Interview Sensei Nicholas Pettas – Kyokushin Karate


Topinstruktør på Dansk Karate Unions sommerlejr 2011

 

Tusinder af blitzlys bader Nicholas Pettas i fortjent opmærksomhed. Reflekterer sig i sveden på hans arme, der er løftet i vinderpositur. Triumf! Sejrssmilet er stort, og kameraerne sender det direkte ud til 55 millioner japanere.
Pettas er som vinder af det kæmpe kickboxingstævne K-1 Andy Memorial 2001 Japan GP Final på toppen af sin karriere som fighter. Ti år senere bukker japanerne på gaden i Tokyo stadig i respekt for danskeren.
I historien om dansk Kyokushin Karate, ja dansk kampsport generelt, er Sensei Nicholas Pettas – karatekaen, der rejste til Japan for at træne karate – ikke til at komme uden om.

 

Tilbage før afrejsen til Japan. 

En hurtig opsummering af den rutinerede fighters liv kunne lyde:
Som bare 14-årig fik Nicholas Pettas et par på skrinet i en slåskamp. Modsvaret var kampsport på Den Danske Karateskole i København, hvor der blev trænet Kyokushin Karate.
Den gang – som i dag – var Kyokushin Karate kendt som verdens hårdeste karate – blandt andet fordi der bliver kæmpet med minimal beskyttelse og efter knockdownregler. Slag mod ansigtet er forbudt, men spark i ansigtet er tilladt.
Den dengang splejsede dansker levede sin karate med liv og sjæl, hvorfor Pettas’ sensei foreslog, at han skulle lade sig indrullere som uchi-deshi i Tokyo under stifteren af Kyokushin Karate, Sosai Masutatsu Oyama.
Bindegalt
Som sagt, så gjort, og i 1991 – som bare 18-årig – flyttede Pettas til Japan. Han var gradueret til 1. kyu, men som traditionen dikterede, startede han sin første dag som ushi-deshi med et hvidt bælte.
”I dag virker mit valg bindegalt. Men jeg var jo bare en dreng, der løb efter en drøm.”
De næste 1.000 dage var Nicholas Pettas underlagt Sosai Oyama. Eneste punkter på dagsordenen var: Karate, karate, karate … og blind underkastelse!
Som ny elev i Honbu skulle Pettas ikke bare adlyde Sosai, men også alle de højere graduerede. I den periode fik han rynkefingre af at vaske sortbælternes gennemsvedte karatedragter i koldt vand og masser af blå mærker. For når de højest graduerede skulle bruge en boksebold, blev de nye drenge hevet ind i træningssalen.
Med sine egne ord var Pettas nok mindre talentfuld end mange af de andre karatekaer i Honbu, men til gengæld havde han mere gåpåmod og besad evnen til aldrig at give op. Og nok så vigtigt: Han var ikke rejst hele vejen til Japan for at smage på de andres håndmadder. Derfor begyndte de højtgraduerede japanere tidligt at se danskeren som en trussel. Deres reaktion var at give ham endnu flere tæsk.
Disciplinen, undervisningen, den hårde træning… de tørre tæsk… satte hurtigt sine spor på ushi-deshierne. Samtidig med Pettas begyndte fem andre elever på skolen. Tre stak af og en blev smidt ud. Men ikke danskeren. Da de 1.000 dage var overstået, var han den første (og eneste) ikke-japaner nogensinde, som havde gennemført programmet.
Efterfølgende gik det slag i slag – bogstaveligt talt. Europamesterskabet i Kyokushin Karate kom på præmiehylden i 1995, og seks år senere, 19. august 2001, blev kronen sat på værket, da Nicholas Pettas vandt K-1 Andy Memorial 2001 Japan GP Final – et stort K-1-stævne.
Tilbage til rødderne
Siden har Sensei Pettas udvidet sit repertoire med alt fra skuespiller i japanske sæbeoperaer over radiovært til business konsulent.
Sensei bor i dag i Tokyo med sin japanske hustru og deres tre døtre, men i slutningen af juni gæstede han Dansk Karate Unions årlige sommerlejr, der traditionen tro blev afholdt på Vejen Idrætscenter.

