På Okinawa igen efter 18 år

 

 

 

 

 

 

 

Af Peter Hansen

Rejsen
I midten af oktober 2016 rejste jeg for anden gang til Okinawa for at træne karate. Ligesom den første gang, i 1998, rejste jeg sammen med Lars Andersen Sensei og nød derfor godt af den store respekt og det imponerende netværk Lars har opbygget til den absolutte kerne af både Isshinryu karate og Tokushinryu kobudo.
Min rejse startede fra København den 22. oktober med planlagt afgang kl. 11 formiddag.
Rejsen var bestilt med 2 skift – I Frankfurt med ca. 1½ time i transit og i Hong Kong med ca. 6 timer i transit. Umiddelbart den rejse der var bedst med hensyn til rejsetid og økonomi. Det var således planlagt at jeg skulle lande i Naha om eftermiddagen den 23. oktober.
Uheldigvis var der undervejs en del problemer med fly forsinkelser og efter omdirigering til Shanghai – hvilket jeg anbefaler at undgå hvis muligt – ankom jeg til Naha sen aften den 23. oktober hvor jeg mødte Lars Andersen Sensei, der allerede havde trænet på Okinawa i en uges tid sammen Lasse Jensen Sensei og Dorthe Jensen Sensei fra Nakskov Karate Skole.

Lasse Jensen Sensei, Dorthe Jensen Sensei, Lars Andersen Sensei, fik ikke navnet og    Uechi Sensei.

Biludlejningsfirmaet hvor jeg havde lejet en bil var på det tidspunkt lukket og turen til vores hotel måtte derfor foregå i taxa.
Hotellet vi havde booket var Crown Hotel i Okinawa City. Et nydeligt 3-stjernet hotel med fin morgenmad, automater med drikkevarer og kaffe og te på værelserne.
Konsekvensen af det udgangsforbud der er etableret på de amerikanske baser er tydeligt i gadebilledet i Okinawa City. Som jeg husker det fra første gang jeg var på Okinawa var det et aktivt bycentrum med mange restauranter og barer. Nu bærer det præg af forsømte facader og mange lukkede forretninger.
Et stort plus ved hotellet var personalet der talte flydende engelsk og som var meget hjælpsomme med afklaringen af vores lejebil. Det blev klaret relativt hurtigt og mandag omkring kl. 11.30 var vi på vej til vores første træning hos Tokumura Kensho Sensei (Tokushinryu) og senere samme dag hos Tsuyoshi Uechi Sensei (Isshinryu).
Turen til Okinawa var for mig personligt både en inspiration til min træning og en særdeles tiltrængt ferie. Antallet af træninger var derfor ikke sat ud fra et mål om at nå mest muligt men i stedet et mål om at nyde og få optimalt udbytte. Et overskueligt mål som jeg føler blev indfriet og stadig finder glæde og inspiration i.

Tokumura Sensei
To dage trænede vi kobudo hos Tokumura Sensei i hans dojo. Det vil sige vi trænede på pladsen uden for dojoen hvor en minde søjle er sat op for faldne i anden verdenskrig. Tokumura Sensei viste flere af sin families navne der var graveret på stenen.
IMG_3475

Tokumura Sensei på stranden nær hans dojo med eku(åre) kata

Efter den første dags træning fik vi mulighed for en fotosession på stranden.
Træningen var tekniske og fokuserede på basis med Bo og Sai. Tokumura Sensei var skarp og præcis i sin instruktion og samtidig tydeligvis glad for vores besøg. Så glad at han valgte at bruge formiddagen på sin 75 års fødselsdag sammen med os hvor vi også efterfølgende spiste frokost sammen.
Det er interessant at se den fysik som kontinuerlig træning giver til et menneske. Tokumura Sensei er et studie i hvordan alle burde blive ældre med daglig træning og medfølgende mobilitet.

Uechi Sensei

Isshinryu karate er den eneste stilart jeg har trænet. Det er min stilart og jeg føler jeg har været privilegeret når jeg tænker på at jeg nu ved flere lejligheder har haft mulighed for at træne hos Uechi sensei under hans direkte instruktion.
Honbu dojo på Okinawa er både i størrelse og udsmykning beskeden. Til gengæld er der respekt og ånd. Når man træner der er det 100%. Det er autentisk.
Vores træning hos Uechi sensei mandag aften var intensiv og fokuseret på kata. Respekten mellem Uechi sensei og Lars Andersen sensei var tydelig og Lars styrede træningen mens Uechi sensei observerede. Til tider næsten usynlig men med et fascinerende overblik og øje for detaljerne.
Små justeringer blev videre givet – ikke som rettelser, men som justeringer for at sikre integriteten mellem Okinawa og Europa.
Tirsdag og torsdag aften trænede vi også med Uechi sensei. Her foregik træningen på den Amerikanske base Camp Forster, hvor Uechi sensei underviser både et børne hold og et voksen hold.

IMG_3476

Lars Andersen Sensei, Uechi Sensei og forfatteren

Den autentiske stemning er ikke tilstede i dojoen på basen i samme grad. Til gengæld er der her tale om topkvalitet hvad angår faciliteterne. Det er tydeligt at se at træning er en stor del af livet på basen. Træningsformen er afslappet og baseret på en naturlig respekt.
IMG_3477
Træningen foregår i mindre grupper der arbejder med fokus på et specifikt område. Uechi sensei bevæger sig rundt med overblik og retter detaljerne.
Angi Uezu Sensei
Onsdag eftermiddag arrangerede Uechi sensei en besøg hos Angi Uezu på det plejehjem hvor han bor.
Det var en helt speciel oplevelse at møde den gamle mester igen og en fornøjelse at se både glæden og genkendelsen i hans øjne. Uezu Sensei var naturligvis svækket af alder og sygdom men det var stadig tydeligt at han har trænet gennem mange år og man kunne stadig fornemme styrken i hans arme.
Det var en god oplevelse og vi var enige om at det havde været langt mere emotionelt end forventet.

 

Angi Uezu Sensei – Uechi Sensei og forfatteren i 1998 efter 1. dan graduering

Sightseeing

Okinawas placering gør den attraktiv i sig selv. Tropisk klima i november er altid dejligt og den meget behagelige afslappede kultur kombineret med den Japanske velfungerende orden giver en helt særlig atmosfære.
Det faktum at der er flere store Amerikanske baser på Okinawa har tydeligt sat sit præg også. Da jeg første gang var på øen i 1998 var en stor del af livet den amerikanske indflydelse – særligt i by- og nattelivet.
Det var tydeligt ændret nu – som vi fik fortalt – på grund af meget strenge udgangsforbud på baserne. Det var tydeligt at restauranter og barer har hårde tider. Det sås i særdeleshed i Okinawa City hvor vi boede. Mere end halvdelen af butikkerne i hovedgaden var lukkede og resten dårligt vedligeholdt.
Vores lejebil gav os stor frihed og det at køre bil på Okinawa er relativt sikkert. Der er naturligvis venstre kørsel, men alle biler har automatgear og trafikken er rimelig. Kun i den absolutte myldretid var der lidt kø.
Der er mange seværdigheder og vi havde kun kort tid. Vi havde på forhånd aftalt at fredagen skulle bruges i Naha og onsdag og torsdag kørte vi derfor målrettet efter turistmål.
Onsdag kørte vi til Okinawa Peace Memorial Park. Et smukt område med mindesmærker over de Japanere der faldt under 2. verdenskrig. Der er opsat mange mindesmærker for lokalområder og byer og der føles faktisk en ”Peace” stemning på stedet. Et sti og trappe system giver mulighed for at gå ned til havet. Man går gennem ”jungle” og kan høre lyde fra det liv der er i bunden af en regnskov. En god oplevelse med stor højdeforskel. Det kræver en rimelig fysik at tage turen i 30 grader med høj luftfugtighed.

Det imponerende bassin med hvalhajer er dog stadig enestående og der er i det hele taget en udmærket udstilling om hajer generelt. Jeg syntes særligt om en udstilling med haj gab fra en lang række haj arter. Der er meget stor forskel på tandsættet de forskellige arter i mellem. Også hos de større arter der normalt regnes som farlige for mennesker. Fælles for alle tandsæt var at de var barberblads skarpe og de lykkedes mig at skære fingrene på tandsættet fra en død haj.

Der er fokus på andre havdyr også. Skildpadder, delfiner og manatees men jeg må indrømme at det for netop disse dyr var tiltrængt med forbedrede forhold. Delfinariet var under ombygning skal det retfærdigvis siges.
Sightseeing i Naha er en absolut en dag værd. Fiske markedet er et must at besøge – rigtig godt ved frokosttid, hvor der med garanti serveres frisk seefood. Helt friskt. Som i næsten død.

Derudover er der et asiatisk storbyliv i gaderne og et stort overdækket marked hvor alt kan købes. Der er også et væld af vestlige butikker og restauranter og barer.
Som karate udøvere var vi naturligvis forbi Dojo Bar hvor der hænger billeder af mestre og kendetegn for alle stilarter. Det var en stille aften vi var der.
Lørdag formiddag var vi forbi Okinawa Prefectural Budokan. Et flot center indrettet til kampsport. Der var desværre ikke så meget aktivitet mens vi var der – men det er tydeligt et sted der bruges og at deltage i en træning der vil absolut være et højdepunkt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *