Af Jesper Fjeldgaard Andersen

I disse dage afvikles karate for første gang som disciplin ved OL, hvor dygtige atleter konkurrerer i kata og kumite. Men hvad definerer egentlig karate, og hvor er karaten på vej hen?

Karate som sport udvikler sig konstant. Kæmperne bliver dygtigere og dygtigere, og OL har helt sikkert skubbet til denne udvikling. I dag skal en kæmper på verdensplan formentlig bruge samme tid på træning som atleter i flere andre OL sportsdiscipliner.

Der er delte meninger om karate som sport. Den sportslige del af karate har ikke meget til fælles med den oprindelige karate. På den anden side har sportsdelen af karate været med til at synliggøre og udbrede karate på verdensplan. Den sportslige del af karate er også uden tvivl med til at fastholde unge i sporten, da netop selvrealisering og anerkendelse betyder meget for en del unge i dag. 

Det er dog helt sikkert, at den sportslige udvikling har gjort det svært, endda overordentlig svært, at fastholde karate som budo. Men paradoksalt nok har den sportslige udvikling også været med til at gøre det svært for sig selv. Mere om dette senere. 

Netop den sportslige udvikling af karate i dag gør, at det kræver specialisering at stille op til nationale og internationale konkurrencer. Tidligere havde de fleste traditionelle karateklubber muligheden for, at en eller flere af deres kumite- eller kataudøvere kunne begå sig til fx et DM uden at falde igennem, også selv om stævnerne dengang var opdelt i et begrænset antal klasser i forhold til i dag. 

Men i takt med, at niveauet indenfor sportskarate er blevet højere og højere, kræver det væsentlig mere end tidligere, at klubberne/organisationerne tilretter deres træning mod resultater, hvis man vil gøre sig gældende til konkurrencer.

Denne tilretning af træning kræver tid og mange ressourcer – og det påvirker både den faglige dimension og klubben/organisationen på den ene eller anden måde. 

De traditionelle karateklubber er således tvunget til at ændre på deres indhold og ofte også organiseringsforhold, hvis de vil gøre sig gældende ved konkurrencer. Det påvirker naturligvis karate som budo og historisk kulturarv, og man risikerer at ødelægge karate indefra. Hvis en stilart i dag skal bevares som historisk kulturarv, kræver det – efter min mening – nærmest en form for adskillelse fra sportslig indflydelse. Næsten på samme måde som man opretter reservater i naturen for at bevare sjældne planter og dyr. 

Dog er det lettere sagt end gjort, da verden i dag er åben som aldrig før. 

Okinawa, karatens hjemland, kunne være et godt “reservat” til bevaring af den historiske kulturarv. Men udfordringen her ligger dels i, at de “gamle mestre” mangler arvtagere, og at Okinawa er blevet til et tilløbssted for karateturister, som ikke alene søger den “gamle” karate. Det skaber naturligvis påvirkning på samme måde som en masse mennesker, der vader rundt i et naturreservat. 

Den sportslige del af karate står også over for store udfordringer for at overleve og definere sig selv. Det sker på flere forskellige måder. Jeg vil her komme ind på et par stykker. 

For det første er der i dag langt flere vægt- og aldersklasser til et stævne for at tilgodese så mange som muligt. I nogle puljer er man ligefrem garanteret en medalje ved bare at stille op. Der er børne-, ungdoms- og voksenstævner, og man er nødt til at dele ud af medaljerne for at holde liv i sporten og “eliten” om jeg så må sige. Derudover spiller sammensætning af karateudøvere, hvoraf størstedelen er børn, selvfølgelig også ind. Der er i bund og grund tale om moderne markedskræfter, hvor udbud og efterspørgsel har indflydelse på konkurrencernes udformning. 

For det andet har det betydet, at der opstår flere og flere divisioner indenfor karate for at tilgodese, at alle har adgang til stævner. Det i sig selv er underminerende for respekten og anerkendelsen for en titel indenfor karate. Forstået på den måde, at for en uvedkommende er det ganske enkelt umuligt at gennemskue, hvem der er den rigtige danmarks-, europa- eller verdensmester i karate. 

Det forholder sig helt anderledes indenfor andre sportsgrene, hvor der ikke er tvivl om, hvad niveauet er hos fx en danmarks- eller verdensmester i badminton. Uheldigvis for karatesporten er karate ikke blevet godkendt som fast OL disciplin og udgår ved næste OL i Paris. Ærgerligt for karatesporten, som her havde et unikt pejlemærke i form af et OL kvalitetsstempel.  

Ovenstående tænker jeg i bund og grund er en del af udfordringen med at definere, hvad karate er for et fænomen i dag, og hvor karate er på vej hen. Forskellige stilarter, forskellige tilgange samt forskellige divisioner gør det overordentlig svært at definere karate og forudse udviklingen for kunsten og sporten, hvor det ene ikke er noget uden det andet.