Kyusho seminar på Solrød Karate Klubs klublejr

 

 

 

 

 

 

 

 

Af: Nicolaj Skovsø
Solrød Karate Klub
Startskuddet til Solrød Karate Klubs årlige klublejr gik fredag d. 17. august i Konglejren i Vig, og som sædvanlig havde vi besøg af en ekstern instruktør for at krydre weekenden med lidt inspiration.
Nikolaj Fænø Skarbye stod klar kl. 19.30 på den store græsplæne, hvor træningen skulle foregå. Nikolaj kommer fra Kyusho Danmark og underviser i Kyusho Jitsu, som handler om at udnytte viden om kroppen til at angribe dens svage punkter, og derved opnå et meget effektivt selvforsvarssystem. Det skulle vise sig, at Kyusho er et utrolig godt supplement til karatetræningen og sikkert også til mange andre stilarter.

Træningen var for alle lejrens deltagere, så der var både børn og voksne. Normalt er Kyusho-træningen mest for voksne og for folk, som er øvede inden for deres kampsport. I dagens anledning var der dog gjort en undtagelse, og alle gik til den med stor interesse og “gå på mod”. Dette var på trods af, at nogle af teknikkerne godt kunne gøre lidt ondt – og gennem hele træningen skabte dette blot fascination hos alle aldersgrupper (de vidste ikke, at de ville blive ømme dagen efter)…

Der blev trænet en masse trykpunkter på armene, og Nikolaj viste nogle gode indgange til bunkai fra Shotokan kata, som kunne ende ud i udnyttelse af Kyusho-punkter. Samtidig blev der også øvet lidt i at helbrede, når nu man har gjort skade på modstanderen. Kan man gøre skade, må man også kunne reparere den igen…

Ifølge interessen sluttede træning alt for hurtigt – men det var nødvendigt, da trykpunkterne ikke rigtig virkede på de utroligt mange myg, der pludselig dukkede op ved skumringstid.
Udbyttet af træningen var dog alligevel en masse inspiration, og det er helt sikkert, at eleverne gerne vil arbejde mere med Kyusho.

Tak til Nikolaj Fænø Skarbye for et godt input til vores klublejr!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *