Jesper Palm Lundorf – “Karate – en livsstil”

Jesper Palm Lundorf var i 1970’erne et af de største karatetalenter indenfor Shotokan karate i Danmark. I 1974 blev han gradueret 4. kyu, og 3 måneder senere blev han gradueret 1. kyu i Sporting Karate do-Kai. Læs om en tid, hvor graden 2. dan var helt unik, hvor karate var omgivet af mystik, og om Jesper Palm Lundorfs interessante rejse i karate og hvad den har betydet for ham. 

Af Jesper Fjeldgaard Andersen – Foto udlånt af Jesper Palm Lundorf

Introduktion

Det oprindelige bogomslag

Jesper Palm Lundorf

Alder : 52 år

Hvornår startede du med at træne karate? 

1. Februar 1972 (Fik medlemsnummer 001 i Karate do-Kai i Gothersgade) – hyggetræner stadig.

Hvilke gradueringer har du opnået?

Blev gradueret 4. kyu i september 1974 og blev til den næste graduering den 16. december 1974 gradueret 1. kyu, hvilket var totalt usædvanligt og aldrig sket før. Jeg blev dengang betegnet som et stortalent på vej frem. 

Shodan – marts 1975, nidan – marts 1977, sandan – august 1982, yondan – oktober 1986, skulle have være til godan i juni 1991, men grundet uoverensstemmelser i JKA blev gradueringen aflyst.

Hvor mange gange om ugen trænede du? 

Jeg trænede 22 timer om ugen. Underviste børnehold fra 16:00 – 17:00, egen undervisning 17:00 – 18:30, voksenhold indtil 1.dan 18:30 – 19:30 og til slut nybegyndere fra 19:30 – 20:30. Så havde jeg altid specialtræning lørdag formiddag eller stævner i weekenden.

Hvilke klubber har du trænet i? 

Sporting Karate do-Kai 1972 – 1981

Shotokan Karate do-Kai, Frankrigsgade 1981 – 1984

Karate Akademiet 1984 – 2008

Har du trænet i andre lande? 

Jeg har trænet i USA, Japan og Thailand i henholdsvis 1992, 1998 og 2009.

Har du selv haft klub?

Jeg har været med til at starte de to klubber Sochin med Flemming Baggesen og Krim Karate med Edvard Langsted op, ved at give sparring og hjælp.

Har du undervist på hold?

Jeg underviste børnehold (bl.a. med Frank Sabroe) i 1975 i Sporting Karate do-Kai. Underviste dernæst fast på voksenhold fra 1977 – 1981 ligeledes i Sporting Karate do-Kai. Underviste sammen med bl.a. Peter Munk, Bruno Jensen, Marino Gudjonsson i 1982 – 1984 i Frankrigsgade. Var også hjælpeinstruktør for Bura Sensei under samme periode.

Underviste på Karate Akademiet som en del af Shihankai træning fra 1985 – 2000.

Hvad er din nuværende træningssituation? 

Træner dagligt enten tidlig morgen, ved frokost tid eller sidst på eftermiddagen. Træner mest styrke, smidighed, kata samt løb. To ødelagte knæ samt en stor rejseaktivitet, på mit daværende job, satte tidligere i forløbet en endelig stopper for min aktive karriere, så i dag holder jeg mig fysisk og mentalt kørende ved daglig træning, der er afpasset til de skavanker som kroppen har. Jeg nåede heldigvis at få en overbygning på min teoretiske idrætsviden, idet jeg som lærer på Politiskolen, og som instruktør i idræt og selvforsvar, fik en super god uddannelse hos Dansk Højskole for Legemsøvelser. 

Hvad arbejder du med i dag? 

Jeg er sikkerhedschef for FN i Danmark.

Billedet fitness er fra min daglige træning er er taget i 2012

Tiden i JKA Shotokan karate

Hvad fik dig til at starte med at træne karate? 

Jeg trænede judo på Hanstedskolen i Valby fra 1969 – 1972 og nåede at blive gradueret 2.kyu inden jeg stoppede. Jeg så på et tidspunkt en reklame for en karateopvisning i Idræts Huset på Østerbro. Der var besøg af et talenthold fra Japan sponsoreret af Japan Airlines. Der så jeg noget som ramte mig virkelig spontant – en anderledes og meget dynamisk måde at kæmpe på. Judo, som oversat betyder ”den milde vej”, var egentlig også meget mild sammenlignet med det jeg så. Den enorme kraft, dynamik og eksplosion var det der tiltrak mig øjeblikkeligt – blot 12 år gammel. Det var i øvrigt på samme tidspunkt hvor den første rigtige karatefilm ”Karatekongen” havde premiere i Danmark.

Hvem trænede du med?

Nogle af dem som går igen fra den tid er bl.a Frank Humlegaard, Arne Karsberg og Frank Sabroe, som jeg har fulgtes med op igennem årene. Ellers var det personer som Henrik Østerberg, Tonny Hougaard, Preben Nielsen, Leon Owil, Erik Holmey, Peter Munk, Nagasawa-san, Okuno-san, Karsten Ravn, Svend-Ole Thorsen samt dem som blev kaldt ”de fire store”: Rene Valsø, Marino Gudjonsson, Bruno Jensen og John Nielsen.

Er der nogle af dem du trænede med som skilte sig ud fra andre og hvorfor?

