Tekst/forfatter: SN-J, DK
Foto: Angela Vincze, HU
Dansk Karate opnåede flere flotte resultater i kumite ved Budapest Open Karate Championship i Ungarn
Jonas Andersen og Chris Nørskov-Jensen begge fra Greve Karate deltog lørdag og søndag den 15. og 16. september 2012 for første gang i Budapest Open Karate Championship i Ungarn.
Til stævnet var tilmeldt i alt 840 deltagere, som kom fra 17 forskellige lande: Slovakiet, Tjekkiet, Rumænien, Ukraine, Makedonien, Serbien, Kroatien, Letland, Estland, Frankrig, Danmark, Finland, Syd Afrika, Kosovo, Belgien, Polen og Ungarn. Stævnet var tilrettelagt således, at juniorer op til og med seniorer kæmpede om lørdagen og børn og kadetter om søndagen.
I Budapest mødte Jonas og Chris i øvrigt et hold kæmpere fra Sportskarate.dk i Aalborg, der også havde valgt at lægge turen forbi Ungarn for at prøve kræfter med de østeuropæiske karatekaer. Danmark var således godt repræsenteret ved stævnet og opnåede da også flere flotte resultater.
Jonas og Chris deltog i stævnet både lørdag og søndag, idet de efter forudgående tilladelse fra præsidenten for det Ungarske Karateforbund havde fået tilladelse til at stille op i både kadet- og juniorrækken. Det havde de valgt at gøre, dels for træningens skyld, da de nu var af sted, dels fordi de begge inden længe skal rykke op som juniorer på det danske kumitelandshold.
Generelt kan det nævnes om stævnet, at det organisatorisk var veltilrettelagt, dog var man henvist til med sin mobiltelefon at tage fotos af kamplisterne, hvis man ønskede en sådan, da der efter det oplyste skulle spares på papiret.
Der blev ved stævnet populært sagt ”gået til stålet”, og der blev tilladt og tildelt spark og slag, som i nordisk regi omgående ville have medført en advarsel. Det skal man lige vænne sig til, når man kæmper i udlandet.
Det var uden tvivl et godt stævne med et meget højt niveau og rigtig mange dygtige kæmpere fra mange forskellige lande samt gode dommere, der dog – kan man vist godt tillade sig at sige – var en anelse ”farvede” i deres afgørelser til fordel for de ungarske kæmpere. Det gav desværre anledning til en del berettigede protester fra nogle af de deltagende lande.
Lørdag kl. 10.00 startede stævnet, og Chris var den første, der skulle i kamp i juniorrækken -55 kg. I sin første kamp som junior mødte han en kæmper fra Slovakiet. Chris vandt kampen 1-0. Anden kamp vandt Chris 2-0 over en kæmper fra Kosovo. I sin tredje kamp mødte han en kæmper fra Ungarn, som han vandt over med 3-1 med et flot spark til hovedet (se foto nedenfor). I den fjerde kamp, der også var finalekampen, mødte Chris en ungarsk landsholdskæmper, som han tabte knebent til med 2-1. Resultat en sølvmedalje ved sin første optræden i juniorrækken til internationalt karatestævne – det må siges at være acceptabelt.
Så var det Jonas’ til for første gang at prøve kræfter i juniorrækken i -61 kg. I sin første kamp mødte han en kæmper fra Ukraine, som han vandt over med 6-1. I anden kamp mødte Jonas en kæmper fra Ungarn, som han suverænt vandt over med 6-0 bl.a. med et flot spark til hovedet. Tredje kamp var mod en kæmper fra Polen, hvor Jonas kæmpede klogt og vandt kampen 4-0 (se foto nedenfor). Fjerde kamp blev et rent dansk opgør, idet Jonas her mødte Ludvig Abild fra Sportskarate.dk. Det var samtidig en rematch fra Nordisk Mesterskab i Sverige, hvor Jonas som bekendt vandt og blev Nordisk Mester. Kampen startede meget lige, men under en kontranedtagning forvred Jonas sit ene knæ, der hæmmede ham resten af kampen. Det betød også, at der nu var let spil for Ludvig, der er en rigtig dygtig og klog kæmper, og Ludvig vandt sikkert kampen 6-0. Desværre måtte Jonas senere trække sig fra bronzekampen på grund af smerter i knæet. Lidt ærgerligt for Jonas, der ellers var tændt og gjorde det rigtig godt ved sin første optræden i juniorrækken.
Søndag var det så Jonas’ og Chris’ tur til at prøve kræfter med kæmperne i kadetrækken henholdsvis i -57 kg (Chris) og -63 kg (Jonas).
Chris startede med at møde en kæmper fra Slovakiet, som vandt over med 4-0. I sin anden kamp mødte han en kæmper fra Makedonien, som han vandt over med 6-0. Tredje kamp mod kæmper fra Ungarn endte uafgjort 2-2, kampen skulle således afgøres på dommerflag. Her tabte Chris 3-2 i øvrigt til manges overraskelse. Den ungarske kæmper vandt senere finalen! I opsamlingen mødte Chris i sin fjerde kamp en kæmper fra Rumænien, som han vandt over med 5-0.
I femte kamp, der var om bronzemedaljen, vandt Chris 7-5 over en kæmper fra Ungarn. Resultatet en bronzemedalje i kadetrækken, som Chris ikke selv var helt tilfreds med, da hen mente, han kunne(burde) være gået hele vejen.
Nu var det Jonas’ tur til at komme i kamp i kadetrækken. Han var dog stadig plaget af smerter i sit ene knæ fra dagen før, men besluttede sig for alligevel at prøve at kæmpe. Stor respekt for den kampgejst. I sin første kamp mødte Jonas en kæmper fra Rumænien, som han vandt over med 4-0. I sin anden kamp mødte han endnu en kæmper fra Rumænien, som han vandt over på dommerflag 3-2. Tredje kamp var mod en kæmper fra Ungarn. Den kamp blev også blev afgjort på dommerflag, men denne gang til fordel for den ungarske kæmper, og Jonas tabte kampen på flag 3-2. Det resultat var der ingen i hallen, der forstod en pind af, idet den ungarske kæmper intet havde lavet eller i øvrigt forsøgt modsat Jonas, der havde 12-15 angrebsforsøg. Jonas skulle i sin fjerde kamp kæmpe om bronzemedalje, men måtte desværre – som dagen før – trække sig på grund af for store smerter i sit knæ. Rigtig rigtig ærgerligt for Jonas, der som nævnt udviste stor kampgejst og vilje, og han havde fortjent bedre, men på den lange bane nok en klog beslutning af hensyn til knæet.
Nedenfor er anført de flotte resultater, som kæmperne fra Sportskarate.dk, Aalborg, opnåede:
Guld – Jonas Pallesen (senior -75 kg)
Guld – Michel Corbalan (kadet +70 kg)
Sølv – Ludvig Abild (junior -61 kg)
Bronze – Victoria Immervoll (u. 21 +60 kg)
Bronze – Timm Neve (junior -68 kg)
Bronze – Sofie Abild (kadet +54 kg)
Bronze – Lucas Busk (børn 12-13 år -45 kg)
Seneste kommentarer