Ud over at være fortællende, er overskriftens tids preferance en stille opfordring til at gentage, det yderst vellykkede arrangement turen til Japan var. Lad mig springe frem til konklusionen på denne artikel og tørt konstatere, at Jesper-Sensei ikke alene gør sig godt i dojoen, men også klarer sig flot som rejsearrangør.
Vi var en flok karatefolk fra de fleste af JKS klubber i Danmark, som mødtes i Kastrup lufthavn fredag d. 22 marts, spændte på træningen i JKS Honbu Dojo, men også på indholdet af det tur program som var lagt forud for afrejsen. Alle havde forud for afrejsen haft mulighed for at byde ind med ønsker for indholdet af den sightseeing som træningen ville give plads til. Så stemningen var høj og nærmest kåd, trods det forår som lod vente på sig. Ingen tvivl om at træningen var det som på forhånd fyldte mest i vores tanker, idet vi havde forventninger om et højt niveau. Enkelte af os spekulerede nok også på om vi ville kunne følge med, om konditionen rakte, men det var kun få af os. Derudover var der repræsentanter fra JKS Danmarks nyvalgte bestyrelse, JKS EM 2014-udvalget, teknisk udvalg, så ja, der var nok karateemner at tage fat i under den lange tur til Tokyo, mente formanden. Det var han så ene om at mene, for det lykkes at komme hele turen til Homeikan, det japanske ryokan hvor vi skulle bo de næste 10 dage, uden at være i berøring af nogle af disse emner. Nok klædeligt for den moderne karateka at kunne give slip på karaterelaterede emner i jagten på “den perfekte karakter”.
Det blev et langt døgn, der vel tjente som mental opladning og akklimatisering. Vel fremme i Japan, var vi høfligt blevet forberedt på de synlige forskelle vi ville blive mødt af allerede ude i den af Tokyos lufthavne vi ville lande i. Intet syntes at være overladt til tilfældighederne og den systematiske kontrol kunne gøre et af vores nabolande misundelig. Trods den, eller måske jeg skulle skrive de japanske skrivemåder, lykkedes det os at komme godt frem via tog og metro til hotellet, Homeikan. Og så var det ellers ud og ind af fodtøjet! I hotellets modtagelse var der nydeligt arrangeret hylder til vores udendørs fodtøj, hvorefter vi var henvist til en standard tøffel af hotellets, som ville kunne bruges overalt på de indendørs fællesarealer, bortset fra toilettet, hvor et nyt sæt tøfler ville vente på den trængende! En tradition, som nok er svær at sælge til den børnerige danske familie. Lave borde, puder at side på i stedet for stole, sivmåtter eller tatamier, kimonoer, lave brusearmaturer, vaskefade, brandinstruks med inkluderede jordskælvsforholdsregler, bukkende personaler og masser af grøn te, var noget som hurtigt blev en del af hverdagen, trods det fremmede i traditionen. Fremmed eller ej, de væsentligt højere temperaturer end dem vi kendte fra dette forårs Danmark, gav os hurtigt følelsen af hjemme.
Første tour dag; en længere tur med tog ud til Kamakura, en times kørsel syd for Tokyo. Kystbyen Kamakura var det politiske center for Japan i den periode som fulgte efter Minamoto shogun i 1192 valgte af flytte den nye militære regering ud til området. Det er kendt for turisten for adskillige vigtige templer, men også for en kæmpe bronze Buddha, som vi lagde ud med at besøge. Og der blev bedt! Og brændt røgelse af! Jesper Sensei havde fået sin japanske “reservemor”, Misako Shoji, fra hans mange ophold i landet, til at agere tourguide for os på denne tur. Hun var venlig at give mig et bundt røgelsespinde i hånden og en opfordring til at sende nogle bønner til buddha-sjælen. Det blev for en god tur og fremgang for JKS Danmark, specielt med henblik på Europamesterskaberne i 2014. Hasedera templet og Hicimanga helligdommen så vi også på den længere gåtur vi fik i det gode vejr med masser af nyudsprungne kirsebærtræer. Sidste punkt på dagen blev et visit ved Engakuji templet, hvor Sensei Gichi Funakoshis grav er. Personligt fandt jeg besøget ved Sensei Gichin Funakoshis grav, stort. Her lå resterne af den mand, som, når alt kom til alt, var årsagen til at vi som karateudøvere havde en grund til at komme her. Under en, efter Japansk kulturstandard, beskeden granitblok, lå den mand som vi anser som grundlæggeren for moderne shotokan karate. Efter en hurtig omklædning til gi og de nødvendig billeder, var et “Domo Arigato Gozaimashita” helt på sin plads.
Endelig mandag hvor vi skulle træne første gang i JKS Honbu Dojo. Første gang til formiddagstræningen 10.30 til 11.30. Alle sanser stod pivåbne og der blev nok hellere bukket en gang for meget end for lidt, da vi entrede dojo’en. Igen måtte skoene af i entréen, men den rutine var på plads for de fleste af os, og så var det bare med at komme ind i et max 2 kvm stort omklædningsrum, hvilket viste sig at være en logistisk prøve for de 10 karateturister oven i hvem som ellers måtte klæde om til timen. Kvinderne var velsignet med mere plads i og med at de ikke var så mange. Klart at højeste prioritering lå omkring karaten; velholdte, lakerede gulve, spejle med dojoens navn og monogram, sandsæk, makiwara, kamphandsker, elastikker til eksplosionstræning, klude til gulvaftøring mm. Dojoens Kamidana var flankeret af billeder af Funakoshi Sensei, Nakayama Sensei og Asai Sensei; stedet emmede af karate-do! Allerede der var vi, hvis ikke varme, så tændte! Opvarmningen blev foretaget af Sensei Daisuke Watanabe 2.dan som er kenchusei og en del af det japanske WKF landshold.. Han forestod alle formiddagenes opvarmninger som en del af hans arbejde. Og selve Opvarmningen måtte vi i nogen grad selv sørge for, nogen mere end andre. For den formelle opvarmning var kun let og havde nok mest til formål at skabe en rimelig kropsbevidsthed forud for den ventende kihon, som nok egentlig først var der vi blev helt varme. Og der blev stødt igennem! Sensei Shinji Nagaki 5.dan JKS – Nagaki-sensei er HQ instruktørs samt forsvarende JKS verdensmester i kata og kumite ligeså har han været fast inventar i 10 år på det japanske WKF landshold med et verdensmesterskab i 2004 bag sig. Nagaki-sensei sørgede for selve træningen, og lungerne blev tømt for luft, idet ingen mulighed for kiai blev forsømt. Indrømmet, mine lunger var nok tømt det meste af tiden, mens glæden og viljen til karate-do holdt mig til ilden det meste af tiden. For det var strengt velovervåget træningstimer vi havde for os den dag. Korrektionerne til vores karate blev høfligt leveret kollektivt, men jeg kunne kende mig selv i meget af det som blev rettet for. Lejlighedsvist blev enkelte af os rettet, men det skulle vi, som karateturist, nok mest være beæret over. Vi kunne følge med og den gode stemning holdt resten af dagen, hvor vi shoppede og bl.a. så det kendte handelsområde omkring Shibuya stationen. Tilbage i dojoen igen senere på dagen, Hvor Sensei Kenta Kai 4.dan JKS – lige så HQ instruktør og runner up i kata og kumite ved sidste JKS VM og ligeså en del af det japanske WKF landshold skulle – undervise, var mønsteret det samme; kihon som opvarmning, efterfulgt af grundlæggende kumite træning. Igen, alle kunne være med og en glæde og lettelse over at have kunne klare strabadserne, sad i vores sultne kroppe, da vi drog ud til et sent aftensmåltid. Vi var på banen og klar til den karatetræning som ventede de næste 5 – 6 dage. Godt at være uvidende om egne begrænsninger og det træningspensum som ventede.
Dagen efter startede med formiddagstræning og her havde nogle af os noget svære ved at følge med. Nok et spørgsmål om koncentration, kan jeg hører en stemme sige. Men engagementet fejlede intet og glæden ved at blive udfordret blev ikke skuffet. Over samtlige dage har mønsteret i træningen vel fulgt, hvad Jesper Sensei i KarateNews beskrev i oktober 2011, som 10 min. opvarmning, 25 min. kihon, 15 min. kumite og 10. min kata. Men intensiteten vekslede. Snart var det med tyngden på kihon under ledelse af Kanayama Sensei 7. dan, snart kata ved Matsue Sensei 5. dan eller Okamoto Sensei 2. dan, men kumite kunne altid presses ind, relevant for helheden i træningssessionen. Denne dag var det gohon kumite kombinationer som udfordrede. Men om aftenen ventede kataen Rowshu, som langt de fleste af os stiftede bekendtskab med for første gang. Den stod Matsue Sensei for. Tre gentagelser af kataen og så var burde vi have styr nok på den til at arbejde videre med kvaliteten, var udgangspunktet.
En aften var vi på et spisested, som gennemsnitsturisten nok ikke kendte til. Det var en restaurant tæt på Honbu Dojo og vi havde selskab af Nagaki Sensei og Kai Sensei. Som det er tradition i Japan, spiser man så længe Sensei spiser, så lige så hurtigt vi kom i gang med de mange små specialiteter, lige så hurtigt sluttede vi. Pludselig stod vi på gaden igen, påvirket af en lang dags træning, sightseeing og, bevares, lidt øl, klar til at komme til køjs. Dog ikke uden en samling i ryokanens kælder, til oploading af billeder til den til formålet oprettede facebook-gruppe. Det var også i kælderen at det fælles japanske bad lå, også en glimrende måde at slutte dagen af på. Et brændende varmt karbad, man kun kom i langsomt og med en fast overbevisning om at det var det man skulle. I. Det efterlod en ro og den efterfølgende afkøling på værelset gjorde det nemt at falde i søvn.
Frokost næste dag. “Standing Sushi”. Efter formiddagstræningen, ledet af Kanayama Sensei, som selv satte den høje standard ved sit eget gode eksempel, var mine lårmuskler så medtaget af de mange repetitioner dagens første kihon bød på, at det syntes som en rigtig god idé at stå op og spise! Benene var tunge, stive og rastløse af gentagelse på gentagelse. Det var tydeligt hvor højt man sætter den basale del af karaten i Honbu Dojo. Træningen gled ned sammen med den mad som blev tilberedt os, mens vi så på, alt i mens vi stod op under måltidet. Så var benene varmet godt op til den efterfølgende gåtur i Imperial Garden. Kōkyo Higashi Gyoen, kejser paladsets østlige park åben for publikum med et kig ind i Japans historie, kultur og botanik. Høj estetik i massiv arkitektur, som i det sirligt anlagte parkanlag, en sælsom balance, som også stod skarpt mod de høje skyskrabere som dannede baggrund til den imponerende park! Her lå engang Edo slottets indre forsvar, hvoraf kun nogle vagthuse, muren, indgangs porten, samt fundamentet for slotstårnet, endnu lå tilbage. I tilknytning til dette kom vi forbi Nippon Budokan, beliggende i Kitanomaru parken. Et mekka for budosportsinteresserede, hvad enten det er karate, judo, kendo, aikido, shorinji, kempo e.l. Formelt var der lukket. Men …. hvor der er vilje, er der en vej, så det blev til et par hurtige billeder, inde og ude.
Aftentræningen blev atter varetaget af Kanyama Sensei og nu begyndte de sidste dages kihon, med de mange gentagelser for alvor at sætte sig.
Men der var andre oplevelser. Spisning på restauranten “Gonpachi” i nishi-azabu, af nogen kendt fra Quentin Tarantinos film, “Kill Bill 1”, for afslutningsscenen hvor hovedpersonen, spillet af Uma Thurman, kæmper mod et utal af habitklædte samuraikriger. Restauranten gav inspiration til kulissen for denne scene. Heldagsturen til “verdensarven” Nikko, som er den by der danner indgangen til Nikko National Par, kendt for Toshogu, Japans mest overdådigt dekorerede helligdom, samt mausoleet for Tokugawa Ieyasu, grundlæggeren af Tokugawa shonunatet. Overvældende japansk kulturhistorie i et omfang, som krævede mere tid end vi havde til rådighed, i en storslået natur. Her må billeder til …
Jeg kan blive ved. Der var mange indtryk og mange gode grin, så mange på turen vil nikke genkendende til udtryk, som “vi er klar om en ½ time, ellers er bussen kørt” og “der er vist lige tid til at spule hjulene”, der var knyttet til den stramme tidsplan vi arbejdede med. Her en venlig hilsen til Jesper Senseis lune måde at styrer rejseplanen på. Men også tak til en af hans vante støtter under de mange ture til Tokyo, Chikage, som også deltog på turene og medvirkede til at gøre disse til mere end en god oplevelse.
På en eller anden måde blandede de grundlæggende indtryk fra de mange og varierende ture rundt i Tokyo, sig med de indtryk, som træningen efterlod, ja, ud over en øm og godt brugt krop. En fornemmelse for den koncentration, disciplin og energi som har ligget bag den udvikling både japansk kultur, som karate har krævet og giver. Giver, fordi det brede indtryk, efter denne yderst veltilrettelagt tur, er, at vi har noget godt med hjem. En motivation til at fortsætte med hverdagens træning under måske knap så eksotiske rammer.
Tekst: Henrik Mortensen
Odder Shotokan karate do-kai
Foto: Brian Friis, Helene Svensson og Frank Mikkelsen
Seneste kommentarer