Bruno Jensen var en af mine første store trænere, og han var meget korrekt i sin kihon, kata og kumite. Med korrekt så mener jeg, at hans teknikker var unikke og forfinede, ligesom han gik meget op i detaljer. Lige netop alt dette tyvstjal jeg og brugte i min egen måde at begå mig på – både i kumite og kata. Det er påfaldende, at det som Bruno Sensei underviste i dengang rent faktisk blev så omfattende langt senere i forløbet. Det var først mange år senere, at man reelt begyndte at nævne ordet ”Bunkai” og udvise forståelse for det man egentlig trænede. Den form for træning praktiserede Bruno Sensei på et langt tidligere tidspunkt, for som det blev sagt: “Det du ikke selv forstår, kan du ikke videregive til andre og forvente, at de skal forstå.”

Nagasawa-san og jeg selv blev begge gradueret til 1. dan i 1975, og jeg har fulgtes med ham sideløbende i vores karriere. Det mystiske ved Nagasawa-san var, at mange troede, at bare fordi han var japaner,  så kom tingene nemmere til ham. Han var, for det første, ikke ret stor men kæmpede til gengæld lige op med stort set alle kæmpere – uanset størrelse, højde og drøjde.

Peter Munk var i en årrække en af de førende kæmpere og instruktører. Hans havde en flot stilren måde at kæmpe på, og han var en af dem, der typisk både vandt kata og kumite i samme stævne. Han var vel det man kan kalde for ”all round” og god til det hele.

Frank Sabroe, som jeg jo selv havde undervist på børneholdet, voksede sig ind i de voksnes rækker efter et par ophold i Japan. Her havde han lært at sætte sig i respekt ved at være mere hård og kontant. Frank var også en ”all round-kæmper” og var god til både kumite og kata. Frank var god at kæmpe imod, fordi han beherskede sin teknik rigtig flot. Det gjorde mange gange, at ens egen teknik selv blev skærpet.

En af dem jeg senere mødte og trænede med var bl.a Kenneth D. Hansen. Han var dengang et ubeskrevet blad og kom fra Kyohan. Det, som Kenneth havde, ser man ikke mange steder. Han havde nemlig den sjældne evne,  at han ikke gav op, næsten uanset hvad. Det betød også, at selv om han var blevet ramt kom han blot igen og denne gang med endnu mere kraft en tidligere. Det var lidt i tråd med den måde vi trænede på i de helt gamle dage. Der var det sådan, at man ”byttede”, hvis nogen havde overtrådt de skjulte dojoregler for kumite. Hvis du var blevet ramt af en for hård markering, så ”fortalte” du din modstander det på den måde, at teknikken blev byttet tilbage med kontant afregning. En anden person, jeg tidligere har løbetrænet med, er faktisk vores kommende konge Kronprins Frederik. Han besidder ligeledes denne sjældne evne, ikke at give op, selv når det gør mest ondt. En sjælden egenskab, men præcis det der gør forskellen på en vinder og en taber. 

Et gammelt ungdomsbillede fra 1984

Hvordan trænede I, og hvordan var fordelingen af kumite, kata og kihon?

Kihon var den overvejende bestanddel i træningen, og det gik meget efter devisen ”practise until perfect”. Jeg er fra den generation, hvor det ikke var ualmindeligt, at vi sparkede 1000 mae-geri i et undervisningsforløb. Dengang forstod jeg ikke filosofien bag denne gentagelsesprocedure, men har senere godt kunnet se virkningen i forhold til andre teknikker, der ikke har været trænet på samme måde. Det er jo samuraiens måde at tænke på, du har KUN en chance, og det træner du på hele livet. Derved begyndte også den mentale forståelse at snige sig ind, og således gik karate fra at være en sport til at blive en livsstil. Vi trænede meget med fokus på at forfine detaljerne, at gøre det gode bedre, at øve den lille forskel, der gjorde udslaget. Nogle gange havde vi lektioner, hvor vi blot stod i kamae stilling og hoppede let frem og tilbage. På en tælling skulle vi indsætte nogle af vores favoritteknikker. Det gjorde bl.a., at vi på sigt fik nogle enorme eksplosive og dynamiske angrebsfolk. Mange af disse teknikker var ”lånt” fra de bedste kæmpere fra Honbu-Dojo i Japan. Den måde de kæmpede på, viste sig at være præcis den måde der gjorde forskellen, og den teknik arbejdede man videre på i Danmark.

Hvad var dine  styrker  som karateudøver indenfor henholdsvis kata og kumite? 

Min største styrke, inden for kumite, har helt klart været min sparketeknik. Jeg trænede en helt speciel form for sparketeknik med mawashi-geri og ushiro-geri, som jeg havde suget til mig hos Tanaka Sensei. Jeg lærte, at kraften og dynamikken i sparket kom fra hoften samtidig med et lille afsæt på støttefoden. Teknikken så meget simpel ud, men var i virkeligheden ganske svær og den krævede rigtig meget træning.

En anden ting, jeg havde øvet mig på, var en teknik fra judo, der hedder ”Kani Basami” som er en slags flyvende sakselås, hvor man hopper ind fra siden, placerer det ene ben foran modstanderen og det andet ben bagved. Når man har ramt eller fanget modstanderen, sakser man med benene således, at modstanderen bliver slynget bagover. Det skabte, i et par tilfælde, lidt grå hår hos dommerne, idet jeg på den ene side lavede Ippon, men samtidig skadede modstanderen fordi denne landede rigtig hårdt på gulvet. Dernæst kunne man heller ikke finde ud af om teknikken var omfattet af regelsættet. Så på alle måder havde jeg udviklet et lidt uortodoks system.

En anden teknik, jeg eksperimenterede med, var lidt selvudviklet og opstod faktisk spontant under en klubturnering tilbage i tiden, hvor Shotokan Karate havde lokaler i Frankrigsgade på Amager. Under en kamp, hvor jeg mødte en dygtig kæmper fra den tid, Flemming Vedel, sparkede jeg Mae-geri, som skulle have været fulgt op af et jodan-stød, men inden da nåede min modstander at gribe mit sparkeben og holde det fast. I et splitsekund benyttede jeg mig af lejligheden og satte af på min ståben, hoppede op i luften og sparkede en slags mawashi-geri. Problemet var blot, at på grund af at jeg hang i luften, havde jeg meget svært ved at kontrollere/ markere mit spark, og det resulterede i, at jeg sparkede så hårdt, at jeg totalt knockoutede min modstander, der faldt bagover og bankede hovedet i gulvet og besvimede. Jeg tabte big time på for hård kontakt, og min teknik skabte forvirring og debat blandt instruktører, dommere og deltagere.

Min favorit kata var Sochin, og det var den fordi, jeg meget tidligt i forløbet fik at vide af Tanaka Sensei, at lige netop denne kata passede perfekt til den type kæmper jeg var. Med kombinationen af langsomme, hurtige, kraftfulde, dynamiske og eksplosionsagtige bevægelser skulle dette være min kata. Den kata ville være med til at udvikle min teknik yderligere i den rigtige retning, var svaret fra Tanaka Sensei.

Klubmester 1974 er nøjagtig hvad billedet viser. Blev klubmester i Sporting Karate dengang tilbage. Det er Kobayashi Sensei, der overrækker pokalen.

Hvad kunne du bedst lide at træne og hvorfor?

Jeg var rigtig glad for tekniktræning, det vil sige, at når der skulle øves særlige, specielle eller anderledes teknikker var jeg i mit es. Jeg elskede selv at eksperimentere meget i min måde at kæmpe på, så alt hvad der kunne bidrage til at udvide min horisont var mere end velkommen. En af de helt store fra Honbo Dojo i Japan, Asai Sensei, var jeg meget betaget af. Hans måde at hoppe, undvige, dreje og springe på, var helt sikkert en motivationsfaktor for min egen udvikling, og gav mig troen på at karate kunne gradbøjes og gøres mere personligt. Jeg havde bl.a selv udviklet en teknik, hvor der indgik en del kast, hvilket jo på ingen måde hørte hjemme i karate verden….og så måske alligevel. For det var typisk noget af det man så, når der var opvisning fra f.eks. Japan.

Karateakademiet var engang en toneangivende klub i Danmark, hvad var årsagen til at så mange dygtige kæmpere kom fra karateakademiet?

Bura Sensei er nok den fællesnævner der går igen, når det handler om at sætte ord på hvordan man skaber resultater. Dengang var der en hysterisk hård disciplin og det gjorde bl.a. at mange ”tvivlere” blev siet fra, herunder desværre også mange gode kæmpere. Således var karateakademiet toneangivende og sad på ”magten” over et helt årti. Gudskelov blev elever af andre gode trænere så dygtige, at de kunne yde kvalificeret modstand. Jeg husker stadig ganske klart det store sceneskift engang i Herlev hallen, hvor tidens stortalent, Frank Bura, tabte til Kenneth D. Hansen i finalen. Det kostede Kenneth en fortand og tronen blev skiftet ud med et nyt navn. Rent faktisk var det blevet sådan, at folk ikke kom for at se Karateakademiet vinde, de kom for at se hvornår de tabte,  for det ville være den store sensation.

Har du bemærket at udøvere fra karateakademiet blev favoriseret af dommerne til mesterskaber i Danmark? (Kai Lundager sensei nævnte det i et interview med karatenews)

Karateakademiet var storfavoritter og vandt stort set alt igennem en periode på 10 – 12 år. Med til favoritrollen hørte også ”dommer- fordelen”. Når der var tvivl om hvem der kom først, om der blev ramt eller om der skulle kæmpes omkamp, var det klart en fordel at komme fra Karateakademiet. På ingen måde fair og man må sige, at det tog de 10 – 12 år at bryde ”forbandelsen”. Men uagtet dette, vil der altid være fordele og ulemper i kampene,  når det er mennesker der dømmer, sådan er den basale humane natur.

Fra det årlige Livvagtsmesterskab (som jeg i øvrigt selv er ophavsmand til). Her dyster vi på den militære forhindringsbane, 4 mand, og har en 80 kg. tung stendukke med rundt.

Fra samme Livvagtsmesterskab og her den første øvelse på forhindringsbanen.

Instruktører

Hvem er du blevet undervist af gennem tiden?

Jeg har haft det privilegium at blive undervist af de helt store mestre. Nogle af dem jeg husker bedst er: Kobyashi Sensei, Tanaka Sensei, Kagawa Sensei, Imamura Sensei, Yahara Sensei, Ochi Sensei, Terry O’Neil Sensei, Ted Hedlund Sensei og Bura Sensei.

Hvem skilte sig mest ud og hvorfor?

Tanaka Sensei er den træner jeg har trænet længst under. Det er måske også derfor, at han har sat størst aftryk på min udvikling. Jeg husker stadig den dag, hvor jeg som helt ung karateka skulle møde op i Københavns lufthavn for at modtage det store japanske talent Tanaka Sensei. I lufthavnen stod vi omkring 100 karatefolk i gi’er linet op til at modtage Sensei. Alle skulle støde gyaku-zuki og lave Kiai så det rungede i hele ankomsthallen. Dernæst husker jeg, at Tanaka Sensei lavede en meget kort demo, hvor han med to fingre holdt et firkantet stykke træ. Dernæst slap han det i luften efterfulgt af Uraken Tsuki, og det firkantet stykke træ faldt ned i to stykker. 

En anden gang, hvor vi var i et mere socialt lag, optrådte Tanaka Sensei som den blinde samurai. Et legendarisk Japansk samurai skuespil/sangstykke. Her sluttede han af med at tage udenoms papiret fra et par japanske spisepinde, folde papiret igen og igen, hvorefter han placerede det som en forlængelse af hans samlede hænder. Han havde håndfladerne mod hinanden og fra pege og langfinger rakte et stykke hvidt papir ca. 10 cm ud. Herefter holdt jeg, hvilende på begge mine pegefingre, en spisepind. Tanaka Sensei, som den blinde samurai, udstødet et højt kiai og knækkede med papiret spisepinden i to dele. Hans pointe var, at stor hastighed kunne gøre en svag stærk. Godt stof til eftertanke og jeg har aldrig glemt denne lille detalje.

Hvem syntes du var den bedste instruktør og hvorfor?

Tanaka Sensei havde en meget pædagogisk og god måde at forklare ting på, og hvis ikke man forstod det første gang, så brugte han nogle andre redskaber eller eksempler. Det som jeg umiddelbart syntes var det bedste, var hans evne til altid at give eksempler via demonstrationer. Det er nok det der i moderne sprog hedder anskueligheds undervisning. 

Hvordan var det at blive trænet af Tanaka sensei?

Det var som et stykke af det feudale Japan der var kommet på besøg. Den særlige mystik, åndelige og mentale styrke, som han var omgæret med var helt fantastisk. Tanaka Sensei har en fantastisk mental styrke og er næsten i stand til at vinde kampen alene på baggrund af hans mentale indsigt. Tanaka Sensei har hele pakken. Han var ikke bare verdens bedste igennem en årrække. Han var og er også et fantastisk menneske, der er rummelig, videbegærlig og han er et utrolig behageligt selskab.

Derfor var det også helt naturligt, at man var en bestemt person i dojo’en, hvor man gav alt hvad man havde for at blive bedre. 

Jeg husker en særlig oplevelse, der også er beskrevet i min bog, hvor jeg mødte Malcolm Fischer i forbindelse med en venskabskamp mellem Sydafrika og Danmark. Jeg var dengang 2. dan og et supertalent på vej frem. Det lykkedes mig faktisk 2 gange at placere en perfekt mawashi-geri på siden af hovedet på Malcolm. Dette var lige så stor en overraskelse for mig, som det sikkert også var for ham. Jeg udviste åbenbart sådan en manglende forståelse for det jeg lige havde gjort, at Tanaka Sensei efterfølgende kørte mig rundt i dojo’en for til sidst at brække min næse. Lektien her var, at jeg havde ”vundet territorium”, men havde sluppet det lige så hurtigt fordi jeg ikke selv troede på det. Det var en visdom jeg først indså mange år senere.

Hvordan var det at blive trænet af Bura sensei?

Bura Sensei har været som en ekstra far for mig igennem hele mit træningsforløb. Jeg har næsten tilbragt mere tid i dojo’en end hjemme, så det blev også naturligt at jeg læssede mange af mine daglige udfordringer af overfor Sensei. 

Hvad har Bura sensei tilført dig?

Sensei har ikke bare tilført mig noget, men hele karate sporten/verden. Sensei har formidlet karate til Danmark og resten af verden og han er blevet en slags knudepunkt for karatedialog og udvikling. Hvis ikke det var for Sensei, der i de tidlige 60’er startede på denne rejse, så havde vi på ingen måde været i nærheden af det som karateverden er blevet til i dag. Jeg er meget taknemlig og ydmyg over at have fået lov til at træne hos Sensei igennem så mange år. Han er uden tvivl den person, der har gjort størst forskel i mit træningsliv. Jeg har opnået en viden og erfaring der har bragt mig vidt omkring. 

Hvordan så andre på Bura sensei dengang?

Bura Sensei er og bliver fadder af karate i Danmark og Sensei er dybt respekteret af alle indenfor karate verden. Sensei var dengang omgæret af meget mystik og disciplin. Når Sensei kom ind i lokalet, så stoppede alle deres gøremål, rejste sig op og udstødte et højt og klart OSU SENSEI. Det var dengang det mest naturlige i verden, og mange kendte ikke til andet. Det var også mit indtryk,  at der var stor forskel imellem de mange klubber hvordan man håndterede disciplinen, man på karateakademiet var man aldrig i tvivl. Det har således også har den sideeffekt, at nogle har valgt andre klubber med en lidt mere tolerant tilgang til træningsdisciplin.

Hvordan var situationen i JKA da Frank Sabro stoppede?

Lige så hurtig som Frank Sabroe blev til Bura, lige så hurtigt var det egentlig overstået. Alle os der havde vores gang på karatekademiet blev blot informeret om, at nu hed Frank Sabroe ikke længere Bura og han var ikke at betragte som en ”del af familien” længere. Det var en meget mystisk exit, som jeg skal undlade at gøre mig klog på idet jeg ikke var en del af ”familiefejden”.

Hvad skete der?

Hvad der egentlig skete, tror jeg man skal spørge Frank Sabroe om for at undgå yderligere rygtedannelse. Ikke at der er noget hemmeligt, men da jeg ikke var en del af familiefejden er jeg ikke sikker på den rigtig version af historien.

Hvordan påvirkede det JKA?

Der var ingen tvivl om at JKA Danmark var rystet over Franks exit og de mange uafklarede spørgsmål. Rent hierarkisk så blev Pall Sempai kørt i stilling som den nye kronprins og livet gik videre på Honbo Dojo. Men Frank Sabroe åbnede Mujin-Kai kort tid efter og begyndte faktisk at udvikle talenter, der i dag er med fremme inden for karatesporten. Jeg tror at Franks exit er meget godt eksempel på hvordan karate egentlig udvikler sig globalt. Når man ser rundt omkring i verden hvordan forbund kæmper internt. Instruktører finder nye veje og starter nye grene/stilarter op og udvikler deres eget system. Set i et længere perspektiv og over en menneskealder er det jo sådan, at stilarter er blevet udviklet igennem tiden og har fået deres eget præg og eget liv.

Hvordan var situationen da Marino sensei, John sensei og Bruno sensei forlod JKA og dannede Dansk Shotokan Forbund.

Det er lidt som at sammenligne det med episoden omkring Frank Sabroe. De 3 personer er nogle personligheder, der på hver sin måde har tilført karate verden noget ganske unikt. Derfor var det en kæmpe ”mavepuster”, da nogle fra indercirklen pludselig brød ud. For alle omkring JKA blev det nærmest tiet ihjel. Det er jo helt klart noget der danner grobund for rygter og historier, hvilke der også har været ganske mange af. Da jeg ikke er helt opdateret med det oprindelig forløb vil jeg undlade at begå mig ud i for mange detaljer.

Bruno sensei startede senere SKIF, hvad var årsagen til det?

Jeg var selv meget tæt på at følge Bruno Sensei, der brød ud af JKA. Det var uoverensstemmelser over måden som Shotokan karate blev repræsenteret i Danmark. Jeg havde selv en længere dialog med Kai Lundager og Lone omkring dette og var ligeledes tæt på at starte i SKIF. Det virkede mærkeligt, at vi andre ikke måtte have omgang med nogle uden for JKA. Især når man ofte ikke helt forstod hvad den bagved liggende årsag var. Der gik ganske meget politik i tingene og det fjernede helt klart fokus for en del, så i stedet for at udvikle stilarten, så prøvede nogle sågar at modarbejde den indefra. Måske det er en del af udviklingen på godt og ondt, men lidt svært at være tilskuer til, når klarheden ikke var den bedste.

Om karate i 70‘erne og 80‘erne

Fortæl lidt om den særlige tid du trænede karate i.

Tiden var sin egen fordi det var en del af opstarten af karate i Danmark. Mange kom og mange gik. Kun få blev hængende og udviklede sig i takt med karateudviklingen. En ting man skal huske på fra især 70’erne var, at stort set samtlige turneringer var åbne klasser. Der var ingen aldersklasser eller vægtgrænser, så det var alle mod alle. Det stillede nogle lidt andre udfordringer til de helt unge, herunder mig selv.

Specielt husker jeg engang i 1975 hvor jeg netop var blevet 1. dan. Der skulle Sporting karate møde Nippon karate fra Danasvej i en venskabs dyst. Intet var på højkant andet end udvikling og æren. På Sportings hold havde vi en udenlandsk kæmper ved navn Raymond. Han var tidligere fremmedlegionær og var super markeret og meget stærk. På Nippons hold havde de bl.a. en af de få piger dengang kaldet ”kamae Britta”. Hun blev kaldt dette på grund af hendes meget markante kampstil. Skæbnen ville, at netop Raymond og Britta skulle møde hinanden i denne fredelige dyst. Kun ganske få sekunder efter at der var sagt ”Hajime” sprang Raymond, som en spændt fjeder, frem mod Britta og leverede en perfekt jodan gyaku-zuki så hårdt, at hun gik ud som et lys og lå på gulvet med næseblod ud over det hele. Raymond fik af Peter Munk (der var dommer) en anmærkning med på vejen: ”Raymond slow down it’s a woman”  og Raymond svarede iskoldt: ”I don’t care I don’t want to loose”. 

Der har været masser af anderledes personligheder igennem årene for blot at nævne nogle få. Den tidligere balletdanser, bodybuilder og skuespiller, Erik Holmey, var på trods af sin store krop i stand til at gå i spagat, han var en smidig kæmper. Der var datidens såkaldte smuglerkonge Leon Owild. Han var stor og trænede også vægttræning. Han var ikke særlig teknisk dygtig, men hans størrelse alene gjorde, at han skabte sig en plads på nogle af vores klubhold. Når man taler om at være stor var det også der hvor Svend-Ole kom ind i billedet. Han var jo noget utraditionel i sin størrelse, men han var faktisk en god kæmper. En af hans gode teknikker var bl.a. de’ashi barai efterfulgt af uraken tsuki. Når hans teknik lykkedes, så ramte han ofte modstanderens ben så hårdt med sin fejebevægelse, at modstanderen nogle gange røg en hel omgang rundt om sig selv inden han faldt.

Så var der Martin Petersen også kaldet den evige violetbælte. Han var violetbælte i næsten 10 år. Da han så endelig skulle til 3. kyu graduering i Frankrigsgade, hvor det var Tanaka Sensei der graduerede,  kom han for sent til sin egen graduering. Han kom løbende ind i Dojo’en totalt stakåndet, bukkede for Tanaka Sensei og råbte højt ”TEKKI SHODAN”. Han startede fint ud med sin kata. Da han endelig sluttede stod han med ryggen til Tanaka Sensei, der fik et totalt grineflip. Det var åbenbart ikke hverdags kost at vende 180 grader i en Tekki kata. 

