Foto og tekst: Malene Kirkeby og Jesper Kofod

Nu hvor sommerferien er slut for de fleste af os, er det på høje tid med en beretning fra 10. WUKF World Karate Championships, som blev afholdt i Fort Lauderdale, Miami, i starten af juli måned. Danish Karate Confederation (DKC) stillede med en gruppe på 15 deltagere og 18 supportere i form af familie og venner.

Første gang i USA

Det var første gang, WUKF afholdt VM i USA, og deltagelsen var rekordhøj. Alene det amerikanske landshold var på flere end 700 deltagere. I stævnet deltog 46 forbund fra over 30 lande.

DKC stillede kæmpere i både kata og kumite og i alderen 10 til +51 år. Nogle havde stor erfaring fra stævnedeltagelse både nationalt og internationalt, mens andre stillede op ved et verdensmesterskab for første gang. 

OG NU TIL RESULTATERNE…

Det blev til to absolutte topplaceringer til DKC.

De første guldmedaljer gik til Gitte Carlson, Maja Jensen og Malene Kirkeby i kategorien holdkata for kvinder 36 +. De vandt overbevisende med Jion og Sôchin.  Pigerne, der til hverdag træner i Bushikan Karate-dô i Greve, har trænet sammen som hold siden WUKF EM i Odense i 2019. 

I individuel kata (master 51+) lykkedes det Malene at generobre sit verdensmesterskab med Kankû Sho og Unsu. Det var sjette WUKF VM-guld siden hendes første deltagelse i VM i Odessa, Ukraine, i 2009. Gitte opnåede en finaleplads i samme kategori som Malene og endte som nr. 6.

Maja fik også kæmpet sig i finalen i sin kategori (master 36-40 år), men endte desværre lige uden for medaljerækken – men placerede sig altså stadig blandt de seks bedste i verden.

Michael Hansen, ligeledes fra Bushikan, var i individuel kata (master 51+) ude i tre hårde runder og endte med en flot fjerdeplads i et særdeles stærkt felt med flere end 20 deltagere. Michael deltog senere i kumite shobu sanbon og vandt en flot bronzemedalje. Michael er en garvet kæmper. Som en af de få stiller han altid op i både kata og kumite, og han har stået på medaljeskamlen mere end 100 gange. 

Dean Albrecht vandt en flot bronzemedalje i kategorien kata for 10-årige. Dean træner til daglig i Amager Karate Klub (AKK).

Allan Kristiansen (AKK) og Jesper Kofod (AKK) måtte nøjes med en enkelt runde til dette VM, om end 0,1 point adskilte til en tur i semifinalen. 

Aleksander Herskind-Hansen, der også træner i AKK til hverdag, opnåede en flot fjerdeplads i kata for kadet (14–15 år), et flot resultat for den unge kæmper i den store gruppe med 49 deltagere.

I kategorien minikadet (13 år) placerede Hilmar Jakobsen (AKK) sig på en flot fjerdeplads, mens Mikkel Krabbe opnåede en flot syvendeplads.

Catharina Herskind-Hansen (AKK), Salka Palmadottir (AKK) og Cecilie Kristiansen (AKK), junior (18-20 år), gik desværre ikke videre fra første runde med 26 kæmpere, men var tæt på.

Liv Sonne Clifford (AKK), kadet (16-17 år), gik desværre heller ikke videre til anden runde efter omkamp.

Liv Andersen (Taifu) leverede en flot præstation og kom i kategorien 11 år (3. kyu til dan) hele vejen til finalerunden, desværre uden at blive blandt top tre, men super præstation fra hendes side.

MEDALJEOVERBLIK

GULD: Gitte Carlson, Maja Jensen og Malene Kirkeby, holdkata for kvinder 36+.

GULD: Malene Kirkeby, kata, kvinder 51+

BRONZE: Dean Albrecht, kata, drenge 10 år

BRONZE: Michael Hansen, kumite shobu sanbon, mænd 51+

DKC-TRÆNINGSFÆLLESSKABET

Det var spændende for coaches Kenneth Holtz og Jesper Kofod at opleve forskellige kæmpere fra forskellige klubber. Der var kæmpe opbakning fra hele voksengruppen til at få alle klar, når der var pres på, og alle hjalp med coaching, hvor det var nødvendigt…  Fantastisk samarbejde. 

Socialt var turen en kæmpe succes for DKC. Kæmpere og supportere havde indlogeret sig på samme hotel, hvor blandt andet poolområdet med vandfald, palmer og masser af gekkoer  udgjorde et naturligt og hyggeligt samlingspunkt. De deltagende klubber havde således rig mulighed for at lære hinanden at kende. Og ikke mindst på stævnedagene var den gensidige opbakning og stemningen i top. Turen lover afgjort godt for det fremtidige samarbejde blandt klubberne i DKC, både når det kommer til træninger, og når det kommer til stævnerejser.