Vi har fået flere henvendelser fra karateklubber, som har henledt vores opmærksomhed på, at Dansk Karate Forbund har udsendt forslag til vedtægtsændringer. Flere har tilkendegivet, at de undres over, at en vedtægtsændring med så markant en ordlyd ikke er fremhævet i materialet.
På denne baggrund har redaktionen valgt at se nærmere herpå.
Vedtægtsændringen
Dansk Karate Forund afholder generalforsamling den 14. maj. Her fremlægger Dansk Karate Forbund nye vedtægter til afstemning. En af ændringerne fremgår under “Kriterier for medlemsskab”, § 3 punkt E:
“Forbundets bestyrelse kan under iagttagelse af disse loves sanktionsbestemmelser for kortere eller længere periode tildele en medlemsklub karantæne eller eksklusion, hvis den deltager i idrætsaktiviteter, der er i strid med de for forbundet gældende regler, jf. § 2 D, hvilket omfatter WKF’s forbud mod at deltage i idrætsaktiviteter med eller arrangeret af dissidentforbund. Den klub, der er tildelt karantæne eller meddelt eksklusion, har ret til at få spørgsmålet om karantænen eller eksklusionen og disses varighed afprøvet på den ordinære generalforsamling.”
Dansk Karate Forbund har tidligere ekskluderet klubber, efter at de havde deltaget i et stævne arrangeret af et, i følge Dansk Karate Forbund, dissidentforbund. Dette lægger Dansk Karate Forbund op til nu også at skulle omhandle idrætsaktiviteter med, eller arrangeret af, dissidentforbund. Hvad idrætsaktiviteter præcist dækker over står hen i det uvisse, men det virker som en skærpelse af klubbernes og medlemmers rettigheder.
Dansk Karate Forbund ønsker formentlig at læne sig direkte op ad World Karate Federations omstridte § 21.9 som siger, at det ikke er tilladt at pleje omgang med et dissidentforbund.
Således må det stå enhver klart, at Dansk Karate Forbund sender et tydeligt signal til deres medlemsklubber om, at tage ansvar for hvad deres medlemmer foretager sig i relation til idrætsaktiviteter uden for Dansk Karate Forbund. Overholdes dette ikke kan Dansk Karate Forbunds bestyrelse gribe til karantæne eller eksklusion overfor klubben eller medlemmet.
Offentlig finansieret karateforbund
Isoleret set kan Dansk Karate Forbund, eller andre forbund i Danmark, vedtage de vedtægter, regler og rammer, som man finder fornuftige og kan stå indenfor.
Det forholder sig dog således, at Dansk Karate Forbund, – som eneste karateforbund – modtager offentlige midler via Danmarks Idrætsforbund. Dansk Karate Forbund modtager årligt ca. 2 millioner offentlige kroner.
Redaktionen skønner, at der i Danmark findes mindst 20.000 aktive karateudøvere. Til Dansk Karate Forbunds generalforsamling har 49 klubber indløst licenser til ca. 3.000 medlemmer.
Derfor må man med rette spørge, om Dansk Karate Forbund kan tegne karate i hele Danmark, da Dansk Karate Forbund alene organiserer en mindre del af alle karateudøvere i Danmark.
Har Dansk Karate Forbund en størrelse indenfor karate, som giver dem den legitimitet, der skal til for at stå i spidsen for karate i Danmark? Hvis der alene er èt forbund, der kan modtage offentlige støttekroner indenfor karate, burde man kunne forlange, at et sådan forbund ville bestræbe sig på at favne flest klubber og stilarter for at udbrede og understøtte karate i Danmark bedst muligt.
Det handler om rimeligheden af, at et offentligt finansieret karateforbund kan opstille regler, der er så rigide at de ekskluderer fremfor at inkludere. De opstillede regler ligger langt fra de normale foreningsmæssige og demokratiske traditioner, der gælder i Danmark.
Dansk Karate Forbund i forhold til Danmarks Idrætsforbunds værdier
Det er vores opfattelse, at Dansk Karate Forbund fjerner sig, med denne vedtægtsændring, fra Danmarks Idrætsforbunds grundlæggende værdier, som er beskrevet i deres politiske program.
Af det politiske program fra Danmarks Idrætsforbund fremgår det at:
“I det politiske program viser vi den udviklingsvej, vi ønsker for DIF og dansk idræt. Vi vil værne om idrættens værdier og sikre gode rammer at dyrke idræt i. Vi vil give mulighed for, at man kan involvere sig og sikre, at idrætstilbuddene er attraktive, fleksible og mangfoldige. Til gavn for den enkelte og for fællesskabet i samfundet.”
De regler og rammer Dansk Karate Forbund sætter for deres medlemsklubber, skaber efter vores opfattelse ikke grobund for et mangfoldigt karatemiljø i Danmark. De skaber ikke fleksible rammer, tværtimod indskrænker de klubber og udøveres mulighed for at udvikle sig og indgå i træningsfællesskaber. Dermed skaber Dansk Karate Forbund ikke de bedste betingelser for at vækste karate i Danmark.
Alt efter hvordan man skal fortolke ordlyden i forslaget til vedtægtsændringen, kan der være en risiko for, at aktiviteter med dissidentforbund ikke alene retter sig mod karaterelaterede aktiviteter, men også idrætsaktiviteter, som nævnt i forslaget.
Ulige konkurrencevilkår
I Danmark findes der lokalt samarbejde på tværs af karateforbund og karateklubber. Senest var der ved Shingo Ryu Cup i Næstved deltagelse af kæmpere fra flere større forbund i Danmark. Stævnet var en stor succes, og et nyt samarbejde mellem forbund og klubber har set dagens lys. Et sådan stævne og samarbejde vil således ikke fremadrettet være muligt, under de betingelser som Dansk Karate Forbund har stillet op i deres vedtægter.
Mange stævneaktiviter er afhængige af deltagergebyr for at gøre det muligt at afvikle et stævne. Lokale karatestævner betyder meget for fællesskab og udvikling af nærområder, ligesom det knytter forbund, klubber og udøvere sammen.
Ved at diktere hvilke stævner og idrætsaktiviteter deres medlemmer må deltage i, mener vi, at Dansk Karate Forbund er medvirkende til at bremse udviklingen indenfor karate i Danmark. Der er flere eksempler på, at stævner er blevet aflyst, eller at kæmpere har trukket sig, efter henvendelser fra Dansk Karate Forbund, som har opdaget, at der er tilmeldt kæmpere fra andre karate forbund.
Vi mener, at Dansk Karate Forbund lægger op til at gøre det sværere at afvikle karatestævner i Danmark. Med offentlige midler i ryggen har Dansk Karate Forbund “råd til” at afvikle stævner uanset deltagerantal. Dette er ikke muligt for resten af karate i Danmark, som er afhængige af, at forbund og klubber støtter op om deres stævner for at gøre det økonomisk muligt at afvikle et stævne. Vi finder det problematisk og direkte skadeligt, for sammenhængskraften indenfor karate i Danmark, at Dansk Karate Forbund ikke tillader deres medlemmer at stille op til lokale karatestævner og karatearrangementer arrangeret af andre forbund. Denne konkurrenceforvridning gavner ikke udviklingen af karate i Danmark.
Hvad er Dansk Karate Forbund bange for?
Dansk Karate Forbund signalerer lukkethed og udviser en ekskluderende tilgang i forhold til alle andre karateforbund, klubber og udøvere, som ikke er medlem af Dansk Karate Forbund.
Vi har en formodning om, at den sportslige internationale satsning, forankret i WKF, har en afgørende betydning for Dansk Karate Forbunds frygt for at inkludere andre.
Men hvad er det Dansk Karate Forbund er bange for? Er det fordi, at et begrænset antal klubber i Dansk Karate Forbund, som har kæmpere på landsholdet, vil gøre alt for at indrette sig under WKF ?
For den helt almindelige karateudøver, som dyrker karate på motionsplan, har det næppe den helt store betydning om deres klub er medlem af WKF eller ej. Redaktionen kommer ofte i kontakt med karateudøvere, som ikke er vidende om WKF.
Hvordan skal klubberne forholde sig?