Det var også i slut 80’erne, at man begyndte med andre alternativer end den traditionelle shobu-ippon. Det var virkelig en omvæltning for mange. Igennem 70’erne og 80’erne blev der lagt en god grobund til den karate vi kender i dag, og det er ofte sjovt at kigge tilbage og se på stilarten fra dengang til i dag. Det er derfor godt, at man byder udviklingen velkommen.

Fra Shihankai træning tilbage i 1995 på Honbo Dojo

Hvordan var forholdet til andre karate organisationer dengang? 

Indenfor Shotokan i Danmark fandtes der kun en stilart. Alle andre var pr. definition dømt ude. Eksempelvis lå Shotokan og Kyokushinkai, med henholdsvis Bura Sensei og Jørgen Albrechtsen, i en slags åben karate krig. Der blev skrevet meget i medierne om hvem der var bedst, størst og stærkest og det hele kulminerede i en besøg hos Kyokushinkai. Her havde et par kandidater fra Shotokan valgt at tage sagen i egen hånd og de opsøgte Jørgen Albrechtsen i hovedkvarteret på Ørnevej. De skabte overskrifter i aviserne og episoderne blev benævnt under titlen “Karatekrigen i Danmark.” Det hele gik dog i sig selv igen, da Jørgen Albrechtsen senere slog sig på fitnesscentre i stedet for, og derved var der stadig plads til både Shotokan og Kyokushinkai i Danmark.

Hvordan blev karate opfattet dengang du trænede?

Karate var på den tid stadig omgæret af megen mystik. Man skal huske på, at i 70’erne var internettet endnu ikke oppe at køre og formidlingen af billeder og film var minimal. Vi hørte og så ofte kun ting vi fik formidlet indenfor egne rækker. Hvorledes man ville tolke sandheden var op til en selv. Når man kigger tilbage, med den viden man har i dag, så er det nemt at se mange af de fejl der blev begået dengang. Måden man trænede på, varmede op på, eller måden man fiksede småskader på. 

Karate blev opfattet som noget unikt, råt og også lidt farligt af udenforstående. Jeg tror også at en del af træningsmåden gjorde, at man selv ønskede at fastholde denne opfattelse. Eksempelvis når man skulle kæmpe mod hinanden så var det jo ikke ualmindeligt, at man sad i skrædderstilling overfor hinanden indtil det blev ens egen tur. Nu var det blot sådan, at der som udgangspunkt altid var pivende koldt på gulvet. Det kunne med tiden godt mærkes når kroppen skulle gå fra at være iskold til at være hypper aktiv på kort tid. 

Op igennem 70’erne og 80’erne formåede karate at bevare sin mystik og japanske uskyld. Det var også dengang helt unikt når man var 2., 3. eller 4. dan, for dem var der ikke mange af. Karateverden var måske heller ikke større end at man kunne bevare overblikket. Kontra i dag hvor så mange forskellige stilarter har set dagens lys. Med fare for at lyde lidt gammeldags så var det dengang således, at når man var verdensmester i karate i sin stilart, så var man den eneste verdensmester, hvor der i dag er i både aldersgrupper og vægtklasser + forskellige forbund.

Hvordan blev det opfattet, da der senere blev dannet andre Shotokan organisationer i Danmark? 

I starten virkede det lidt tabu agtigt forstået sådan, at vi umiddelbart ikke skulle mingle for meget med andre uden for JKA, der jo var den eneste rigtige måde at træne karate på. Der sker det, at der også uden for Danmark var nogle forskellige opbrud og flere store navne bl.a. fra Japan brød ud fra JKA for at starte Shotokan under andre forbund. Herunder Kanazawa Sensei, der jo bl.a. også har hjulpet SKIF (under Kai Lundager) i Danmark godt på vej. Så udviklingsmæssigt var det jo en god ting idet stilarten bliver forfinet og justeret og set med andre kritiske øjne.

Havde du omgang med andre der trænede i andre Shotokan organisationer eller andre stilarter?

Jeg var i den ”heldige” situation, at jeg ikke havde indgået nogen skjult kontrakt eller dagsorden med andre end mig selv. Således havde jeg kontakt med alle andre budoformer, hvilket jo hang meget godt sammen med den udvikling jeg selv søgte. Jeg har selv en overbevisning om. at jo mere vi tilfører egen stilart,  jo mere kan vi udvikle den. Så jeg havde kontakt med både SKIF, Wado-ryo, Gensi-kan, Kyokushin-kai, Taekwondo og Wing Tsun. I min egenskab af selvforsvarsinstruktør på politiskolen inviterede jeg forskellige stilarter på besøg for at udfordre og udvikle det etablerede system. Dette var en rigtig god læring for alle parter. 

Sportsligt

Du har deltaget i turneringer, hvilke har gjort størst indtryk på dig?

Jeg var fast mand på landsholdet igennem 12 år, men var desværre sjældent med til udekampe grundet mit arbejde. Jeg blev udtaget til WM i Japan i 1977, men måtte melde afbud pga. økonomi. Jeg har været udtaget til EM i Milano og WM i Los Angeles men kom ikke af sted grundet skade i knæet. Jeg valgte derefter at repræsentere klubben ved DM for hold som et slags kompromis for min umulige arbejdsplads og for at bevare min plads i toppen af Dansk karate. 

Hvad er efter din mening det største sportslige resultat du har oplevet?

Jeg har over en periode på 14 år vundet 10 DM for hold. Samt 1 gang Nordisk mester for hold, en sølv og en bronze i NM for hold.  

Hold DM 1984

Hvem er den sværeste modstander du har mødt og hvorfor?

