Fotos: Larus Frans Gudmondsson, Niels Rydal, Jesper F. Andersen
Tekst: Jesper F. Andersen, redaktionen
BUDO i Virumhallerne
Lørdag den 27. april blev der afholdt Danmarksmesterskaber i Karate og Kobudo i Virumhallerne. United Karate Of Denmark, UKDK, havde arrangeret Danmarksmesterskabet i samarbejde med Lyngby Karate Klub. Der var efterfølgende stor tilfredshed med valget af Virumhallerne, som var rigtig velegnet til afvikling af et DM i Karate og Kobudo både med hensyn til hallerne og den geografiske placering tæt på S-tog. Stævnet begyndte kl. 10 og sluttede kl. 17.
Dommerstanden ved DM
Mere end 30 dommere var med til at dømme de mere end 200 starter i Kata, Kumite og Kobudo. Der er stor interesse for at være dommer i UKDK, som tilbyder både national og international dommeruddannelse. Således kan flere af dommerne i UKDK se frem til at skulle dømme til det kommende Europamesterskab i WUKF, som afholdes til efteråret i Odense. UKDK råder allerede over flere dommere med international dommerlicens.
Ved DM havde dommerudvalget åbnet op for, at helt nye dommere også kunne være med til at dømme. De nye dommere opnåede værdifuld erfaring og uddannelse i løbet af stævnet. Dommeruddannelsen i UKDK indbefatter både uddannelse indenfor Karate og Kobudo.
Værdier og normer fra Budo
Stævnet var præget af god opførsel, respekt og fokus på normer og værdier fra Budo.
Rigtig mange af kæmperne ved DM deltog i både Kata og kumite og enkelte vandt tilmed medaljer i begge kategorier. Kobudo var med til at skabe nogle rammer, hvor traditionerne og kulturen i Budo var ekstra mærkbar. Flere Kobudo udøvere deltog også i Kata, hvor de opnåede medaljer.
Flere dommere og dojoledere gav efter stævnet udtryk for, at det var ligesom at være til DM i gamle dage i Baunehøjhallen. Om det er godt eller skidt må være op til læseren at vurdere.
Klasser i Kata og Kumite
I karatedelen var der klasser i Kata, Holdkata, Kumite Ippon, Kumite Nihon og Kumite Sanbon. Der var rigtig mange UKDK landsholdskæmpere, der deltog ved DM, og de var naturligvis med til at løfte niveauet. Der blev således kæmpet ganske hårdt om titlerne i flere af klasserne, hvor niveauet var absolut internationalt. Stævnelægen måtte i disse intensive kampe af og til ind og give førstehjælp. En enkelt kæmper blev desværre kørt på hospitalet efter, at være ramt af et ushirogeri i maven.
Første Danmarksmesterskab i Kobudo
Som noget helt nyt blev der afviklet DM i Kobudo med fire klasser:
Advanced long weapons, Advanced short weapons, Intermediate long weapons, Intermediate short weapons
Kobudo er en del af WUKF som UKDK hører under. Ved seneste EM i WUKF på Malta var der stor tilslutning til Kobudo-klasserne. Kobudo er således organiseret i WUKF med repræsentanter fra hele verden inklusive Okinawa.
I Danmark er tilslutningen til Kobudo voksende. Der var således rigtig fin opbakning til det første DM i i Kobudo med deltagere fra følgende klubber:
Joshinkan Copenhagen, Haslev Karate Skole, Dragør Tokushinryu Kobudo, Valby Tokushinryu, Hvidovre Karate Skole, Ulfborg KarateKlub, Ballerup Kyokushinkai og Shingoryu Hørsholm
Der blev forevist rigtig mange flotte våbenkata, som blev bedømt ud fra de samme kriterier, som man dømmer efter i kata. Der var også mulighed for, at de knap så rutinerede Kobudoudøvere kunne stille op, hvilket passer rigtig godt ind i UKDK`s overordnede politik om stævneadgang, nemlig, at der skal være plads til alle. Kobudo klubberne gav efterfølgende udtryk for, at de havde følt sig rigtig godt modtaget i UKDK, som de også fandt velfungerende som organisation. Kobudo vil også fremover være en del af Kodomo Cup i UKDK.
Vil du læse mere om Kobudo, kan du læse artikel af Lars F. Andersen sensei her.
Seneste kommentarer