Hvis medlemsklubberne i Dansk Karate Forbund stemmer ja til denne vedtægtsændring, vil det øjeblikkelig få konsekvenser for deres medlemmer. Som medlemsklub skal man være meget omhyggelig med, at informere sine medlemmer om de regler og rammer som Dansk Karate Forbund har sat op for deres medlemsklubber og medlemmer. Det stiller krav til at medlemsklubberne formår at definere og forklare hvilke arrangementer som er tilladte at deltage i.
Set med redaktionens øjne, er det en uheldig situation at sætte klubberne i. Klubberne bruger meget tid på, at forklare sine børn og unge om de værdier som karate bygger på. At de skal kunne glæde sig på andres vegne, være gode kammerater, vise hinanden respekt m.v. I samme moment skal medlemsklubberne under Dansk Karate Forbund instruere deres medlemmer om, at de ikke må have noget som helst med klubber/medlemmer under andre forbund at gøre. Det virker ikke som en heldig situation ud fra en pædagogisk synsvinkel.
Som instruktør er det vigtigt at gå foran med et godt eksempel, og vise vejen, men med det signal som Dansk Karate Forbund sender ved deres forslag til vedtægtsændring, viser man en vej som er brolagt med skepsis overfor andre, og med et direkte forbud mod at omgås andre skaber man et “dem og os”.
Fremtiden for Dansk Karate Forbund
Indenfor det seneste stykke tid har en del karateklubber valgt at melde sig ud af Dansk Karate Forbund, da de ikke ønsker at begrænse deres medlemmers muligheder for at deltage i aktiviteter på tværs af andre stilarter og forbund.
Det virker derfor besynderligt, at Dansk Karate Forbund nu vælger at skærpe kursen yderligere overfor deres medlemmer i en tid, hvor medlemstallet er dalende, og hvor karate i det øvrige Danmark fremstår i et langt mere åbent miljø end tidligere.
Redaktionen mener, at det åbne karatemiljø er gavnligt for klubber og lokalområder i Danmark. Vi finder det problematisk, at Dansk Karate Forbund, som har taget monopol på at definere hvad karate er, med offentlige midler i ryggen, lægger hindringer i vejen for udbredelse og udvikling af karate, og afvikling af karatearrangementer i Danmark.
Set i lyset af, at Dansk Karate Forbund tegner sig for en mindre del af karateklubberne i Danmark og deres opfattelse af, hvad gode rammer for deres klubber og medlemmer er, kan man spørge om det ikke ville være en god ide, hvis tildeling af offentlige midler fra Danmarks Idrætsforbund fremadrettet skal ske på en anden måde, således at flere karateforbund kan få andel i de offentlige støttekroner.
Redaktionen
Link til vedtægtsændring
Det forekommer lidt som skræmmende læsning at et forbund der burde repræsentere bredden af karate i Danmark, kan slippe af sted med at tvinge deres medlemsklubber til ikke at deltage i de arrangementer der kører i Danmark. Nu har trusler om sanktioner aldrig været et godt udgangs punkt for at skaffe / holde på medlemmer , så mand kan kun gætte på at Dansk Karate Forbund på sigt kører sig selv ud over kanten og står tilbage med meget få medlems klubber. Vi skriver 2016 mon ikke det var på tide at ligge stilarter og kamp reglers forskelle til side og begynde at kigge på hvordan Karate kan styrkes i Danmark.
Mand bør også spørge sig selv hvor DIF er i dette spil. Det kan undre at der ikke er nogen i DIF der reagere når et special forbund der Kalder sig Dansk Karate Forbund bevist udelukker en stor del af karatens folk fordi de gerne vil være varieret i deres tilgang til Karate.
Fremtiden for karate bør være alt andet en udelukkelser og sanktionér, i stedet bør det handle om fælles skab og glæde ved at kunne mødes til arrangementer på tværs af stilarter og regelsæt. Dette vil på sigt efter min mening fremme og gavne alle der har glæde af at træne karate.
Jeg kan kun håbe at medlemsklubberne i Dansk Karate forbund efterhånden lader fornuften råde og reformere forbundet så det er til gavn for alle karate udøvere i Danmark.
OSU
Kim.