Dette indlæg tager udgangspunkt i artikel i Altinget, som er publiceret den 20. oktober 2018

Link til artikel

Tekst: Redaktionen, Jesper

Artiklen sætter fingeren på nogle konkrete problematikker både hos DGI og DIF, men beskriver også nogle helt generelle tendenser, som vi her på redaktionen længe har oplevet. Artiklen er særligt interessant, idet flere karateklubber er medlem af henholdsvis DGI og DIF.

Henrik Brandt, tidligere direktør i Idrættens Analyseinstitut, påpeger, at DGI er blevet en så stor centralistisk organisation, at mange af de enkelte medlemsforeninger i dag slet ikke er interesserede i det arbejde og den udvikling der foregår i DGI.

Denne udvikling er desværre ikke enestående for disse centrale forbund, da samme udvikling også ses i diverse hovedforbund. Faldende medlemstal, faldende fremmøde til generalforsamlingerne og faldende interesse for at indgå i arbejdsgrupper vidner om en dalende interesse. Forbundene har svært ved at skabe interesse for det arbejde de laver. Og så kan man med rette spørge: ”Hvem arbejder de så for?”

Bjarne Ibsen, leder ved Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund under SDU stiller også spørgsmålstegn ved, om DGI i det hele taget varetager deres egne foreningers interesse.

Bjarne Ipsen mener, at det virker som om, at DGI er optaget af alle mulige andre ting end deres egne foreningers interesse.

Når emnet for denne artikel er interessant, er det jo fordi, at alle medlemsklubberne, som dagligt arbejder hårdt for at skabe de bedste tilbud for deres medlemmer med rette kan forvente, at de hovedforbund, som de er medlem af, arbejder for at skabe værdi for dem.

Og når hovedforbund modtager offentlige midler gennem DIF af en anseelig størrelse, så er det jo med det formål, at arbejde for alle deres medlemsklubber og skabe merværdi for dem.

Det er redaktionens erfaring, at hovedforbund nogen gange ”glemmer”, at genbesøge deres formålsparagraf, som er deres eksistensberettigelse. Denne eksistensberettigelse er, om man vil det eller ej, nært sammenhængende med de offentlige tilskud som hovedforbundene modtager. Det vil sige, at grunden til at et hovedforbund overhovedet modtager offentlig støtte er, at man fra statens side har vurderet at formålet er værdigt at støtte for skatteborgernes penge. Taber hovedforbundet derfor formålet af syne, kan man med rette stille kritiske spørgsmål hertil. For i sidste ende går det jo ud over idrætten og rammerne som den udøves under, og alle medlemmer af idrætsforeningerne.

Artiklen problematiserer blandt andet også det, at hovedorganisationerne i stigende grad ansætter lønnede medarbejdere og dermed ikke så meget baserer sig på græsrødderne. Man kan med andre ord kalde det en form for professionalisering af en organisation, hvormed der opstår en risiko for, at foreningen går fra at bestå af interessenter, der brænder for sagen til – lidt populært sagt – at blive en selvkørende forening, som består af lønarbejdere for hvem sagen er underordnet.

Det er redaktionens opfattelse, at artiklen bør mane til eftertanke. Holder man af idrætten, idrætslivet, og vil man det bedste for den, så må man efter redaktionens vurdering som hovedforbund og med det ansvar der følger af dette, hele tiden holde sig for øje hvem hovedforbundet er til for. Intet mere, intet mindre.