Kl. var 20.30 og 65 elever var linet op og stod klar til lejrens første træningspas. Stedet var de naturskønne omgivelser omkring Møns vandrehjem og anledningen klubbens årlige weekendlejr på Møn.
Træningspasset stod på stående kihon samt under kihon under bevægelse. Eleverne fik bla. afprøvet hvor avanceret ganske enkelte basale teknikker kan blive, når de bliver sat sammen i et ”uvant” mønster. Efter 1½ times træning, var der aftenhygge med the/kaffe samt hjemmebagt kage fra det fantastiske køkkenpersonale på vandrehjemmet.
Eleverne er vant til at blive kaldt op til en ikke skemaplanlagt nattræning den første nat omkring kl. 01.30, så mange af eleverne blev siddende op og iklædte sig gi mm. I år havde instruktørerne besluttet, at rykke nattræningen til natten mellem lørdag og søndag. I stedet var der morgentræning kl. 06.00. Træningen bestod af løb ca. 4 km løb fra vandrehjemmet til trapperne ved Møns klint som er højdepunktet på den årlige lejr. Klubben plejer hvert år, at løbe x-antal løb op og ned ad trapperne gradueret efter alder. 14 dage før årets lejr havde vi desværre erfaret, at trapperne og adgangen til selve stranden var lukket af skov og naturstyrelsen pga. fare for nedstyrtning efter de voldsomme regnskyl. Derfor blev det i år kun til et kik ned ad trapperne fra toppen og de ængstelige førstegangs deltagere der ”hjemmefra” havde hørt de frygtelige rygter om trappeløbet, sukkede lettet op. I stedet blev det til lidt let løb op og ned ad nogle mindre trapper tæt ved, hvorefter turen gik retur til vandrehjemmet og morgenmad.
Dagens næste pas var 2 timers katatræning fra kl. 09.30 – 11.30. Eleverne blev her opdelt i forskellige grupper efter deres grad og der blev undervist i katas fra Taikyoku sono ichi til Seipai.
Som noget nyt, havde klubben i år arrangeret en lokal massør der kom og tilbød massage fra lørdag middag og til søndag over middag. De mulige tider blev hurtigt reserveret og hun fik rigeligt at se til med bøde ømme ben og skuldre.
Først på eftermiddagen stod der 1½ times staminatræning på programmet. Her kørte de forskellige instruktører på skift forskellige styrke og konditionsøvelser i et højt tempo.

Årets ”Farum Kyokushin på tur”, som er klubbens sociale arrangement, stod i år på Falkonéropvisning. 15 mins. gang fra vandrehjemmet , havde en Falkonér taget opstilling på en bakketop med tre falke. Klubbens medlemmer fik her en ca. 1½ opvisning med bla. fortælling om historien bag Falkonérjagt, falke generelt, ligesom de tre falke blev sendt i luften. Det hele blev afsluttet med, at eleverne der havde lyst til det, kunne få en af falkene på armen og foreviget øjeblikket på billeder.
Herefter tilbage til aftensmad, hvorefter aftenen var fri til alm. hygge.
Kl. 01.15 blev de sovende elever vækket og kaldt til samling klar til træning indenfor 5 min. Søvndrukkende stillede de sig på rækker i natten og kikkede nervøst mod himlen. Indtil videre havde vi været forskånet for under træningerne som alle foregik udendørs, men mellem passene var der faldet store regnmængder fra himlen. Det havde tidligere på aftenen været skyfrit, men nu var der næsten ikke en eneste stjerne at se. Herefter gik det i let løb ind i skoven og små 2 km frem til et større bålstedsområde hvor nogle af instruktørerne forinden havde tændt et større bål og sat store myggelys rundt i området. I en større cirkel omkring bålet, trænede eleverne ca. 1½ times tør kihon-træning stående og underbevægelse, suppleret med div. styrkeøvelser undervejs. Efter endt træning og under tilbageløbet til vandrehjemmet, blev der igen åbnet op for himlens sluser og vi fik alle et kæmpe skyl.

 

Aflysningen af den ellers planlagte morgentræning kl. 06.00 blev offentliggjort og eleverne blev igen sendt i seng.
Efter morgenmad og mere hvil, var der om formiddagen yderligere kata-træning samt en times lektion om meditation hvor div. basale teknikker blev gennemgået. Her fik eleverne også mulighed for at afprøve den svære kunst at meditere.
Efter frokost og indledende oprydning på værelserne, skulle lejrens sidste pas afvikles. Det var 1½ times kamptræning med div. basale kampteknikker på slagpuder, afsluttende med kamp og udstræk.