I uge 42 var 16 karateudøvere på træningstur til JKS Honbu dojo i Tokyo, under ledelse af Sensei Jesper Markvardsen. Det blev en fantastisk tur med 3 timers daglig træning i absolut topklasse og en hyggelig mulighed for at lære hinanden bedre at kende og opleve lidt af Tokyo. Under opholdet var der mulighed for at træne med næsten alle de faste instruktører i JKS Honbu dojo, herunder flere, der tog næsten direkte videre til VM i Budapest som coaches og udøvere på det japanske landshold.  

Tekst: HKK/red. Jens Mouritsen
Foto: HKK/privat

Hørsholm Karateklubs Sensei Jesper Markvardsen arrangerede i uge 42 en træningstur til Japan karate shoto federations hovedkvarter i tokyo, japan, med 14 karateudøvere fra Hørsholm Karateklub (HKK) og to deltagere fra Charlottenlund Shotokan Karateklub (CSKK). Det har tidligere været en fast tradition med denne træningstur, men grundet corona har der været en længere pause grundet rejserestriktioner til Japan. 

Det var derfor med store forventninger klubbens deltagere endelig kunne komme afsted. Enkelte deltagere havde tidligere været afsted, men for de fleste var det første gang, og der var en del sommerfugle i maven ved tanken om at skulle rejse den halve verden rundt for at træne med den absolutte elite indenfor JKS. Deltagerne var en god blanding af unge og gamle og begynderen og rutinerede karatefolk. Aldersspændet var fra 10 til 60 år, med i alt fire deltagere i alderen 10-13 og resten voksne udøvere. 

Afrejse var fredag sidste på eftermiddagen, og med en indlagt mellemlanding i Warszawa og tidsforskellen til Tokyo var det lørdag aften da gruppen landede på hotellet, lige ved Ikebukuro Station, og folk var rimelig slidt efter den lange flyvetur. 

Der var dog overskud til at komme ud og spise en japansk curry på CocoCurry House lige over midnat lokal tid, og det lykkedes for flere at få bestilt en curry, der gav god varme i kroppen, sved på panden og en lille tåre i øjenkrogen, før det blev sovetid.

Meiji-templet i let overskyet vejr (Foto: HKK/privat)

Søndag – sightseeing

Søndagens program bestod af lidt introduktion til byen, og lidt sightseeing, mens kroppen fik lov at vænne sig til en ny tidszone. Under ledelse af Jesper-sensei besøgte vi Meiji-templet og Yoyogi-parken, samt fik lidt introduktion til at finde rundt i Tokyos imponerende offentlige transportsystem. På trods af at vejret ikke viste sig fra sin allerbedste side, var det en fantastisk smagsprøve på Japansk kultur og fornemmelsen af at være landet i et helt anderledes land blev meget tydelig. I løbet af eftermiddagen var der plads til lidt shopping, kaffe og afslapning med 25.000 skridt i benene, før aftenen stod på fællesspisning af shabu shabu, der er en slags japansk fondue med kød, grønt og nudler i en fælles gryde. 

Mandag

Mandagens første træning fra 10:30 til 11:30 for alle deltagerne var imødeset med en smule nerver, særligt for de deltagere, der ikke havde trænet i Honbu dojo før. Der er noget helt særligt ved at stå i hjertet af JKS, og skulle træne med nogle af de allerbedste. 

Da Kanayama-sensei træder ind i dojoen hjælper det ikke ligefrem på nerverne. Sensei Kosho Kanayama (7. dan) er chef for JKS indenlandske del og er kendt for sine fysisk meget udfordrende træninger. Nogle af deltagerne har tidligere mødt Kanayama-sensei, da han deltog på JKS Danmark Summercamp i sommer, og har en veludviklet respekt for både hans tekniske og fysiske formåen. At skulle træne med ham på hans egen hjemmebane er en særlig oplevelse, og der var nogle deltagere, der overvejede hvordan det skulle kunne lade sig gøre at komme gennem resten af ugen efter at have startet med Kanayama-senseis træning. 

