Tekst: Jesper F. Andersen

Foto: Jesper F. Andersen

 

 

 

 

 

I dag startede Taifu Gasshuku, som er en træningslejr der løber over 3 dage. Første 1,5 time var åben for deltagere fra Taifu Classic og her stod den på grundtræning inden for kime, oi-zuki samt maegeri. En kærkommen lejlighed til at Classic og Shiai kunne træne sammen og der var en rigtig god stemning i Taifu dojoen. Efter 1,5 time fortsatte Taifu Shiai med sparketræning og træning i nedtagninger.

Til lejligheden havde en af vores hovedsponsorer sponsoreret en Gasshuku t-shirt, som straks blev taget i brug. I morgen fortsætter gasshuku fra kl. 1000 og her har flere meldt deres ankomst. 

 

 

 

 Lørdag

I dag lørdag var anden dag i Taifu Gasshuku. Træning fra kl. 1000 til kl. 1600 startende med grundtræning sammen med Taifu Classic. Her blev der trænet oi-zuki, uraken uchi, mawashigeri samt kata med stor fokus på kime og vejrtrækning i alle teknikker. Kata er meget nyt for de fleste der træner shiai karate så det byder på store gode udfordringer. 

Dernæst blev måtterne lagt på og så stod den på kumite grundteknikker, samt nedtagninger i første eftermiddagstræning. Sidste træningspas stod på forsvar samt sparring. 

Undervejs i træningen skulle udøverne være instruktører for hinanden. Det er med til at få ting forklaret på en lidt anderledes måde. 

En lang dag, som i pauserne blev udfyldt med samtale med alle kæmperne på kampholdet. Her blev fremtidsplaner samt råd fra sensei gennemgået. 

Dagen i dag vil svare til flere ugers normal træning og der er også tydelige forbedringer at se blandt alle deltagerne. I morgen går det løs igen i Taifu Gasshuku. Mandag holder kampholdet fri så kroppen kan genopbygges samt lektierne passes. 

 

Søndag

I dag søndag var sidste dag på træningslejren i Taifu. Et par flere fra Classic havde fundet vej til første del af træningen, som var en opsummering af de sidste par dages træninger. Dernæst trænede shiai videre og her blev der trænet kime i teknikkerne indenfor gyaku-zuki, kizami-zuki, uraken-uchi samt maegerie. 

Øvelserne blev gentaget mange gange og de blev også trænet på puder. En af Wayne Otto sensei.s benfejninger blev også trænet grundigt ned i detaljer. Når teknikker bliver præsenteret på et seminar som f.eks. under Wayne Otto sensei er der sjældent tid til at arbejde i dybden med teknikken. 

I dag havde vi tiden til det og det var tydeligt at se fremgang. 

Efter træning fik næsten alle med farvet bælte en stribe efter gennemførelse af Taifu Gasshuku, da træningen på lejren har svaret til flere ugers almindelig træning. Det var godt at se at flere fra hold 2 og hold 3 havde fundet vej til lejren. For landsholdskæmperne var lejren en vigtig forberedelse til næste år som byder på flere store turneringer. I starten af december bliver det offentliggjort hvem der bliver udtaget til EM og NM. 

Sidste del af træningen stod på 50 reaktionsøvelser, som er en god gammel øvelse fra bronze cirklen som gennem tiden er blevet anvendt meget af militæret og politiet. 

Alle på lejren har de sidste par dage fået en meget intensiv træning i få teknikker og fremgangen var tydelig at se hos alle. Til sidst blev der talt lidt om at få dagligdagen til at hænge sammen når man træner meget. Her er det vigtigt at have disciplin så huslige pligter og lektier mv. passes således at man får nogle gode karakterer i skolen, “feks. 7 i ler”……..