Foto: Stig Munkholm og Peter Leschly
Hørsholm Karateklub havde fint besøg af JKS Honbu Dojo instruktør, Sensei Shohei Toyama, 5. dan i en forlænget weekend fra torsdag d. 31. august til og med søndag d. 3. september. Med 4 træninger om dagen i både kumite og kata, fik mange medlemmer og gæster rig mulighed for at nyde godt af Senseis erfaring, bl.a. som træner for det cambodianske landshold.
I samarbejde med JKS Danmark lagde Hørsholm Karateklub lokaler til et 4 dages træningsbesøg af Sensei Shohei Toyama fra JKS Honbu Dojo. Toyama-sensei, der også er fungerende landstræner for det cambodianske landshold, underviste 4 gange om dagen fra torsdag til søndag, og nåede også forbi Charlottenlund Karateklub til et par træninger.
Træningerne var planlagt så de første 2 træninger var undervisning af henholdsvis 10.-5. kyu og 4.kyu-dan-grader, med fokus på kihon og kumite, mens de sidste to træninger hver dag fokuserede på en enkelt kata til hver træning.
Torsdag startede Toyama-sensei sidst på eftermiddagen med 1 times træning af begyndere og letøvede, hvor der blev arbejdet med kihon og grundlæggende kumite-øvelser. For nogen var det en af de første smagsprøver på kumite-træning, og med sit gode humør og letforståelige forklaringer sikrede Toyama-sensei, at det blev en god og lærerig introduktion. For andre, der havde prøvet kumite før, var der dog også masser af gode tips og pointer, ift. hastighed, koordinering og arbejde med at lukke distancen.
For 4. kyu og op bød torsdagen på kumite-træning med fokus på timing, strategi og måder at bevæge sig på, og dette blev det gennemgående tema for hele træningsweeekenden. Træningen begyndte med kihon-øvelser, hvor der var fokus på bevægelse. Først bevægelse fremad og baglæns med forskellige fokusområder, såsom bevægelse i samme højde, kamae-position, fodposition mv. Der blev gradvist bygget på og i en glidende overgang blev det til kumite-øvelser. Toyama-Sensei får teknikkerne til at se legende lette ud men trods ihærdige forsøg på at implementere, må man bare konstatere, at øvelse gør mester. Og øvelse skal der til!
De to sidste træninger torsdag bød på kata-træning med fokus på Enpi til den første træning og Gankaku til den anden træning. Kataerne blev delt i brudstykker, og Toyama-Sensei demonstrerede i tråd med både kihon- og kumite-træningen, hvordan kata også kan bygges op med timing og kime. Med inspiration og gentagne øvelser forsøgte alle at implementere de fif, som Toyama-Sensei rundhåndet delte ud.
Fredag fortsatte begynderne med fokus på kumite, og der blev bygget ovenpå nogle af erfaringerne og øvelserne fra torsdagens træning, og langsomt, men sikkert begyndte øvelserne af falde på plads og give mening for alle.
For de lidt mere øvede (4. kyu og op) bød fredagens kumite-træning atter på kihon, der fokuserede på bevægelse. Hvordan man bevæger sig fremad og tilbage med forskelligt fodarbejde. Dette blev taget med videre i kumite-øvelser, hvor fod- og benarbejdet blev implementeret samtidig med at der gradvist blev sat arm-teknikker på. Dertil blev det krydret med timing. Dermed kom der mange dimensioner på en enkelt øvelse for benarbejde. Toyama-Sensei sørgede, at stemningen var god og der var plads til både grin og fejl.
De sidste træninger fredag var en god optakt til weekend med fokus på Bassai-dai og Chinte. Der blev knoklet med diverse sekvenser i begge kataer og særligt Bassai-Dai blev implementeret med masser af kime og en mere flydende timing end vanligt. Trods en lang og varm dag i dojo’en, fik alle masser af inspiration til fortolkning og udførsel af kata. Toyama-Sensei formåede med høj kvalitet at udføre men også med viden og omhu at hjælpe med at få det bedste frem i enhver.
Lørdag startede tidligt (meget tidligt for nogen af de yngre udøvere), med træning for begyndere og letøvede kl. 9. Et vigtigt element af træningen var at arbejde med at øge distancen igen efter afsluttet angreb og begynde at sætte flere teknikker sammen i kumite.
Formiddagen fortsatte for de mere øvede i samme tråd som de forrige dage med at bygge videre på de kihon- og kumiteteknikker således repertoiret blev udvidet, dog hele tiden med udgangspunkt i basisteknikkerne, som blev introduceret de første par dage. Toyama-Sensei lagde vægt på at træne meget konkrete og brugbare teknikker, ofte med udgangspunkt i sig selv og egen størrelse og formåen. Således blev teknikkerne meget anvendelige og overførbare.
Lørdagens kata var Kanku-dai og Gojushiho-sho, og som de forrige dage blev sekvenser trænet med fokus på teknik, kime og timing. Toyama-Sensei udviste også her stor indsigt, både ift kataens form og udførsel men lige så meget ift hvordan den enkelte kan yde sit bedste på trods af eventuelle udfordringer med kroppen. Toyama-Sensei viste stor åbenhed for at kunne hjælpe alle og stillede sig kontinuerligt til rådighed.
Den sidste træningsdag søndag, startede som lørdag allerede kl. 9, og her fik begyndere og letøvede lov til at arbejde med at sætte alt det lærte fra de foregående dage sammen. Med opmuntring og gode pointer fra Toyama-sensei, blev det da også tydeligt at flere havde rykket sig markant ift. den mere tøvende start torsdag.
Det samme gjorde sig gældende for de mere øvede. Søndagens træning var derfor også endnu en forlængelse af de forrige dage, hvor Toyama-Sensei fik slået en fed streg under sine enorme kompetencer indenfor både kumite og kata. I kumite blev der igen arbejdet med teknik, taktik, timing og bevægelse. Øvelserne blev lavet parvis og selvom tiden – igen – fløj afsted, føltes det som om, alle havde rykket sig lidt. I hvert fald var hovedet fyldt med input og masser af inspiration.
For weekendens afsluttende to kata-træninger var omdrejningspunktet henholdsvis Jion og Gojushiho-dai. Og endnu gang testamenterede Toyama-Sensei, hvordan kata og kumite og kihon går hånd i hånd. Og med sjove kneb og finurlige øvelser blev der arbejdet intenst med kataerne delt op i sekvenser og øvet flere gange. Selvom disse træninger var de sidste efter en lang og lærerig weekend, var energien og intensiteten stadig høj. De sidste knivskarpe input skulle med hjem.
Det var som altid lærerigt, spændende og fornøjeligt at have besøg af en kapacitet som Sensei Shohei Toyama. Ud over det gode træningsudbytte, var det som så ofte før også en fornøjelse at have gæster fra nær og fjern med til træningerne. At samles med både kendte og nye ansigter og lære sammen, og skabe netværk på tværs af klubber og geografi er for mange en vigtig del af fællesskabet omkring karate, og det har været dejligt at JKS Danmark og Hørsholm Karateklub har kunnet bidrage til at skabe en ramme for dette.
Seneste kommentarer