Det viste sig dog hurtigt at træningen trods en rimelig høj intensitet, var til at holde til, og der blev sendt mere en enkelt god tanke til den daglige træning i HKK, der havde forberedt os godt, både fysisk og teknisk. Formiddagens træning forløb overraskende hurtigt med masser af arbejde på kihon, og efter at have oplevet denne første træning, begyndte roen at indfinde sig, da både ritualerne omkring træningen og selve træning var genkendelig hjemmefra.

Den første eftermiddagstræning fra 17-18 for begynderne om mandagen var med Inada-sensei (6.dan), der ved siden af sit arbejde som instruktør på JKS Honbu dojo, også er en kumitecoach for det japanske landshold. Det var ellers lidt usikkert om han ville være i Honbu dojo under forberedelserne til VM i Budapest, men vi nåede at få fornøjelsen af en træning med ham. Inada-sensei har et kæmpe teknisk og pædagogisk overskud, og på trods af at han ofte arbejder med landsholdkæmpere, var der masser af godt input til alle, uanset niveau, og det var en helt særlig oplevelse at få lov at træne med en japansk landsholds coach.  

Mandag kl. 18-19 hvor både begyndere og rutinerede trænede sammen, fik vi fornøjelsen af at træne med Toyama-sensei (5. dan). Toyama-sensei var på besøg i Hørsholm Karateklub i slutningen af august, og det var rart med et kendt ansigt. Selv om vi mest kender Toyama-sensei for hans fantastiske kumite, stod denne træning på kata heian nidan og jion. Der var fokus på at huske at bruge vinge- og sidemusklerne til at spænde hikite-hånden helt på plads, for eksempel når man laver uraken-uchi yoko-geri keage i heian nidan og otoshi-uke i jion. Vi havde selskab af er par japanske deltagere i træningen, herunder en sej lille pige med sort bælte, som kun nåede de voksne danskere til hoften!

Mandagens sidste træning fra 19-20 for brun- og sortbælter var med Sensei Daisuke Watanabe (5. dan). 

Han har tidligere været på to 4-ugers besøg som gæstetræner i Hørsholm Karateklub, og har også været med klubben brun- og sortbælter hjemme og spise, så det var et glædeligt gensyn. Watanabe-senseis træning startede vi med kihon, hvor vi skulle øve os i maegeri oizuki forlæns og derefter mae-geri gyaku-zuki baglæns, med fokus på at få især forreste fod drejet på plads. 

Dernæst trænede vi junro nidan og arbejdede især med jodan-barai gyaku-zuki, som vi tog med over i kumite’en og øvede at få lige stor kraft i parade og det samtidige angreb, og at skyde hofterne lige langt frem. Til sidst sluttede vi af med sochin, som nogle få dog måtte stå over pga. manglende kendskab. I sochin blev fremhævet at hofterne skulle være i samme vandrette niveau, at alle shuto-uke (især den sidste) skulle have samme kvalitet, og at hoften virkeligt skulle i spil i de sidste bevægelser for at få noget power i. 

Deltagerne godt varme efter første træning i Honbu dojo (foto: HKK/privat)

Tirsdag

Tirsdagen startede med god energi og højt humør ovenpå mandagens træning. Turen til Honbu dojo begyndte allerede at virke mere velkendt og der var overskud til også at begynde at kigge lidt mere på omgivelserne. Tirsdag formiddag står Shinji Nagaki-sensei (6. dan) for træning. Nagaki-sensei er en tidligere WKF verdensmester i kumite, nuværende instruktør på det japanske landshold for kadet, junior og U21 og en imponerende instruktør, og der var noget til alle, både begynder og rutineret. En skøn start på dagens træning.

Tirsdag eftermiddag virker alle stadig nogenlunde friske i benene og resten af kroppen efter “kun” at have trænet 3 timer mandag og 1 time tirsdag morgen. Træningen for begynderne tirsdag eftermiddag var med Sensei Saori Okamoto (5. dan), som en del af os kendte fra et tidligere besøg på JKS Danmarks sommerlejr. 

