Af Christian Strarup

Den danske karateverden er mere splittet end nogensinde før og fraktionerne er trukket temmelig hårdt op. Uanset om man er på WKF holdet eller WUKF, JKA etc så har man meget lidt pænt at sige om sin modpart.

Kun to episoder har i nyere tid kunne samle karate-Danmark. Og begge gange har været på en særdeles trist baggrund.

I 2010 gik Kai-Sensei bort og efterlod en masse elever, træningspartnere etc. I dyb sorg. Og senest har karateverdenen mistet Jesper Jul til en gal mands værk.

Begge efterlader sig et stort tomrum og begge har berørt mange med deres fantastiske evner, deres dedikation til karaten og deres ligegyldighed overfor verdensforbund, stilarter osv. De brændte for karaten, for deres elever og deres karriere udi kampkunsten. Ved begge lejligheder blev der grædt, krammet og også smilet ved minderne om de mange stunder som både Jesper Jul og Kai Sensei har beriget os med.

Jeg var der, da Kai sensei blev bisat og genkende rigtig mange karate-kaer som med røde øjne og grådkvalte stemmer, var mødt op for at vise sensei den sidste ære og respekt. Jeg var til fællestræningen i Solrød, hvor børn, unge, gamle venner, træningskammerater og elever mindedes Jesper Jul, og hvor der helt i Jespers ånd blev trænet karate – se fremad og hold fokus.

Og jeg ved at der er afholdt indtil flere fællestræninger for at mindes Jesper Jul – desværre var jeg forhindret i at deltage, men jeg formoder at folk, på tværs af politiske ståsteder, samledes om at ære Jesper og det arbejde han har lagt i karaten og ikke mindst for den ven, træner, coach, kollega etc. Han var.

Jeg er bestemt ikke den rette til at skrive en nekrolog over disse to kæmpe personligheder – dertil har andre en langt dybere kendskab til både Kai Sensei og Jesper Jul.

Mit ærinde er derimod noget andet. Kai sensei var respekteret for sine evner langt udover hans egen stilarts rammer. Det samme var Jesper Jul. Begge underviste på kryds og tværs for at udbrede deres viden. Begge var oprindeligt Shotokan-folk, men jeg ved at Jesper Jul underviste i Egedal som er en helt anden stilart. Kai sensei var i mange år en højt respekteret dommer i Dansk Karate Forbund og udbredte sin store viden til alle som ville lytte og lære.

Ved begge begravelser var karate-Danmark samlet. Og hvor er det dog en trist baggrund at samle en verden som om noget burde stå sammen og som kunne høste så mange fordele af at forene kræfterne i stedet for at modarbejde hinanden.

Hvorfor er det først, når vi skal vise nogle store personligheder den sidste ære, at vi kan være i stue sammen? Hvorfor er det først, når vi siger farvel og ønske god rejse hinsiden, at vi kan samles og egentlig gøre det som de to personligheder ønskede – nemlig at vi alle kunne samles om karaten og ikke politik, snørklede regler og indbyrdes stridigheder.

Jeg vil ønske at nogen kunne forklare mig det. Burde vi ikke ære det som både Jesper Jul og Kai sensei udbredte – nemlig den mangfoldige karate, den inkluderende karate? Burde vi ikke kigge indad og se, om ikke vi i vore forbundklæder kan finde en gnist eller to til at kæmpe for at forene karaten i Danmark – så vi ikke samles igen næste gang en af vores store personligheder går bort?

Vi skylder hinanden – og ikke mindst Jesper Jul og Kai Sensei – den gestus at kæmpe for et forenet karate Danmark.

Æret være deres minder!