vidende om, at flere karateudøvere og klubber, har ønsket at deltage i vores arrangementer, men ikke har turdet på grund af ovenstående. Det er vi virkelig ærgerlige over.

 

Men som Søren Kirkegaard har sagt: ”At vove er at tabe fodfæste for en stund. Ikke at vove er at tabe sig selv”.

 

Vi turde, tør du?

 

Det er jo i mødet med andre man udvikler sig.

 

Onegaishimasu

Carsten Wang Jørgensen