JKS VM Glasgow, Skotland 2016

Tekst og foto: Peter Leschly

“Sæt dig ned, træk vejret – du lærer ikke noget nu, du er klar”, hører jeg sensei sige. Jeg sætter mig på hug og stirrer tomt frem for mig – tankerne flyver gennem hovedet.

Klokken er 09:40 lørdag den 10. september 2016. Jeg sidder i Emirates Arena i Glasgow til JKS Shotokan Karate VM, og skal om et øjeblik på gulvet i min egen katakategori – Senior mænd 40-49 år.

Forud er gået mange måneders træning, sparring og forberedelse til mesterskaberne. Kata coach Sensei Jesper Markvardsen, 6. Dan, JKS og kumite coach Sensei Kurt Rasmussen, 5. Dan, JKS har stået for forberedelser, udtagelse og træningssamlinger for de kæmpere og dommere som repræsenterer Danmark ved VM. Ud over den daglige træning har holdet mødtes og trænet med andre karate ka’er fra dojoer rundt i Danmark – fra forskellige forbund.

Onsdag den 7. september tog vi afsted til Glasgow – 7 kæmpere, 5 dommere, 2 coaches og tre entusiastiske tilhængere/familiemedlemmer.  Deltagerne var: Jack Købke og Kenneth Lindahl i kumite. Peter Leschly og Lucas Wright i kata og koten kata. Rune Vandall Zimsen, Oscar Friis og Katja Munch Lorentsen i kumite, kata og koten kata.

De fleste var indkvarterede på Marriott Hotel, hvor også det japanske og engelske landshold boede, ved ankomsten til hotellet mødte vi flere af de andre landes deltagere – en del kendte ansigter vi lige skulle hilse på. Efter vi havde fået installeret os på vores værelser, gik vi alle ud og spiste. Da vi var ved, at være færdige, kom en del af det svenske hold ind på restauranten – igen en del kendte ansigter, vi fik hilst på.

Torsdag formiddag brugte vi på let træning i hotellets fitness rum – kumite øvelser og kata. Under opvarmning fik vi selskab af Sensei Masao Kagawa 8. Dan, JKS, til en hurtig gang cross-fit. Selvom det var en uformel træning fik vi rettet ryggen og skruet lidt op for intensiteten. Kagawa Sensei er chefinstruktør for JKS, Teknisk chef for WKF, samt landstræner for det japanske WKF hold.

Om eftermiddagen tog vi ud til Emirates Arena, hvor vi skulle registreres til stævnet og der var dommer/coach møde. En imponerende arena/cykelvelodrom med plads til opvarmning, venteområde og hvor der var lagt 8 tatamier ud.  Efter registrering tog vi alle ind til Glasgow og spiste, hvorefter det var tidligt i seng for, at kunne være friske til fredag.

Fredag startede stævnet med holdkampe. Vi stillede med et hold i senior kumite. Jack, Oscar, Rune med Kenneth i reserve skulle åbne gruppen mod Spanien – et teknisk meget dygtigt hold, som også viste sig at være en stor mundfuld. Vi tabte 3-0. Derefter kunne vi se et Japansk hold udradere al modstand på deres vej til finalen, hvor de mødte et stærk ukrainsk hold, som dog ikke kunne stille meget op mod de stærke japanare, som vandt finalen 2-1. Niveauet blandt nogle af holdene var meget højt, Skotland, England, Spanien, Ukraine og selvfølgelig Japan stillede med nogel meget skarpe og virkeligt dygtige kæmpere.

Om aftenen tog vi igen ud og spiste alle sammen. De som havde været i kamp var glade for, at have været igang, vi andre havde stadig startnerverne udenpå. Igen gik vi tidligt i seng for, at være klar til lørdagens stævne.

Kl. 07:30 lørdag morgen kørte vi fra hotellet for, at kunne blive klar til stævnestart 08:30, hvor de første katakategorier skulle starte. De første kategorier, som skulle afvikles var koten kata –  Asai Senseis kataer. I alle indledende runder skulle der kæmpes i den samme kata – Kakuyoku Nidan. I finalerunden kunne man frit vælge mellem de forskellige koten kataer. Vi havde alle trænet Kakuyoku Nidan så den sad helt ind unde huden, og til finalebrug havde vi trænet Kasshu. Ingen af os fik dog brug for vores finale kata, alle sluttede vi i første runde. Niveauet på vores modstandere var meget højt. Seniorkategorien (+21 år) blev vundet af en japansk pige.

I Koten kata, havde jeg ingen forventninger, da jeg var i en stor gruppe og jeg vidste feltet var bredt og meget stærkt, jeg var nervøs, men fokuseret og klar. I min egen katagruppe stod jeg nu, og skulle præstere i seniorgrupen mænd 40-49 år. Nerverne meldte sig for alvor. Jeg stod over i første runde, og skulle på gulvet i anden runde mod en græker jeg ikke kendte noget til. Jeg tænkte ikke på min modstander, men lukkede af og fokuserede på min egen kata. Dommeren ville trække en af fire kataer: Bassai-Dai, Jion, Enpi eller Kanku-Dai. Kataer jeg har trænet igen og igen og følte mig sikker i… og nu kom nervøsiteten og tvivlen.

“Sæt dig ned, træk vejret – du lærer ikke noget nu, du er klar”, hører jeg sensei sige. Jeg sætter mig på hug og stirrer tomt frem for mig – tankerne flyver gennem hovedet.  “Competitor number 150, Denmark, Peter Leschly!”. Dyb indånding… bukke for modstander… bukke ind og vente i hvad der syntes en uendelighed på, dommeren melder kataen. “Bassai-Dai!”. Jeg nikker til dommeren, annoncerer min kata, endnu en dyb indånding, og igang! 3/4 igennem min kata lægger jeg mærke til min modstander allerede er færdig – ingen panik, jeg laver bevidst mine langsomme bevægelser endnu langsommere for at få større kontrast i teknikkerne… “Kiai!” , færdig, jeg trækker op og afventer dommernes afgørelse. Røde flag hele vejen rundt, jeg vinder og skal i finalerunden – final eight. Finalerne afgøres på point og man står alene på gulvet. Man selv sin kata ud fra en liste. Jeg har valgt Kanku-Sho, og føler mig klar – lige indtil jeg står på tatamien igen… Nerver, gummiben, angst og alt hvad der ellers kan ødelægge rammer mig efter de tre første teknikker. Jeg får haltet mig igennem min kata, men kommer ikke i nærheden af det niveau der skal til.  Jeg ender som nummer syv i finalen, og mit første JKS VM slutter med en skuffelse der skal ædes.

Tre af de andre katakæmpere når også til finalerunderne, og som første dansker nogensinde får Katja Lorentsen kæmpet sig til en bronzemedalje. Fire ud af fem katakæmpere når finalerunderne i kata.

I frokostpausen efter katakonkurrencerne var der officiel indmarch, til lyden af sækkepiber – alle lande blev præsenteret. Der var opvisning i kørestolskarate af Sensei Eric Bortels fra Belgien med flere handicappede udøvere.

Efter pausen gjorde alle kumitekæmperne sig klar. De fleste af grupperne blev afviklet nogenlunde samtidig, så Jesper Sensei hjalp Kurt Sensei, og de havde nok at se til. Kenneth var allerførste mand på tatamien i seniorgruppen 40-49 år. Han kom op mod en stærk brasilianer, som han desværre tabte til i kampens sidste øjeblikke. Jack, i samme gruppe, stod over i første runde, og mødte i anden runde endnu en stærk brasilianer – den senere bronzevinder. Selvom Jack havde sin modstander presseet  ud over arealet flere gange, måtte han i sidste ende se sig slået af den hurtige brasilianer. Også Rune kom op imod en brasilianer i sin pulje, og tabte. Runes gruppe, stævnets støste, på 58 kæmpere havde deltagelse af teknisk meget dygtige kæmpere fra bl.a. Skotland, Irland, Spanien og ikke mindst Japan, som stillede med Arimoto Sensei, Nagaki Sensei, Toyama Sensei og Watanabe Sensei. Senseis Watanabe, Toyama og Nagaki, satte sig på hhv. guld, sølv og bronzemadaljerne.

Oscar vandt sin første runde kamp over en franskmand, men tabte sin anden rundeefter en god kamp.

I gruppen, kvinder 18-21 år mødte Katja en canadier i sin første runde. Fra sidelinjen kom Kurt Sensei med direktiver, som Kajta udførte hurtigt og knivskarpt. Katja kørte sin modstander over og vandt hurtigt 4-0. I anden runde mødte hun Felicia Søkare fra Sverige, som hun kender fra træningssamlingerne. Her blev det lige så til en komfortabel 4-0 sejr grundet Katja’s store rækkevidde. I en meget spændende finalekamp mødte Katja en stærk irer. Katja lagde hårdt ud, og kom foran. Det tog ireren lidt tid at komme ind i kampen, men hun fik læst Katjas tekniker kunne til sidst trække sig som vinder med 4-3. sølv til Katja i kumite – hendes og Danmarks anden VM medalje.

Efter stævnets afslutning kunne vi lige nå tilbage på hotellet og tage bad inden vi om aftenen skulle til afslutningsfest i stadionhallen. Der var buffet og (høj?!) musik. Der var en fantastisk stemning – folk var glade, der blev genopfrisket røverhistorier og nye kom til fra dagen. Venskaber blev skabt og vedligeholdt på tværs af grænser. Nogle tog tidligt tilbage til hotellet og gik i baren, vi var fire fra holdet som endte med at lukke og slukke sammen med et veloplagt spansk hold, som efter lukketid fortsatte feste på hotellet med de sidste fra DK.

Søndag kunne vi tage det roligt, spise morgenmad, og slappe af i bussen på vej til lufthavnen i Edinburgh. Vel hjemme i Kastrup Lufthavn fik vi ‘bukket af’, krammet farvel og sagt tak for en god tur. En tur med mange indtryk – ikke mindst af det niveau der skal til for, at kunne gøre sig gældende ved et JKS VM.