Uddannelsesdag i Shotogakusha

Søndag den 17. februar afholdte Shotogakusha talent- og dommeruddannelse i Lundtoftehallen. Knap 60 udøvere og dommere var mødt op til dagens karatedouddannelse under ledelse af Frank Starck-Sabroe sensei 8. dan og Jesper F. Andersen sensei 7. dan.

Dagens tema i kumite var evnen til at kunne sløre et angreb samt at have fuld fokus før, under og efter et angreb. Der blev taget udgangspunkt i øvelser, som gradvist blev sværere i løbet af dagen. Alle viste rigtig god fightervilje og læringsparathed uanset alder og erfaring.

I frokostpausen var der traditionen tro hjemmelavede sandwich og sodavand til alle.

Dommeruddannelse

Dommeruddannelsen tog udgangspunkt i fukushin’s rolle og opgaver under afvikling af en henholdsvis kata- og kumitekamp. Dagen sluttede af med træningskampe i kata og kumite, hvor både kæmpere og dommere fik feedback på deres præstationer.

Fællesskab og anerkendelse

I løbet af hele dagen blev de sociale relationer styrket mellem udøverne og dommerne fra de forskellige klubber. Det er en vigtig del af værdigrundlaget i Shotogakusha, at alle føler sig inkluderet og anerkendt både i og udenfor dojoen.

Hygge og samvær

Efter en lærerig dag blev alle opfordret til at tage ordentlig afsked med hinanden over en sodavand og et stykke hjemmebagt kage i cafeteriet. Det er rart at opleve, at folk giver sig tid til at slappe af og hygge sig sammen efter træning. Det er en vigtig del af karatedo, at kunne være tilstede og hygge sig sammen.

Der skal lyde et stort tak til Frank sensei og Jesper sensei for deres meget inspirerende og nærværende træning. Tak til alle forældre og frivillige som havde sørget for dejlig forplejning i løbet af dagen.

Næste talentarrangement i Shotogakusha er den 16. marts, hvor der afholdes udviklings- og talentstævne.

Osu

Foto/tekst: Marianne Delic, Lyngby Karate Klub