 

 

 

Du droppede Kyokushin Karate i en længere årrække, hvor du koncentrerede dig om kickboxing. Nu er du så vendt tilbage til dine rødder. Hvordan kan det være?

 

”Det er rigtigt, at jeg havde lagt afstand til karaten, men i sommeren 2009 var jeg gæsteinstruktør her på sommerlejren, og det gav mig karatelysten tilbage.”
Hvorfor stoppede du?
”Jeg forlod Kyokushin Karate på grund af politik. Jeg syntes, det var latterligt, at de forskellige ledere pegede fingre af hinanden i stedet for at samarbejde. Men gennem alle årene, hvor jeg var væk fra Kyokushin Karate, følte jeg mig hjemløs og måske endda lidt ensom.
Gennem mange år har jeg kigget på Kyokushin Karate, og jeg synes, at filosofien og stilen er blevet udvandet. Kyokushin Karate er blevet til business, så det hele i dag handler om penge. Karate og penge hører ikke sammen, for når der er penge indblandet, bliver det svært at træffe de rigtige beslutninger.
Karate betyder ”tom hånd” – altså en kampsport uden våben, så for mig er alle former for kampsport karate. Desværre er essensen af karate blevet fortyndet af alle turneringerne, men vi har heldigvis stadig muligheden for at dykke ned i filosofien bag det hele.
Når jeg ser på Danmark, synes jeg, at I har et godt system. Da jeg deltog som gæsteinstruktør på Dansk Karate Unions sommerlejr i 2009, tænkte jeg: ”Det her er Kyokushin Karate, som det skal være!”.

Du har boet i Japan i over 20 år. Hvad er de største forskelle på Danmark og Japan?

”Sproget, maden, kulturen… I begyndelsen talte jeg ikke japansk, og når du ikke taler sproget i det land, som du befinder dig i, så ved du heller ikke, hvad folk tænker. Du ser, hvordan de opfører sig, og hvordan de behandler hinanden. Du kan høre, hvordan de taler, men du forstår ikke en skid af det. Og når du ikke forstår en skid, så er det let at pege fingre.
Da jeg først rejste til Japan, var der et stort had mod os ikke-japanere, Gaijin, som vi bliver kaldt… Problemerne var ekstreme, fordi der var masser af misforståelser mellem japanerne, og folk der ikke forstår japansk – hverken det talte eller det skrevne sprog.”

 

Var det kun i Honbu, at udlændingene var ildesete?

”Nej… overhovedet ikke. Det jeg prøver at sige er, at det var et misforstået had. Når folk ikke forstår hinanden, opstår der ofte misforståelser. I begyndelsen, hvor jeg ikke forstod japansk, kunne jeg føle, at jeg blev chikaneret. I dag kan jeg se, at det var fordi, jeg ikke forstod landet og sproget.
Da jeg var ung, havde vi en masse problemer med indvandrere nede på strøget, og vi var bare knægte og bange for at gå derind i weekenderne, for alle indvandrerne var jo farlige. Om problemerne den gang var sprogbaserede, ved jeg ikke, men det handler om, at det er let at pege fingre: ”De kan jo kraftedme ikke forstå os”. Men vi forstod heller ikke dem… og vi prøvede heller ikke på det.
Så da jeg tog til Japan, var det første der skete sproget. Jeg forstod ikke en skid af, hvad der foregik rundt om mig. Det var et kæmpe chok. Det var ikke maden, det var ikke det ene og det andet. Det var sproget, der gav mig stress. Jeg traf et valg om at lære japansk så hurtigt som muligt. Så jeg øvede ord efter ord – sætninger efter sætninger. Hver gang jeg ikke forstod et ord, slog jeg det op i ordborgen. På den måde øgede jeg mit ordforråd. Efter et år kunne jeg undervise i karate på japansk. Ikke med flotte forklaringer, men jeg kunne sagtens træne et normalt karatehold, og føre en normal samtale som vi har nu.
Når du kan tale sproget, så kan du også begynde at forstå menneskernes tanker. Da det skete, ændrede Japan sig fra et fremmed sted til noget trygt. Pludselig var der ting, som man lever med derovre, der blev mine. For eksempel det med, at man tager skoene af, inden man går ind i huset.”
Et valg fra hjertet
Sensei Pettas traf valget om at flytte til Japan og træne karate i tre år som 16-årig. Året efter stoppede han på HF, fik et arbejde og sparede penge op.
”Jeg traf et valg fra hjertet, men hvis jeg havde vidst, hvordan mit liv ville være de næste tre år, tvivler jeg på, at jeg havde truffet det.”
Hvorfor var det vigtigt?
”Det kan jeg ikke svare på. Det var bare noget, jeg skulle gøre. Inde i mit hoved så jeg mig selv som the karate kid, og jeg tænkte, at Sosai kunne være min mister Miyagi.
Jeg var bare en dreng, der løb efter en drøm, og jeg kan ikke forklare min beslutning. Men jeg tror det hele hænger sammen med karate og filosofien om aldrig at give op!”

