Tekst: Henrik Mortensen, Odder Shotokan Karate Do-kai. 

 

 

 

 

 

At skulle mødes ude i Europa med andre, som deler den sammen glæde ved karate som jeg, var noget jeg havde set frem til i lang tid. Nu oprandt dagen og jeg valgte at være i god tid i alle forhold omkring turen. Således var jeg også først fremme i Berlin og valgte der at vente på andre af de danske deltagere. Det var første gang jeg skulle af sted til et internationalt karatearrangement, så jeg var spændt på forløbet af de næste dage. 

Hjemme fra vidste vi at der ville være 2 træningspas fredag, lørdag og søndag, samt at lørdag aften ville blive efterfulgt en lille turnering for herrerne, forudgået af et musisk indslag, samt, hvad der nok ville være det mest attraktive for mange, en opvisning og demonstration ved JKS chefinstruktør, Masao Kagawa Shihan 8. Dan, som i spidsen for det japanske træner team, Kanayama Sensei 6. Dan og Nagaki Sensei 4 Dan. Ingen af os vidste hvad træningen ville indeholde og hvor fysik eller teknisk krævende den ville være.

Dog ville jeg på forhånd have mest muligt ud af træningen og besluttede mig på forhånd at hold mig så langt fremme som muligt, for bedre at kunne følge med og have så meget med mig hjem som muligt. Alle muligheder rumsterede i min fantasi, men jeg var, lige som resten af den danske deltagelse, opsatte på hvad der måtte komme. 

Henrik Mortensen, Odder Shotokan Karate Do-kai.

Vi brugte nogen tid på at finde Velodromen hvor indskrivning til campen skulle foregå, men da vi var i god tid, havde vi masser af tid til frokost, indkvartering og hvile forud for første træningspas, som startede kl. 17.00. Der var tid til at hilse på gamle kendinge fra andre arrangementer som der har været i JKS-regi gennem tiderne. Den centrale indkvartering gjorde at den danske deltagelse, krydret med en enkelt svensker, hurtigt fandt sammen. Stemningen var god og afslappet. Som forholdsvis ny mand i JKS Denmarks, var jeg imponeret over den lune og jævne omgangstone, der herskede på tværs af erfaring og grad; jeg følte mig godt modtaget i gruppen. 

Klokken blev 17. Omkring 250 karatekaer fra hele Europa var samlet. Træningen kunne starte. Fra starten tog Kagawa Shihan styringen og der var ingen tvivl om hvor vigtig den grundlæggende kihon er for god karate. De teknisk svære instruktioner måtte vige pladsen for fokus på brugen af hofter, stærkt og korrekt dachi og hiki te som forstærkende kraft for zuki. Så tidligt i campen var koncentrationen høj og teknikkerne fik fuld den opmærksomhed de fortjener som fundamentet for effektiv karate. En opstrammer af ensartet brug af grundlæggende karate blev starten på de næste dage.

Således gik første og andet træningspas fredag og begge gik overraskende hurtigt. Som jeg havde lovet mig selv, gav en plads i de forreste rækker (blodtudsrækken?) mig en god chance til på nært hold at få mest muligt med mig og jeg syntes dagen var forløbet absolut tilfredsstillende. Vores lille gruppe sluttede dagen af med sen aftensmad på en nærliggende mexicansk restaurant og den behørige mængde godmodige drillerier blev fordelt rundt om bordet. Igen lagde jeg mærke til den gode og gensidige respekt på tværs af bæltegrad og erfaring og kunne tørt konstaterer at der blev givet og taget af ”et godt hjerte”, som man siger i karatekredse. Imponerende så hurtigt folk med karaten som fældes grundlag kan finde sammen. Selv svenskeren var der plads til. 

Næste dag fortsatte intensiveringen af træningen. Niveauet og kompleksiteten steg og der blev arbejdet med tekniker hentet eller inspireret fra Unsu kata. Som en voksen karateka, 52 år, og en 1. kyus erfaring, var kataen en inspirerende mundfuld og et mål for fremtidig karatetræning. Med en krop som efterhånden tydeligt fortæller mig hvornår en pause er berettiget og hvor lang tid jeg bør afsætte til at nå mine mål i karate do, så jeg ydmygt til, mens Nagaki Sensie demonstrerede Kagawa Shihans udlægning og forklaringer af kataen. Der blev klappet spontant gentagende gange under demonstrationen, specielt hvor Sensei efter et kraftigt afsæt, i urimelig højde udfører den kendte rotation med efterfølgende geri og landing, igen efter et utroligt svæv. Ja, jeg forsøgte, men mangler ord her. Det var sgu stort, som man siger hvor jeg kommer fra! Oss Nagaki Sensei!

Efter dagens træning havde vores tyske værter arrangeret en Kodo demonstration på den japanske tromme, Taiko, ved en tysk gruppe, samt en solo af en for mig ukendt japansk kunstner, med en imponerende evne til at beherske trommen. Dette arrangement var optakten til en miniturnering mellem de i campen deltagende nationer, i shôbo ippon kumite, dog kun for herre. Ærligt, på trods af deltagernes helhjertede præstationer, fulgte jeg kun halvt med, idet min opmærksomhed lå hos campens ledende instruktørers opvarmning til den forestående demonstration. Jeg var imponeret over hvordan letheden i udførslen var kombineret med kraft og præcision. Efterfølgende blev der gået til stålet i den arrangerede kamp som afsluttede den lille event der rundede anden dags træning af. 

Igen blev dagen rundet af med god mad, hyggeligt samvær og en smule øl. Svenskeren trådte i karakter her! 

På den afsluttende dag, søndag, blev deltagerne i Halle A opdelt i kyu og dangrader. Hvad der skete på den anden side af halopdelingen, hvor dangraderne trænede, skal jeg ikke kunne sige, men en af deltagerne, luftede lunt den bemærkning, at der blev set film, med velpladserede kiai og ellers spist popcorn. Nok ikke hele sandheden, men igen et udtryk for den gode stemning, som herskede i den danske gruppe. På den side af halopdelingen hvor de kyugraduerede fra hele europa, inkl. jeg, trænede, stod skiftevis Kanayama Sensei for god repetetiv kihon træning og Nagaki sensei for gennemgang af Junro Shodan og Nidan.

 

Tørt kunne jeg konstatere at JKS Denmark pænt er med her og at vores Senseis tidligt og vedholdende har præsenteret og trænet disse og de andre Junro katas med os. Kort, mange af deltagerne her havde glæde af at kunne skæve til de danske deltager i forsøg på at huske disse kataer. Domo arigato gozaimashita, siger jeg bare. Og med dyb respekt for broderfolket på den anden side af sundet, må jeg her sige at Sverige også var flot repræsenteret. 

Jeg måtte herefter bryde op og tage afsked med den del af den danske deltagelse, som jeg havde fulgtes med. De rundede turen af på behørig vis, mens jeg måtte hjem til de forpligtigelser som også skulle have deres plads. Men jeg var glad for at min karate var blevet motiveret og ”strammet op” ved denne tur. Den tvivl som nemt kan snige sig ind i ens karatetræning, når man træner karate i en mindre karateklub, som ikke har den tid og de faciliteter vi kunne ønske os, bliver der gjort op med ved deltagelse i internationale camps som denne European camp. Der er også god mulighed for at dele sin glæde ved karate og knytte venskaber og skabe kontakter på tværs af landegrænser og imellem vores egne landsdele og klubber. Jeg er bestemt ny i dette sammenhæng, men dog en sikker deltager i lignende arrangementer. Tak til alle jer jeg rejste med, morede mig med og trænede karate med. Oss!