Posted on November 19, 2010 by Lars

Preben Nielsen
48 år
5. dan JKA Shotokan
Nuværende landstræner for JKA Shotokan Denmark og Dansk Traditionel Karate Forbund.
Tidligere europamester i Shotokan karate.

Interviewet af Lars F. Andersen fra KarateNews

 

 

Tak til Tue Trnka fra www.mmareporter.dkfor lån af billedet

 


Karatenews: Hvornår startede du med at træne karate og i hvilken klub?

Preben Nielsen: Startede 1981 i Shotokan Karate Do-Kai på Amager

Karatenews: Hvem var de bedste kæmpere i klubben på det tidspunkt?

Preben Nielsen: På det tidspunkt var de bedste i klubben; Frank Sabro, Anders Johnbæk, Peter Dudek Hansen, Tonny Hougaard, Jesper Lunddorf Pedersen, Arne Karsberg og Frank Hummelgård.

Preben sejrer over Tony Hougaard tilbage i 80′erne

Karatenews: hvad var grunden til at klubben var så stærk på dette tidspunkt?


Preben Nielsen: Det var hovedsageligt pga. Bura Sensei og hans hårde og kontante jui- og shia kumite træning. På det tidspunkt stod han selv for den daglige træning for dan-graderne. Og som man også ser i dag, når de gode kæmpere bliver samlet et sted, kan der opstå en form for selvforstærkende effekt. Hvor kæmperne presser hinanden ekstra meget og alle udvikler sig og bliver bedre.

Karatenews: JKA Shotokan kæmper efter det gamle Shobu Ippon reglser (Til et fuldt point eller to halve(Waza ari) i modsætning til de moderne kampregler, der kæmpes under WKF(World Karate Federation) hvad foretrækker du? og hvilke styrker mener du er i hvert regelsæt?


Preben Nielsen: Jeg foretrækker helt klart Shobu Ippon, fordi jeg føler, at det er den rigtige måde at kæmpe på. Den er meget mere psykisk/mentalt betonet. Man får kun meget få chancer, til tider kun en. Man kan føre den lige tilbage til de gamle Samurai kæmpere. En fejl kan betyde døden, i overført betydning.

De moderne kampregler er gået fra Shobu sambon, hvor man stadig kun kunne score Waza ari eller ippon. Til Shobu, hvor kampen fortsætter til 8 overskydende point eller tiden er gået, med 1-2 og 3 ippon scoringer. Dette har gjort at kampene er blevet hårdere rent konditionsmæssigt, men samtidigt også mere chancebetonede. Man kan tage chancer uden den store risiko for umiddelbart at tabe kampen. Årsagen til denne ændring sammenholdt med større beskyttelse på hænder og fødder er affødt af, at WKF prøvede at få karate som en olympisk disciplin. Hvilket som bekendt ikke er lykkedes alligevel. Man mente at skader skulle begrænses og kampene skulle gøres mere seværdige, men det er jo som bekendt et spørgsmål om smag og behag. Efter min mening minder det nu mere om en blanding af karate og Taekwondo.

Jeg vil lige nævne, at der indenfor WKF i slutningen af 80’erne og i begyndelsen af 90’erne var to åbne klasser, en hvor der blev kæmpet Shobu sambon og en hvor der blev kæmpet Shobu Ippon. Det var helt forskellige kæmpere der stillede op i de åbne klasser. Det forsvandt på et tidspunkt, primært fordi der blev brugt de samme dommere i de forskellige klasser, eller for at sige det på en anden måde. Dommerne dømte på samme måde lige meget om det drejede sig om sambon eller ippon. Scorings kriterierne burde være de samme, men i praksis har de aldrig været det. Det har altid været lettere at få Waza ari/ippon i sambon.

Det minder mig om en af mine bedste og hårdeste kampe. Jeg tror det var ved EKF’s EM i Tyskland i 1991, hvor jeg i 4. runde mødte den regerende verdensmester i åben klasse i shobu ippon. Tramontini, en franskmand. Det blev en hård fight, hvor jeg kæmpede lige op med ham. Efter 3. omkamp skulle dommerne træffe en afgørelse. 3 af de 5 dommere valgte ham. Men et nederlag jeg absolut ikke skammede mig over.

Styrker indenfor hvert regelsæt. Ippon er den mentale kampform hvor shobu kræver bedre fysisk form.

Daglig træning i JKA Honbu Denmark


Karatenews: hvad er dine bedste resultater som kæmper?


Preben Nielsen: I kronologisk rækkefølge:
1985: DM første gang. + 80 kg.
1990: 4 plads for hold ved WKF VM i Mexico City sammen Kenneth D. Hansen, Brian Madsen, Palle Thoft Jensen og Kim Brix
1990: NM for hold. Stort set samme hold.
1990: 3. plads hold EM ESKA Italien (European Shotokan Karate Association)
1991: 3. plads EM ESKA i Finland
1992: 2 plads ved EM ESKA i Monaco.
1993: 3 plads ved VM WSKA Saarbrücken i Tyskland for hold, sammen med Søren K. Poulsen, Kenneth D. Hansen, Peter Sommer Pedersen, Henrik Oesten og Anders Andreasen.
1995. 1 plads ved EM. ESKA (Nakayama sensei cup) i Luzern, Schweiz.
1995. 1 plads ved NM for hold sammen med Jacob Christoffersen, Allan Busk, Rasmus Ingerslev, Niels Corlin, Jesper Grann og Henrik Oesten.
1996. 3. plads EM ESKA Finland
1997. 3. plads ved EM JKA i Holland. Hvor jeg undervurderede den unge opkomling Junior Le Fevre i semifinalen.
2006: 3 plads VM JKA i Sydney for hold sammen med Jacob Christoffersen, Mikael Ryttergaard, Anders Andreasen og Kåre Sønder
Så havde jeg 10 år i træk fra 1985 til 1995, hvor jeg var Dansk- eller Nordisk Mester.
2007: DM i åben klasse. Sidste gang denne klasse blev afholdt. Og det var 25 år siden, at jeg deltog ved mit første senior DM.

World Shotokan Karate Assoctiation VM 93  – bronce


Karatenews: Du har både været landstræner i Dansk Karate Forbund, JKA og Dansk Traditionel Karate Forbund, hvad er dine største oplevelser?

Preben Nielsen: For Dansk Karate Forbund og for den sags skyld JKA’s hold, har de største oplevelser været sammenholdet og humoren på holdene. At se hvordan man kunne opbygge dette sammenhold på tværs af landet og på tværs af stilarter. At se hvordan kæmperne bakkede og bakker hinanden op.
Som landstræner rent sportsligt har de største oplevelser været sammen med Allan Busk. Hans 3. plads ved EM i 1997 på Tenerife og hans 2. plads ved VM i Rio de Janeiro 1998. Tommy Busk og hans 3. plads ved EM i 1996 i Paris. Vores 3. plads  ved WSKA i 1993 og vores 3. Plads ved JKA VM i 2006, hvor alle på holdet kæmpede det bedste de kunne. Og seneste Jacob Nissens 1 plads ved JKA junior EM.

Karatenews: hvordan ser du fremtiden indenfor karate i Danmark?

Preben: Spændende. For JKA vedkommende skal vi nok blive ved med at klare os godt de kommende år. Vi har nogle talentfulde kæmpere på holdet nu og nogle gode talenter lurende i kulissen. Som nævnt lige før, en ny junior europamester. Og vores kadetter hentede også en del medaljer ved sidste EM.

For Dansk Karate Forbunds vedkommende kan jeg ikke udtale mig. Efter Michael Krøl, som den sidste at de gamle, jeg har været coach for, stoppede har jeg ikke haft den store interesse for at følge med på dette område.


Tak til Tue Trnka fra www.mmareporter.dkfor lån af billedet

Karatenews: hvem har været din største inspiration indenfor karate?

Preben Nielsen: Den største inspiration har uden sammenligning været Bura Sensei. Jeg har trænet under mange forskellige bl.a. Japanske topinstruktører, men der er ingen af dem, der når ham til sokkeholderne. Han har en utrolig karisma, og får en til at yde det ypperste.

Kumite træningen har altid været hård, inspirerende og afvekslende. Under en 10 årig periode trænede jeg dagligt (mandag til fredag + en lørdag en gang om måneden med landsholdstræning) under Bura sensei. Der var en periode 1994-1995 hvor landsholdet samledes 2 gange om ugen i Idrættens hus til træning. 3 timer om tirsdagen med Bura sensei og 2 timer om fredagen med fysisk træning med Jørgen Nielsen. Det gav også resultater.

Jeg glædede mig altid til at komme til træning, vidste aldrig, hvad dagen ville bringe. Ud over sved og til tider blod. Men altid en god afvekslende hård træning.