Okamoto-sensei er en fantastisk dygtig tekniker og et gennemgående tema for hendes træninger er at komme dybere ned i stillingerne og arbejde dernede fra. Når man selv synes at man er kommet langt ned i sin zenkutsu-dachi og begynder at kunne mærke sine ben rigtigt, er Okamoto-sensei altid god for et skeptisk blik og en lille bemærkning om at man vist godt kan komme lidt længere ned. At arbejde så langt nede i stillingerne i både kihon og kata giver en rigtig god forståelse for mekanikken i at bevæge sig rigtigt og at se Okamoto-sensei demonstrere hvor hurtig hun er, og hvor meget overskud og rækkevidde hendes stillinger giver hende er både imponerende og inspirerende. 

Tirsdagens fællestræning for begyndere og brun/sortbælter er med Matsue-sensei (6. dan), en anden af JKS Honbu dojos super teknikere. Der bliver trænet nogle ganske få basis kihon øvelser med fokus på gyaku-zuki, kekomi og ushiro-geri, som til gengæld bliver trænet både lige ud, 90 grader til højre venstre og 180 grader bagud – sparkene er med og uden gyaku-zuki. 

Derefter over til kata: heian yondan og heian godan. Som ved kihon-delen bliver der fokuseret på nogle ganske få ting i hver kata, hvilket virker meget effektivt. Bedre med nogle enkelte ganske få fokuspunkter, som man virkelig kan koncentrere sig om frem for at forsøge at forbedre alting på én gang. Eksempler er starten af heian yondan, hvor arme og benbevægelser afsluttes samtidigt og senere, lige før sidste kiai, hvor man tager fat om modstanderens hoved med begge hænder, at dette sker via flytning af balancepunkt. I helan godan kom som eksempel den sædvanlige med at hoppe højt og krydsede ben ved sidste kiai. 

Matsue-sensei er også instruktør i anden time som er for sort- og brunbælter. Igen er der fokus på nogle ganske få ting i kihon delen. Der bliver sparket – rigtig meget – mae-geri, kekomi og mawashi-geri. Alle spark bliver først brudt ned i fire bevægelser med pause mellem hver bevægelse, som udfordrer alles balancepunkt samtidigt med at der virkelig kommer fokus på detaljen i de enkelte spark. Derefter almindelige spark, hvor kroppen forhåbentlig kan huske bevægelsesmønsteret fra træningen med at bryde sparket op i fire dele. Når alt dette er “overstået”, slutter vi af med at kombinere de enkelte spark i én flydende bevægelse uden at støtte tilbage på gulvet efter hvert spark. Selv om det nok var mere flydende for nogle end andre – igen bliver balancen testet til sit yderste. 

Den sidste halve time trænes der kata med fokus på jion. Der bliver fokuseret på at bruge hoften, vægtskifte samt hvor og hvor der ikke skal trampes. En lille sjov episode var Matsue-senseis kommentar om “maybe you do not need this technique”, da han skulle vise den rigtige måde at afvise en modstanders greb i kraven – kommentaren blev affødt af det fysiske størrelsesforhold mellem Matsue sensei og den pågældende elev. Gennemgående ved Matsue-senseis træning var fokus på nogle få ting og højt tempo i både time et og to.

Onsdag

Onsdagens træning startede om formiddagen med Sensei Maya Suzuki fra det japanske landshold, der tog sig tid til at undervise før afrejse til VM i Budapest. Træningen havde fokus på en lang række kumite-øvelser, og som en ekstra bonus blev der også tid til at 30 minutter af træningen foregik med elastikker for at arbejde med styrke og hastighed. Både fysisk og teknisk udfordrende, men også meget givende.

Eftermiddagens første træning for begyndere var igen med Okamoto-sensei. Efter formiddagens elastiktræning var der flere, der godt kunne mærke deres ben, da vi arbejdede videre nede i de dybe stillinger. 

Fra 18-20 stod sensei Takashi Yamaguchi-sensei (7. dan) for træningen. Yamaguchi-sensei er chef for JKS’ internationale afdeling, en internationalt anerkendt instruktør og en gammel kending fra besøg både på JKS Danmarks Summercamp og hos Hørsholm Karateklub. 

Den første time, der var fællestræning for alle, blev der arbejdet på både kihon og kata, hvor der blev afsluttet med Junro Shodan, en af Asai-senseis kata, der var ny for enkelte deltagere, men hvor alle fik noget med, særligt i kataens fokus på at trække sammen og åbne eksplosivt op.

I den anden time for brun/sortbælter blev der i de første 30 minutter fundet elastikker frem igen til stor glæde for deltagerne. Indledningsvis blev der arbejdet med grundlæggende stillinger. Først halv step frem og tilbage, samle fødder halvt ud i benstillingen, derefter et helt step frem og tilbage. 

Derefter blev der øvet zenkutsu dachi, kokutsu dachi og kiba dachi og så blev det sat sammen med alle tre stillinger, først zenkutsu-, kokutsu- og kiba -dachi, 1 stilling i en tælling, alle stillinger i 1 tælling også med håndteknikker, age uke- gyaku tsuki, shuto uke, gedan barai, alt sammen med elastikker.

Vi øvede så derefter stillingsskift med en tælling frem tilbage frem 3 gange forlæns, og baglæns tilbage frem tilbage, igen de samme tre stillinger, noget som er meget “simpelt” men krævende af udøveren når man tager højde for det er den tredje time den dag man træner, og det er ovenpå 30 minutter med elastikker. Under alle gentagelserne havde Yamaguchi-sensei fokus på at holde højden, hoften og ikke tabe forreste knæ man skifter stillinger bla. fra shomen til hamne.

I den sidste del af timen, blev den sidste energi brugt på Kanku-dai, den føltes til at tiden gik stærkt oven på de første 30 minutter. Alt i alt en god teknisk time med fokus på basis, overført til en avanceret kata, mesterligt udført af Yamaguchi sensei.

Torsdag

Torsdag en startede vi op med lidt ømme led ovenpå onsdagens træning, men godt humør og god motivation. Vi vidste at eftermiddagens program stod på et besøg i Watanabe-senseis private dojo og det så alle frem til. Mens vi stod og ventede i spænding på at finde ud af, hvem formiddagens instruktør er, trådte Watanabe-sensei ind ad døren, og vi vidste, at vi havde en dag med 3 timers verdensklasse træning foran os.

Formiddagens træning var meget klassisk og bestod af cirka 10 minutters kihon, 15 minutters kata og 20 minutter kumite.Kumite træning med Watanabe-sensei er altid en helt særlig oplevelse, på grund af hans enorme tekniske og fysiske overskud og imponerende hastighed og præcision, og de 20 minutters kumite giver helt sikkert lyst til mere.

Som optakt til eftermiddagens træning mødes vi med Watanabe Sensei på en nærliggende station, hvorefter vi drager ud til hans dojo. Det er første gang udlændinge får mulighed for at træne i hans egen dojo, og der er ingen tvivl om at både vi og han glæder sig til eftermiddagens træning.

Turen tog cirka 30 minutter med tog og 10 minutter med bus. Han havde for dagen lejet en ekstra stor sal og undervisningen startede med 30 minutter kihon med alt det bedste fra skuffen, efterfulgt af 30 minutter kata.

Hele den sidste time trænede vi kumite. Watanabe Sensei demonstrerede Kizami-zuki som en enkelthåndsteknik med imponerende præcision og hastighed. Det samme gør sig gældende for de næste øvelser, som inkluderede Kizami-zuki og Gyaku-zuki i alle mulige kombinationer, krydret med lidt Mawashi-geri og afsluttende fik vi lov at prøve det af i fri kumite mod hinanden, med tips, tricks og opmuntring fra Watanabe-sensei.