Den sværeste modstander jeg har kæmpet mod var Yahara Sensei, da han var på besøg i Danmark. Han var usædvanlig hurtig og han havde foruden en temmelig hård markering også en fantastisk teknik. Hans spark og stød var formidable. Ellers så har jeg traditionen tro måtte kæmpe mange kampe med Tanaka Sensei. Jeg var af mærkelig årsager et yndlings offer og blev altid peget ud når der skulle kæmpes. Der lærte jeg så til gengæld grundstenen til mig egen sparke teknik, hvilket nok har været visdommen bag de mange kampe med Tanaka Sensei. 

Karatesporten i dag 

Hvordan opfatter du sportsdelen indenfor karate i dag?

Når man kigger med ”de gamle” skikke og discipliner for øje er en del af den gamle ånd måske fadet lidt ud til fordel for en mere tids tilpasset konkurrencesport. Når man ser moderne karatekonkurrencer i dag, så minder de i høj grad lige så meget som en hvilken som helst anden sportsgren. I gamle dage var disciplinen fra dojoen med under hele stævneafviklingen, fra start til slut.  

Rent sportsligt syntes jeg at karate er blevet lidt mere publikumsvenligt med både vægtklasser og aldersgrupper som tilskønner og hjælper mange gode talenter på vej.

Er der forskelle på den måde man kæmper på i dag og dengang du stillede op?

Som tidligere nævnt, så er der en markant forskel på shobu-ippon og shobu-sanbon. Dengang kæmpede man for det eneste ene point, så initiativerne var måske lidt mindre, da man ret hurtigt kunne sætte det hele over styr. Under shobu-sanbon, hvor man jo har nogle flere chancer, udvikler stilarten sig ligefrem proportionelt med antal forsøg. Så på godt og ondt har det haft indflydelse på udviklingen. Det man tidligere talte meget om i bl.a. dommer- og instruktørkredse var, om der over tid ville ske en forfladelse af de forskellige teknikker, når man måske belønnede ”dårligere” teknikker med eks. wazari fordi der nu pludselig var flere point at dele ud af.

Uagtet dette, så syntes jeg at karate har taget en meget positiv drejning, rent sportsligt. I dag er Danmark med helt fremme indenfor international karate, hvilket i min optik fortæller, at den investering der er blevet lavet for over snart 50 år siden har båret frugt.

Har karate forandret sig siden du trænede og syntes du er det godt eller dårligt? 

Karate har udviklet sig markant siden dengang og det ses tydeligt på gamle filmklip fra youtube og andre arkiver. Selve sporten er blevet lidt mere publikumsvenlig med mere bevægelse og dynamik. Ikke at det manglede i gamle dage, men da man tidligere kun kæmpede til 1 ippon var chancerne anderledes og man kæmpede umiddelbart mere kort og kontant. I dag virker det som om at man godt kan tage nogle flere chancer. Hvis man mister de først par angreb, så har man flere chancer.

Hvad mener du selv om kihon, kumite og kata og er det relevant at træne det hele? 

Jeg er nok af den gamle skole og mener at kihon og kata er de helt klare grundelementer i selve kumitedelen. Har man ikke det basale på plads,  så vil det igennem tiden kunne ses på den udvikling man lægger for dagen. Det er ofte via forfinelse af teknik, at vinderne skal findes. Kigger man tilbage på mange af de store navne i både ind- og udland, så har de alle hver i sær haft deres eget særpræg i deres måde at kæmpe på. Eks. så har Tanaka Sensei forfinet sin sparketeknik i en grad, der gør at han har et af de hårdeste spark overhovedet. Asai Sensei forfinede sin bevægelsesteknik i en særlig grad der gjorde, at han var usædvanlig svær at ramme. I moderne psykologi hedder det jo mere stress jo mere automatpilot. Oversat betyder det, at jo mere presset man bliver, jo mere bruger man alt det basale der tidligere er kommet på lager i hukommelsen. Så gentagelse på gentagelse i eks. kihon og kata vil her klart have deres berettigelse. For når vi bliver ekstremt pressede, så er det her at gentagelserne i vores adfærd tager over.

I dag er der udøvere og klubber som kun fx træner kumite. Hvad mener du om det?

Så længe man ikke blander forskellige begreber sammen og skaber forvirring, så kan de træne deres egen stilart og den kan have sin egen berettigelse. Man skal bare ikke kalde det hverken traditionel eller moderne karate. Eksempelvis så træner de heller ikke så meget kihon i traditionel MMA, og det har på udmærket måde slået igennem som et underholdende mix af forskellige kampformer. Man skal dog stadig huske på at alt det grundlæggende, herunder kihon og kata, er ”fødekanal” til den kommende form for kumite man ønsker at kæmpe. Uden en grundlæggende forståelse er jeg bange for at man på sigt kommer til at forflade kampformen. Lad mig give et eksempel. Under min tid som forbundsdommer bemærkede vi adskillige gange, at flere karateudøvere havde specialiseret sig i at lave higi-te (trække hånden tilbage), men med åben håndflade, således at hånden klaskede mod deres egen gi når de stødte mod modstanderen. Det gav en højere lyd og kunne forveksles med at modstanderen blev ramt. En fordrejning af en teknik, der med tiden er blevet dårligere og dårligere på grund af et forfejlet formål. Så uanset kampform,  så hører der altid en form for grundlæggende basis træning til, da  ”kampkunsten” ellers dør i sin oprindelige form.

Har karate en fremtid som budo i Danmark?

Karate er ikke noget du træner, det er en måde at leve på.

Nutiden

Hvad laver du i dag og hvad optager dig? 

Med alderen begynder man at forstå livet og finder ud af at vejen til målet egentlig er målet i sig selv. Det er den selvindsigt man får undervejs. Så filosofi, mentalt & fysisk velvære samt det nære optager mig utrolig meget. Jeg elsker rejser til østen og er typisk væk hele januar eller februar måned for at tage på en åndelig og mental rejse til Østen. Jeg rejser en del i både Thailand, Vietnam, Cambodia, Bali og Japan. Jeg nyder også at udfordre mig selv ved at besøge forskellige stilarter og kampformer når jeg nu alligevel er i Østen. Så løber jeg også en hel det da jeg her har fundet en anden meditativ tilstand hvor jeg kan lade op mens jeg bruger energi. Jeg har løbet 8 halvmaraton samt et enkelt maraton.

Fra en løbetur på Karstellet i København. Billedet blev brugt i Jyllandsposten til en helside i forbindelse med bogudgivelsen.

Har du kontakt til karate udøvere fra dengang du trænede?

Jeg ser stadig en del af ”de gamle” og er ofte til både stævner og forskellige komsammen. 

Hvilke værdier mener du at karate har tilført dit liv, og har du kunnet bruge noget af det i dit liv frem til i dag?

For mig er karate en livsstil, det er en måde at leve livet på. Jeg tænker, reagerer, udregner, beregner og kæmper karate i det daglige. For mig er den fysiske del i karate kun en lille ting, den mentale del er langt større og det er ligeledes den del der har givet mig mest. Jeg er måske på grund af både kampsport, jobbet som livvagt og nu sikkerhedsansvarlig forholdsvis miljøskadet. Forstået på den positive måde. Fx forsøger jeg altid at undgå at bringe mig selv i situationer jeg gerne vil undgå. Lidt som livvagten, der fysisk går 3 skridt bag personen han passer på, men i tankerne er 2 skridt foran. Uden at jeg føler at jeg lider af paranoia har jeg det altid bedst med at forberede mig meget grundigt for derved at undgå overraskelser. Det hænger ganske godt sammen med måden at kæmpe på og som en amerikansk eliteenhed udtrykker deres motto på:  “Train hard, fight easy.”

Det som jeg er karateverden taknemlig for er det mindset som jeg har fået igennem de over 35 års træning med verdens bedste trænere, udøvere og kæmpere.

Min egen livsfilosofi kan siges på følgende måde: “At besejre sin modstander uden kamp – er den største sejr.” 

I 1990 tilmeldte jeg mig til et cykelløb i USA hvor man skulle cykle fra New York – Miami på 14 dage. Et vildt eventyr, der blev aflyst kun 3 dage før afgang pga. manglende økonomi.

Du har skrevet en bog, kan du fortælle lidt om den og hvordan den er blevet modtaget?

Bogen har solgt over al forventning, hvilket måske skyldes at den blev modtaget som en slags forløber for ”Jægerbogen”. Små 9 måneder før bogen udkom udsendte forlaget en såkaldt teaser, en lille forsmag på bogen. Det afstedkom et voldsomt skriveri i medierne, hvor en journalist på den ene side forarget spurgte om det nu også kunne være rigtigt at en livvagt brød med tavsheden. På den anden side stod PET, der adspurgt i medierne afviste at det var OK at bryde med tavsheden. Nu skal det siges, at på dette tidspunkt var bogen endnu ikke udgivet og alt hvad der blev skrevet i pressen var baseret på gætterier om hvad man troede der ville komme til at stå i bogen. 

Fra en tur i Japan med Kronprinsen hvor vi er på vej ud på en dykkertur.

Fra min tid som livvagt for Kongehuset. Her er det prins Joachim og Alexandra der var på besøg i Sønderjylland.

Bogen er en biografi og handler om mit liv med kampsport, uddannelse, de svære valg i livet samt et job med livet som indsats. 

I bogen kommer jeg en del ind på den indflydelse som karaten har haft i mit liv. Karate har være co-pilot på min vej igennem livet, hvilket også afspejles af den filosofiske tilgang til livet jeg har i dag. 

Jeg efterlever dagligt den ældgamle bushido ånd ved at udvise ære og respekt for andre mennesker, være tro og loyal mod det jeg tror på, samt udøve godgørenhed overfor omverden. Bogen hopper frem og tilbage i tiden med historier fra de forskellige verdener og jeg forsøger at uddrage visdommen og budskabet fra alle de episoder jeg har oplevet. Det er således dem jeg deler med læserne.

Fra mit besøg hos SRT (Special Responce Team) i Miami. Det er deres finskytte riffel jeg får lov til at besigtige.

Bogen blev,  måske takket være den massive medieomtale solgt i over 52.000 eksemplarer, hvilket er ganske meget i Danmark. Så alt i alt har det været en god rejse med bogen. Jeg har måttet dykke ned i min fortid og dechifrere alle episoder og hændelser igen og igen. Det har betydet en ekstra oplevelse, en slags rejse tilbage til fortiden. Kunsten i bogen har været at tage læseren med ind i oplevelsen, fuldstændigt som jeg selv oplevede det for år tilbage. Bogudgivelsen har været en særdeles god oplevelse på mange måder.

Hvad vil du gerne huskes for?

At have gjort en forskel for andre, både indenfor kampsport, job og blandt venner og familie. Jeg tror selv på, at min mission her i livet er at gøre noget for andre mennesker og derved gøre en stor forskel. Måske er det derfor, at jeg er havnet hos FN, hvor jeg dagligt kan smile når jeg er på arbejde fordi jeg ved at min daglige indsats betyder en forskel for millioner af mennesker verden over.