Tekst og foto: Jens Bjerrekær

Når Viborg Karate Skoles 19årige talent, Julian Bjerrekær, entrer den olympiske arena i Tokyo på lørdag, venter der ham sit livs hidtidige største sportslige udfordring. Deltagelsen gælder det japanske mesterskab i fuld kontakt karate for ungdom.
Det japanske mesterskab, All-Japan, er ikke blot noget, man tilmelder sig. Man kvalificerer sig ved at blive i top 3 i én af de 8 regionale mesterskaber. Da Julian Bjerrekær i 2011 sensationelt vandt Lions Cup i Matsuyama i Shikoku regionen vakte det opsigt. Men da han i 2012 genvandt titlen, stod det klart, at det ikke var en tilfældighed, og det gav adgangsbillet til All-Japan.
All-Japan er toppen af kransekagen i den landsdækkende turnering for skolesøgende børn og unge. Der er ingen vægtklasser, og man er i stedet opdelt på klassetrin lige fra 0. klasse til afgangsklassen i High School, svarende til vores gymnasium. Naturligvis med drenge og piger for sig.

IMG_0137-imp-imp
Sæsonen begynder i august med ovennævnte kvalifikationsmesterskab i Shikoku regionen. Herefter følger for hver måned et nyt kvalifikationsmesterskab i de 7 øvrige regioner: Hokkaido, Tohoku, Kansai, Kanto, Chugoku, Kyushu og Okinawa. Således kvalificerer de sidste sig i marts. I Japan slutter skoleåret i april, og derfor giver det god mening, at den endelige finale i Tokyo netop finder sted i april. Nyt skoleår begynder så i maj.
Vi har fået oplyst, at til All-Japan på lørdag er der 381 kvalificerede deltagere. Hvor mange, der er på Julians klassetrin, er ikke blevet oplyst. Efter sigende skulle Julian ikke være eneste udlænding, for også en australier er med. Vedkommende må jo så have kvalificeret sig ved ét af de 7 andre regionsmesterskaber.

IMG_0065-imp-imp
Og hvordan går det så den enlige danske deltager? Tre ting tæller til Julians fordel, når det gælder en god præstation. 1) I vanlig stil er Julian overordentlig godt forberedt fysisk. Det gælder såvel kondition, styrke, muskeludholdenhed, smidighed og teknisk formåen. 2) Også mentalt er Julian på toppen efter forårets to flotte sejre i hhv. Dansk Karate Unions DM i knock-down i – 80 kg klassen samt mesterskabets bedste tekniker pris og ligeledes 19th Challenge Spirit World Championship, hvor det blev til sejr i – 75 kg og også her prisen som mesterskabets bedste tekniker. 3) Inden for Japans otte regioner er der også konkurrence om at være den sejeste. Rent statistisk scorer Shikoku altid højt i Tokyo. Julian vandt Shikoku, og det er godt at have med i bagagen.
IMG_0087-imp-imp
Imod en forventelig god præstation tæller andre tre ting: 1) Med landing fredag og kamp lørdag morgen, er der ikke megen tid til at ryste den lange rejsetid og omstilling til tidsforskellen ud af kroppen. Men det kan ikke være anderledes, når der ikke må ryge skoledage, og ambitionen er gode karakterer for at komme ind på videregående uddannelse i København. Og det er det vigtigste. 2) Japanerne er lynhurtige. Det er Julian også efter vore forhold. Men det er brøkdele af sekunders forskelle, og det må Julian hele tiden tænke på at kompensere for. 3) Kamptiden er kortere end hos os. Hvor vi kæmper 3 minutters effektiv tid, har japanerne blot 2 minutters løbende tid. Det er klart en ulempe for Julian, hvor hans fysiske overskud så ikke har så lang tid til at komme til sin ret.
Under alle omstændigheder gælder det om at komme derfra med æren i behold. Da der kæmpes efter cup systemet – vind eller forsvind – står og falder det med en god lodtrækning. Dem, der måtte være bedre end Julian på dagen, skal kan derfor for alt i verden undgå at trække i indledende kamp.
Men vi er meget klogere på fredag efter kl. 18:30 lokal tid, hvor der er briefing i National Olympics Memorial Youth Center.

IMG_0126-imp-imp

Katsuaki Sato Shihan og Julian

Den såkaldte Point&KO Association står for hele arrangementet. Stifteren er den levende karatelegende, Katsuaki Sato. Han blev udødeliggjort, da han i 1975 vandt det første VM i knock-down karate. Det var for Kyokushin karatestilarten, og med en judo baggrund og en særdeles gedigen fysik, var Katsuaki Sato uimodståelig. Han gjorde for alvor Kyokushin karate verdenskendt som en meget stærk karatekonkurrenceform. Kyokushin er stadig den største stilart indenfor kontakt karate i Japan, og ud af Kyokushin udvikledes så Ashihara, Enshin, Josui og hvad det alt sammen hedder. Josui’s leder, Hiroshi Harada, er gået sammen med Katsuaki Sato om at udvikle unge talenter i Japan. Det lykkes rigtigt godt. Men alene at være kvalificeret til og inviteret til at deltage i Katsuaki Satos All-Japan er en stor ære. Han forventes at svære over vandene på dagen, og det skal blive en stor oplevelse at overvære.

IMG_0072-imp-imp