Efter træningen inviterede Watanabe-sensei os ud og spise på en rigtig hyggelig shabu shabu restaurant hvor introkurset til japansk mad den første søndag kom til sin ret. Watanabe-senseis kæreste Suzuku, der også har været med i Danmark stødte til selskabet, og havde sammen med Watanabe-sensei sørget for særligt japansk slik til børnene og de yngste. Endelig stødte Kai-sensei, der er en gammel ven af klubben også til.

En dag med fantastisk træning og imponerende gæstfrihed fra Watanabe-sensei, der snart besøger klubben i Hørsholm igen.  

Tre af HKKs unge udøvere sammen med tre lokale elever i Watanabe-senseis dojo efter en god træning. (Foto: HKK/privat)

Fredag

Fredag er metaltrætheden så småt begyndt at indfinde sig hos mange ovenpå fire dages intensiv træning i verdensklasse, men humøret er stadig i top. Formiddagens træning er med Sensei Takuya Makita (6.dan). Makita-sensei er tidligere All-Japan kata- og kumite-mester og tidligere JKS-verdensmester i både kata og kumite og han lægger et hårdt fokus på arme og skuldre til at starte med. Det er en behagelig afveksling fra det store fokus på benene de tidligere dage, og alle bliver varmet godt igennem.  

Eftermiddagens første træning for begynderne var med Kanayama-sensei, som vi også begyndte ugen med. Kanayama-sensei lagde hårdt ud med kihon på et højt intensitetsniveau – og så blev der langsomt men sikkert skruet op for hastighed og intensitet i løbet af timen. Det gav masser af sved på panden og brændende ben, men også smil og stolthed over at være ved at være ved vejs ende på ugens træning, og stadig kunne følge med, og have lidt overskud tilbage. 

Den sidste træning for begynderne og dages første eftermiddagstræning for brun/sortbælter er med

Shinji Nagaki-sensei. Mange deltagere, både børn og voksne, deltog, og Hørsholm karate klub udgjorde flertallet. Træningen begyndte som altid med kihon og havde et særligt fokus på hoftebevægelser i “mae geri” – en vigtig grundlæggende teknik. Efterfølgende arbejde deltagerne med kata Heian Nidan og Heian Godan, en god afslutning for begynderne, der var ved at være godt brugt ovenpå dagens, og ugens træning.

I den anden træningstime var antallet reduceret til et par børn og en håndfuld voksne. Denne time fokuserede på kumite, hvor nogle voksne fra Hørsholm klubben havde mulighed for at træne med japanske børn under 10 år, som kæmpede noget med at få deres kizami-zuki til at ramme hovedet. Afslutningsvis fik vi også mulighed for at arbejde med kata Kanku-dai og Gankaku. 

Alt i alt en god og værdig afslutning på en uges hård, men givende træning i absolut verdensklasse. 

Lørdag

Lørdagens program stod på pakning og udtjekning fra hotellet, en stille og rolig start på dagen, selv om det føltes lidt mærkeligt ikke at pakke sin gi og tage til træning. Jesper-sensei havde planlagt en god fælles afslutningsfrokost på view and dining inThe Sky, en restaurant på 17 etage af det 5-stjernede New Otani Hotel, med en fantastisk udsigt over Tokyos skyline.

Frokosten bestod af en buffet af japanske specialiteter, alle sammen lavet på bestilling, og kombinationen af ro, super mad og en skøn udsigt var en skøn ramme til lige at fordøje ugens mange indtryk og vende dem med de andre deltagere inden vi skulle vende hjemover. 

Nogle valgte at blive i Tokyo et par dage ekstra, en enkelt tog videre til Dubai, mens resten af os vendte hjem til Danmark, godt brugt fysisk, men rige på indtryk og erfaringer, og inspireret til at give den en ekstra skalle til den daglige træning. 

En stor tak til Sensei Jesper Markvardsen for at have arrangeret turen og for at stille sin store viden og netværk til rådighed for os undervejs, og en stor tak til JKS Honbu dojo og alle dens instruktører for at tage godt imod os og tilbyde træning i absolut verdensklasse!

Det meste af holdet samlet til afskedsfrokost på The Sky efter en uges fantastisk træning