Nogle år tidligere var vi 4 fyre, der stort set startede samtidigt og trænede meget sammen. Ud over mig var det Søren K. Poulsen, Jens Peter Jensen og Anton Andersen. I starten fik vi vores klø i klubben. Jeg kan huske, at jeg nogle gange var så træt, at jeg næsten ikke kunne løfte armene mere. Men så stod bl.a. Frank Sabro og hakkede løs på en, så blev man alligevel nød til at kæmpe videre, for han markerede hårdt, med en brækket næse til følge en par gange.

Der gik dog kun nogle få år, så var vi oppe på et tilfredsstillende niveau, hvorefter resultaterne kom. Det var i den periode, hvor vi blev danmarksmestre for hold mange år i træk. Statistikken viste normal kun 1 individuelt nederlag på holdet i 3 eller 4 holdkampe, altså 14-1 eller 19-1. Og det er vel en OK statistik, al træning tilrettelagt af Bura sensei.

Men jeg vil også nævne andre fra landsholdssamlingerne som har været inspirerende at træne samme med. Og som var teknisk meget dygtige. Her vil jeg lige nævne Kenneth D. Hansen, Kai Lundager, Palle Thoft Jensen, Kim Brix og Chris Valles.

Karatenews: Hvad med stævner i fremtiden?


Preben Nielsen: Jeg er ved at samle et hold for DTKF til ESKA EM i Koblenz, Tyskland den sidste weekend i november 2010.

Efter det bliver landsholdssamlingerne planlagt efter, at vi indenfor JKA skal til EM i London til april og VM i Bangkok, Thailand til august 2011.

Afslutningsvis vil jeg lige komme med en sjov lille anekdote. Jeg har altid haft svært ved at gå baglæns på kamparealet. Hvis man skal slås så skal man jo ikke stikke af…. Det var til VM i 1992 i Granada/Spanien. Efter stævnet var det en kæmpe afslutningsfest for alle involverede i stævnet. Omkring 1000 til spisning i en kæmpe hal, hvor det også var forskellige former for underholdning. Et stykke henne på aftenen, efter lidt indtag af diverse vine, kom Kenneth Holtz, og sagde han havde set en tyrefægterarena tilknyttet festlokalerne. Der løb en ungtyr rundt i arenaen, og så var der en del karate folk, der løb rundt derinde. Når tyren havde retning imod dem, stak de af og sprang over barrieren. Vi røg selvfølgelig også ind i arenaen. Der gik ikke mange sekunder før tyren fik mig i sigtekornet. Så slog genet til igen…. Jeg vil tro kræet vejede omkring 300kg, og da det kom løbende imod mig, var det selvfølgelig ikke en mulighed at stikke af…. Jeg vil lige bemærke, at jeg overhovedet ikke havde nogen erfaring med husdyr.

Da tyren var helt tæt på, trådte jeg et lille skridt til højre, således at tyrens hoved lige passerede mig. Samtidigt greb jeg fat i tyrens horn med mine hænder. Højre hånd havde jeg ført under tyrens hals, og fik nedefra fat i tyrens højre horn. Jeg trak med nedad med min højre hånd og pressede opad med den venstre. Det hele skete i løbet af 1 sekund. Jeg fik drejet tyrens hoved og kastede min vægt over dens hoved. Denne hoveddrejning kombineret med dyrets fart gjorde, at den tabte balancen. Jeg landede ovenpå tyrens hoved og da dyrets krop landede på jorden et halvt sekund senere lød som om den tabte al luften. Jeg havde stadig fat i tyrens højre horn med min højre hånd. Hånden lå dog i klemme mellem tyrens hoved og jorden. Jeg trak hånden til mig, men pga. jorden var belagt med slagger, så rev jeg hul på huden på oversiden af hånden.

Jeg rejste mig hurtigt, mens jeg stadig holdte tyrens hoved nede med den venstre hånd og markerede en gyaku-zuki mod dens hoved med den højre hånd. Jeg rejste mig helt op og rakte min højre hånd i vejret, mens blodet løb ned af hånden. Dette delte publikum i 2 grupper. En stor og en lille. Den store gruppe bestod af karatefolk, der jublede og råbte Ippon. Mens den lille gruppe, som bestod af de personer, der var tilknyttet arenaen, blev pisse sure. Sikkert fordi tyrens psyke var ødelagt. Nu kunne de sende den direkte på slagteri i stedet for at pine den først. Resten af festen fik jeg mange skulderklap for præstationen. Og fik de følgende år, rundt omkring til diverse stævner, bemærkninger til denne episode…..