WUKF EM 2019 set med en fars øjne..

Tekst: Paw Jensen 

Foto: Ulrik Poulsen

Jeg hedder Paw, er far til Maise på 11 år, hvis første internationale stævne var WUKF EM 2019.

Min egen indgangsvinkel til karate er, at jeg har trænet i slut firserne, start halvfemserne, og nu ”hyggetræner” sammen med resten af familien i Taifu Karate Dojo.

Vi ankom til Odense tirsdag aften, og fik tildelt et rigtig lækkert værelse, med god plads. Onsdag var Maise, og de to andre piger hun stillede op i holdkata med, tilmeldt til dommertræning. De skulle møde ind 11.30 og regne med at være der, til 12.45. Vi så det som en god mulighed for at lige få mærket måtterne, og set dommerne i øjnene, inden det blev alvor. Desværre var dommerne mere end en time forsinkede, og da de endelig var klar, blev det kun til 5-6 kata`er, før de afsluttede. Så der stod størstedelen af de tilmeldte kæmpere, og kunne gå tilbage til værelserne uden at have været på.

Torsdag skulle holdet på. En time før, blev de hentet af en Coach, og herfra var der 100% fokus på pigerne, så de kun skulle koncentrere sig om deres egne nerver, og ellers bare være klar. Dette var total professionelt, og gjorde at både pigerne, og os forældre kunne slappe helt af. Pigerne levede 100% op til deres egne mål, og ydede max. Desværre var de andre hold bare bedre, så det rakte ikke til en plads på skamlen.

Torsdag skulle Maise på i individuel kata. Igen blev hun hentet af sin coach, der kun havde hende at tage sig af, da hun var eneste danske kæmper i sin klasse. Maise ramte atter dit maksimale niveau, og leverede den bedste kata hun kunne lave. Det rakte til en plads i 2. runde, hvor hun igen lavede en fejlfri kata. Desværre ikke god nok, til at komme videre til finalen. De 6 kæmpere der gik videre i finalen, var alle et stort niveau over Maise, så helt fortjent. Man kan så sætte spørgsmålstegn ved, om disse kæmpere har ”glemt” at gå til graduering, da der stod grøn- og violetbælter som lavede sortbælte kata`er fejlfrit, men det er en anden snak.

Stævnet var nu slut for ”vores” vedkommende, og vi kunne nu nyde resten af dagene, uden nervøsitet i maven. Fredag bød på en stor mængde karate, på et meget højt niveau, og sluttede af med åbningscermoni. Dette var lagt stort an, men desværre levede det ikke op til potentialet. Lyden i hallen var elendig, og speakeren nåede ikke at præsentere de forskellige lande, før de kom ind i hallen. Inde i hallen, virkede det som om de forreste kæmpere der gik med landenes flag, ikke vidste hvor de skulle gå hen. Resultatet blev, at nogen lande fik en lang gåtur, mens andre, herunder det danske landshold fik en meget kort gåtur. Set med mine øjne, burde de forreste have haft en hel klar plan for hvor de skulle gå hen, og alle hold burde have været ledt ned foran tilskuerrækkerne, så de kunne ”klappes ind”. Og så burde danskerne måske have stået i midten, som værtsland. Der var virkelig potentiale for en fantastisk indmarch, og optakt til karate i verdensklasse, men det blev en lidt flad fornemmelse.

Kampene efterfølgende, var derimod atter karate, på et meget højt niveau. Lørdag bød igen på mange fine kampe, og klokken 14 var det ”adapted”, altså karate for kæmpere med et handikap. At opleve dette, på helt nært hold, tvang en tåre frem på kinden af de fleste. At se disse kæmpere, levere varen på gulvet, foran samtlige dommere, og et kæmpe publikum, og at se dommernes begejstring, smittede af på publikum, der leverede bifald der rungede i hallen. Dette beviser for mig, at WUKF er et forbund der rummer alle, fantastisk….

Søndag var stævnets sidste dag, som også startede med indmarch, og om det var belært af fredags kedelige oplevelse, eller andre grunde, så var det denne gang helt som det skulle være. Indmarchen var her et skoleeksempel i hvordan dette skal gøres. Lyden var desværre atter utrolig dårlig, men det kunne på ingen måde ødelægge helhedsindtrykket. Efter nogle spændende kampe, var EM 2019 overstået ved 14 tiden.

At opleve det danske landshold på helt tæt hold, var en livsbekræftende oplevelse. Alle er rare over for hinanden, og alle hjælper hinanden. Om man er A eller B kæmper, så har man hele apparatet bag sig. Tænk, at en pige på 11 år, med violet bælte, har sin egen personlige, og meget erfarne coach. Det tror jeg ikke man ser i alle forbund.

For det danske landshold, sluttede EM med en fest i kælderen, med hædring af alle medaljetagerne, og pæne ord fra landstrænere. En god afslutning, på et helt igennem fantastisk stævne. Skal man tage de kritiske briller på, manglede der også lidt styring, i forhold til udkald af kæmpere. Mange blev kaldt til ”Waiting area” alt for tidligt, men ellers forløb stævnet, uden de store forsinkelser eller andre problemer.
Alt i alt, et stævne Danmark kan være stolt af, at have været vært for. Danmark tog også godt for sig af medaljerne, idet vi vandt hele 70 i både guld, sølv, og bronze, hvoraf Taifu tegnede sig for de 10 af disse. 

Jeg er klar næste gang der afvikles internationalt stævne i WUKF….