Tekst: Carsten Heinrich

Foto: Tonni  Norslev 

 

 

 

 

 

Foredrag om samuraisværd ved Dansk Kobudo Forbunds Budotræf.

Artiklen om Budotræf kommer i den kommende uge.

  

Efter endt seminar var der foredrag v. Frank Fürst fra Nippon Sport, komplet i samurai dragt, om samuraiens primære våben –’katanaen’ og fremstillingen og vedligeholdelse af denne. Der indledes med fortællingen om den nok mest kendte samurai, Miyamoto Musashi (c. 1584 – 13. juni, 1645), og dennes betydning indenfor samurai ‘kunsten’.Efter sigende var Musashi, efter at have deltaget i en hel del dueller og større slag, uovervindelig. Efter at have stoppet sit virke som ‘kriger’ kastede Musashi sig over kunsten og skrev det berømte værk ‘De Fem Ringes Bog’.

Musashi blev desuden også berømt for sine malerier, hvoraf det mest berømte kalligrafi af Musashi blev udstillet til foredraget -se nedenfor. Herefter beskrev Frank Fürst indgående om den proces som skulle til for at fremstille en katana. Originalt og den dag i dag (der er ca. 200 katana fuldtids-smede i Japan) fremstilles en katana af stålet ’tamahagene’ som udvindes af jern sand, som blev fremvist og rundsendt til foredraget.Jern sandet, sammen med kul, bliver lagt i et stort ler-kar når den rigtige temperatur er opnået.

Denne proces tager cirka en uge (så vidt huskes).Herefter slås lerkaret i stykker for at kunne fjerne jernmassen (kera), hvorfra stålet ’tamahagene’ fremstilles. En klump af ’tamahagene’ blev ligeledes vist frem af Frank Fürst. Efter dette kommer så den langsommelige smedningsproces hvor stålet varmes op, hamres og foldes. De mange foldninger af stålet er med til at fjerne urenheder, hærde stålet og fordele kulstof indholdet i stålet.Da kulstof indholdet varierer meget ved fremstilling af stål i det ovennævnte ler-kar, vælges der udfra den producerede ’klump’ tre typer stål med hver sit kulstof indhold (og dermed også hver sin hårdhedsgrad).Disse tre typer stål bliver så smedet sammen lagvis, typisk med det blødeste stål som den inderste kerne, det næst blødeste yderst og det hårdeste blev brugt til selve æggen.

 

Frank fortalte også om at man aldrig rørte ved bladet på en katana, da éns fingeraftryk indeholde syre og dette derfor ville igangsætte en rustningsproces. At man den dag i dag kan finde katanaer så velholdte at ’de kunne være lavet i går’ tilbage fra det 15. århundrede (mindst), skyldtes også at man i Japan fremstillede skederne af træ, som holdt fugten ude, og at de sad så tæt på klingen at de var helt lufttætte.Vi blev også klogere på hvordan man kunne se på en katana de tre forskellige lag af ståltyper og hvor besværlig det er at pudse en katana op. Til slut havde Frank en rigtig flot udstilling af gamle katanaer, kortere sværd og knive med som vi kunne beskue og stille spørgsmål til.