 

 

Pettas Sensei

 

 

Du siger, at du håbede, at Sosai kunne være din Mister Miyagi. Hvordan var han?

”Sosai var en gud. Han motiverede ikke bare mig men millioner af mennesker verden over. Han sagde altid: ”Stræb efter det bedste!”. Det prøver jeg at give videre. Sosai var noget enestående, og der kommer aldrig en lignende person. Kenji Midori (leder af WKO Shinkyokushinkai) og Matsui (leder af IKO) er ikke og bliver aldrig den nye Sosai! Jeg er ligeglad med betegnelsen ”shin” – for mig er der kun Kyokushin Karate. Den karate som Sosai lærte mig.”
Store visioner
Tjansen som gæsteinstruktør på den danske sommerlejr 2009 satte tanker i gang hos Sensei Pettas, og i dag underviser han igen i Honbu.
”Jeg betaler gebyr for at komme i Honbu, og for mig er det den rigtige måde at vise respekt for Sosai og Kyokushin Karate på. Jeg mener, at det er uchi-deshi’ernes pligt at undervise i Honbu! Vi skrev under på en kontrakt, hvor der stod, at vi skulle være Sosais arme og ben og sprede Kyokushin Karate. Min vision er, at alle de gamle uchi-deshi’er begynder at leve op til løftet til Sosai og vender tilbage til, hvor han oplærte os.”.
Senseis stemme driver lidt væk, og pludselig begynder tårerne at løbe ned ad kinderne:
”Det her betyder meget for mig”.
Og så med et lidt forlegent grin: ”Kan vi ikke tale om noget andet?”
Det gør vi så…
De var en, de var to…
Livet som uchi-deshi var en hver rask drengs fantasiverden. Skolebøgerne var gemt langt væk og eneste punkt på skoleskemaet var karate.
”Der var ikke så stor søgning på at blive uchi-deshi, da jeg startede. Alle japanere skulle gennem en test for at blive optaget, men jeg tror, at alle udlændinge blev optaget. På mit hold var vi fire japanere og to udlændinge. De tre af japanerne stak af, mens den anden udlænding blev smidt ud. Den tilbageværende japaner blev som en bror for mig. Hans karate var god, men han er ikke længere involveret i karate. Vores forbindelse er desværre gledet ud, men jeg ved, at han arbejder i sine forældres sushirestaurant. ”
Da Sensei trådte ind af dørene til Honbu vejede han 72 kg, men så sagde Sosai:
”Man tager et kg på – og bliver et kg stærkere!”.
Derfor:
”Jeg trænede hårdt og spiste en masse for at blive større og stærkere. Da de 1000 dage var gået, vejede jeg 102 kg, så jeg havde taget 30 kg på. Jeg så stolt! En aften spiste jeg med Sosai.
”Hvor meget vejer du?”, spurgte han.
”102 kg, Sosai!”, svarede jeg…
Hvortil han sagde: ”Nu er du blevet for stor!”.

Sammen med Sosai

 

Ophøjet til superhelt

 

Som K-1-kæmper oplevede Nicholas Pettas en tilbedelse uden sidestykke i Danmark. K-1-gutterne er guder, overnaturlige superhelte som Spiderman og Batman. Hvis Sensei skulle rejse med tog, måtte han for en sikkerheds skyld møde tidligt op på stationen, for når japanerne opdagede ham, blev det hele pludselig meget kaotisk.

 

Fighter og teknikker!

 

Hvordan har opmærksomheden påvirket dig?

Sensei tænker sig om. Smågriner lidt.
”I starten var det jo… overwhelming … er det eneste ord, der kommer til mig. Det var vanvittigt, siger Pettas.
Det er let at blive suget ind i hans stemme. Hvis du forestiller dig Darth Vaders røst uden vrede, sænket en oktav og blandet med en sjat af førnævnte Mister Miyagi fra ’Karate Kid’, så er du ikke helt ved siden af. Dyb og rumlende, men alligevel blød. Dialekten er stadig udpræget københavnsk, men påvirkningen fra engelsk er tydelig. For eksempel bliver forpligtelser kaldt ’obligationer’.
”Livet var nemt, og folk nærmest smed penge efter mig. Når jeg købte biler, blev de betalt kontant. Tingene kom til mig, uden at jeg bad om dem.”
Massehysteriet holdt kun et års tid …
2. juni 2002 mødte Pettas hviderusseren Sergei Gur i en K-1-kamp. Omkring 45 sekunder inde i anden omgang sparker Pettas Gur på låret. Et signatur-angreb, som Pettas med stor succes – og smerte for modstanderen – har lavet tusinder af gange før. Men denne gang går det galt. Gur parerer sparket, og danskerens skinneben brækker som en tør kvist. Derefter følger et af de klassiske ’Nej! Nej! Nej!-klip’, som man kan se på YouTube. Pettas træder tilbage på det brækkede ben, der folder sig sammen under ham, som var det lavet af gummi.
At miste alt. Det er en kliché. I tilfældet Nicholas Pettas blev klichéen til virkelighed.
”Min identitet var bygget på, at jeg var dygtig til at lave lårspark, og da jeg brækkede benet ved at lave det, som jeg var god til, anede jeg ikke, hvad jeg skulle tro på.”
Det brækkede ben betød, at det ikke kun var knoglen, der skulle restaureres minutiøst. Sten for sten måtte Pettas bygge sit liv op igen. Hele tiden med tanken om, at fundamentet, livet, skulle være stærkere i denne omgang.
”Før jeg brækkede benet, var jeg lidt drenget … Jeg tror, det er derfor, at jeg har fået … jeg vil ikke kalde det en straf, men det var en nødvendig lektion.”
Nicholas Pettas blev tidligt i sin karriere kaldt ’The Blue-Eyed Samurai’, men navnet blev for alvor kendt, da K-1-legenden, schweizeren Andy Hug, fik ”stemplet”. I sin karriere som kickboxer vandt han 38 ud af 48 kampe, men allerede i år 2000 var det slut. Her døde Andy Hug som kun 36-årig af leukæmi, og det store K-1 Grand Prix, som Pettas vandt året efter, blev afholdt som hyldest til schweizeren. Med sejren i hus udråbte lederen af K-1, Ishii Kancho, for rullende kameraer til hele Japan, Nicholas Pettas til den næste ’Blue-Eyed Samurai’.
”Jeg syntes ikke, jeg var stor nok til at fylde Andy Hugs sko, og jeg har tidligere forsøgt at slippe af med navnet. Gennem de senere år har jeg taget navnet til mig, for selv om jeg siger, at jeg ikke er ’The Blue-Eyed Samurai’, så er det, hvad japanerne kender mig som.”
”I stedet har jeg valgt at involvere mig i karate igen, og derfor får jeg nogle nye tilbud. For eksempel om at komme til Danmark og undervise. Det er på et andet niveau end tidligere, men det er stadig rart at vi kan nyde karate sammen. Her på lejren har jeg kun arbejdet med kampteknikker, hvilket folk nok husker mig bedst for. Men jeg har jo også trænet karate ikke kun for kampen, og kickboxing ikke kun for kampen, og jeg har undervist og trænet MMA i flere år. Jeg vil gerne have et bredere syn på kampsport. Det har været vigtigt for mig at få det udsyn, for det giver mig en god ballast, når jeg skal stå foran folk og undervise.”

