Årets EM i ESKA blev afholdt i Chalkida/Grækenland fra den 25-27. november 2016
Der var 8 kæmpere fra JKA Danmark som deltog ved stævnet. Stævnet havde rekord mange deltagere i år med 750 starter i kadet, junior og senior klasserne. De danske deltagere var i kadet klassen: Mikala Hansen fra Bornholm, Sif Rasmussen og Ceyda Kibar fra Amager og Noor Kanamat fra Nørrebro/København. I junior klassen var det: Mark Bentzen fra Bornholm, Lasse Persson fra Helsingør og Sofia Kanamat fra Nørrebro/København. Vores eneste senior i år var Jacob Nissen fra Nørrebro/København.
Jesper Grann deltog som dommer igen i år og undertegnede forestod coachingen med support fra Mick Gaarde. Kim Rasmussen var som sædvanligt fotograf. Der ud over havde vi familie og supportere med så vi i alt var 18 deltagere i turen.
Chalkida er en lille hyggelig by med begrænset hotelkapacitet, derfor boede vi ca. 25 km fra byen på et hyggeligt lille hotel i byen Eretria, hvor deltagerne kunne slappe af når de ikke var i ilden.
Stævnet er planlagt, så kadet kæmper om fredagen. Juniorer om lørdagen og seniorer om søndagen. Stævnet blev som sædvanligt gennemført med minimale forsinkelser i forhold til tidsskemaet, hvilket er en kæmpe fordel for kæmperne, idet de så ved, hvornår de skal begynde at forberede sig. Ved dette stævne er det også muligt at deltage i en ældre kategori, hvis man har lyst til det. Derfor var nogle af kæmperne på arealet både fredag og lørdag.
Den første der skulle på gulvet om fredagen var Sif Rasmussen. Hun deltog i Kata, men tabte til Gonzalez fra Spanien. I kadet kumite var den første på arealet Mikala Hansen. Hun tabte sin kamp mod Mikulska fra Polen. Ceyda Kibar tabte til Roper fra Wales. Sif Rasmussen tabte til Royle fra Irland. Noor Kanamat vandt sin første kamp over Skarogiannis fra Cypern. Men tabte den anden kamp mod Skrouba fra Polen.
Pigerne stille også et hold i kumite. I første kamp tabte de 2-0 til Polen som senere blev europamestre.
Lørdagen startede igen med kata. Igen var det Sif Rasmussen som skulle først på gulvet. Sif tabte til Koppeova fra Tjekkiet. Mark tabte sin første kata mod Matousek ligeledes fra Tjekkiet.
I kumite vandt Ceyda Kibar sin første kamp over Pinto fra Portugal med 2 flotte scoringer. I anden kamp tabte Ceyda til den senere europamester, Grimm fra Tyskland. Ceyda kæmpede uafgjort, men tyskeren blev desværre udråbt som vinder. Noor Kanamat tabte sin førte kamp til Seremetakis fra Grækenland med 2-1. Mark Bentzen tabte sin kamp til Spencer fra England. Lasse Perssontabte sin første kamp til Merwanson fra Sverige.
Sofia Kanamat var på toppen og vandt sin første kamp over Marosvölgyi fra Ungarn. Den anden vandt hun sikkert over Borys fra Polen. I tredje kamp scorede Sofia Ippon mod Dokter Sanne fra Schweiz. I pulje finalen vandt Sofia over Oliveira fra Portugal. Hvorefter Sofia gik videre til finalerne senere på dagen.
I junior herre mødte Danmark med Lasse, Noor og Mark på holdet England i første kamp. England vandt 2-1. Noor lavede dog dagens flotteste Ippon da han vandt sin kamp over en stor englænder. Det engelske hold blev senere nr. 2. Tabte til Rusland i finalen.
I junior damer med Sofia, Mikala og Ceyda på holdet tabte de første kamp til Litauen med 2-1. Ceyda vandt sin kamp meget flot.
I semifinalen senere på dagen mødte Sofia; Vass fra Ungarn. Ungarn kom hurtigt foran, men Sofia fik udlignet og vandt senere meget flot kampen. I finalen mødte Sofia; Grimm fra Tyskland. Her var det Sofia som kom foran først. Tyskeren fik dog udlignet så kampen endte uafgjort. Næste kamp til første scoring var det tyskeren som kom først. Men en meget flot sølvmedalje til Sofia.
Søndag var det kun Jacob Nissen som skulle kæmpe. Desværre vågnede Jacob midt om natte med diarre og måtte sidde til pressemøde den halve nat. Jacob gik dog videre fra første runde da Nemeth fra Ungarn ikke mødte op. I næste runde kæmpede Jacob mod Ciutra fra Litauen. Kæmperen fra Litauen fik 2 advarsler i kampen pga for hård kontakt. Kampen endte dog uden scoringer. I omkampen fik Litauen den første scoring og kampen var over for Jacob. Hvis man ikke er 100% på toppen så har man ikke mange chancer i dette selskab
Det er ikke fordi at de er dårlige eller dårligt forberedte når mange af deltagerne taber deres første kamp. Det siger blot noget om, hvor højt niveau konkurrencen foregår på. Der var blandt andet en tidligere europamester fra Rusland, der tabte sin første kamp. Så man skal bare være på dupperne fra stævnestart. Samtidigt skal man holde kampgejsten oppe når man skal igennem en del kampe. I herre kumite var der 88 starter. Så det bliver til 6-7 kampe før man kan kalde sig europamester.
Stort tillykke til Sofia
Tekst: Preben Nielsen Foto: Kim Rasmussen
Seneste kommentarer