Grotesk

Der gik næsten ti år, før Sensei Nicholas surfede forbi Youtube og søgte på sig selv og Sergei Gur. Han så videoen to gange, før han surfede væk igen.
”Jeg så billederne i et blad på et tidspunkt. En billedserie med ”før han sparker, mens han sparker, efter sparket”… hele vejen til hvor de bærer mig ud. Det var grotesk at se billederne. Jeg har tænkt meget over mit ben, men jeg er ikke bange for at bruge det… det har jeg bevist for mig selv og resten af verden.”
For at understrege sin pointe lægger den hærdebrede dansker sit ben op på bordet.
”Nu har jeg fået skiftet min venstre hofte. Det tænker jeg også over, fordi hoften endnu ikke er på 100 procent. Når andre mennesker ser på mig, siger de, at min hofte er perfekt. ”Du sparker, du kan det ene og det andet”. Så kan jeg sige: ”Sådan ser det ud for jer, men jeg kender forskellen.”

Hvad har dine skader lært dig?

”Jeg kan huske, hvad jeg var: Yngre, smidigere, stærkere og hurtigere… men nu, hvad er det… næsten ti år siden jeg brækkede benet. I dag føler jeg, at jeg er på vej hen til det sted, hvor jeg gerne vil være. Jeg synes, at jeg på ret kurs.
Benet lærte mig, at kampsport er noget, man skal leve med på et eller plan. Det at få penge for at kæmpe, det varer ikke forever. Den gang troede jeg, at jeg kunne tjene lige så mange penge, som jeg ville. Jeg havde glemt, at det var min krop, som jeg skulle ud og kæmpe med.
Mit syn på kampsport har ændret sig – om det er professionelt eller på amatørbasis er for mig ligegyldigt. I kampsport tester man, hvad man kan, og hvor man er i forhold til sig selv og modstanderen. Så er det så heldigt, at man i professionel kamp ved, hvem det er man skal ind og kæmpe imod. Det ved man jo ikke i karate.”

 

 

 

 

Når vi sidder her og taler, virker du meget ydmyg. Hvordan har du bevaret ydmygheden?

”Jeg synes selv, at jeg er en kæmpe blærerøv, siger Nicholas Pettas med en buldrende latter:
”I min verden er det ikke striberne på bæltet, der giver respekt. Personen med bæltet skal gøre sig fortjent til respekten. I gamle dage trak samuraien heller ikke sit sværd, hvis han ikke skulle bruge det. Som person var Sosai meget ydmyg. Han lyttede til folk. En af de ting, som han lærte os, var, at vi også skulle være ydmyge. Han sagde blandt andet: ”Hold hovedet nede, men kig op!”. Det har jeg forsøgt at leve efter.”
Sensei Nicholas Pettas har netop udgivet en bog om sit liv. I første omgang på japansk, men der følger snart en engelsk version.
Læs mere på:
http://www.nicholaspettas.com
og facebook id: Nicholaspettas

 

 

Freelancejournalist Søren Frandsen (DJ)
Redaktionen.dk
Ndr. Fasanvej 150-152, Baghuset, 2. sal
2000 Frederiksberg
Mobil: 6133 8136
Web: www.redaktionen.dk

One thought on “Interview Sensei Nicholas Pettas – Kyokushin Karate”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *