Christopher på besøg hos verdensmesteren Antonio Diaz

Enestående besøg hos den regerende verdensmester i kata, Antonio Diaz i Venezuela. 

Af Jeanette Rohde

 

 

 

Christopher i Venezuela

Venezuela er hvis ikke kataens hjemland, så som minimum kataens højborg med tre regerende verdensmestre i kata. Karate var da også formålet med vor rejse til Venezuela. Antonio har gennem et par år været Christopher’s coach, hvorfor det nu var naturligt at lægge træningen i Caracas, hvor Anotnio bor med sin familie. 

Venezuela er et meget flot land, og hovedstaden Caracas ligger i en dal med over 3000 meter høje bjerge på begge sider beklædt med regnskov. Denne tropiske stemning er fantastisk, men giver selvsagt en meget høj temperatur og luftfugtighed. Træningsmiljø, som er uvant og giver en nordboer visse udfordringer. Faktisk kan man få sved på panden bare ved at skifte til gi.

Antonio har sin egen dojo med en lille fin japansk have. Hans tre kæledyr ”skildpadder” er præcis lige så nysgerrige, som vores hund og må ofte flyttes ud af dojoen.

Træningen

Der blev tid til rigtig mange gode træningspas samt tid til at følge Antonio i hans hverdag. Karate er meget stort i Venezuela, og når man er verdensmester, er man her en stor sportsstjerne. Der skulle derfor både lavet tv-interviews, afholdes møder med sponsorer, optages 17. ud af 23. afsnit i en tv-serie og foretages en overrækkelse af Antonio’s landsholdsjakke ved en UNICEF reception. Jeg har ikke formået at tælle antallet af fotos og skrevne autografer under vort besøg, men kan blot konstatere, at Antonio er en meget tålmodig mand!

Christopher og Antonio brugte rigtig mange timer i dojoen, hvor alle facetter af Christopher’s og Antonio’s kataer blev gennemgået. Når der ikke bliver trænet i dojoen, bliver der trænet i bjerget i 1300 meters højde. En noget krævende tur op på bjerget tog 40 minutter til et naturligt plateau, hvor der kunne trænes under noget køligere forhold. Her kunne man som tilskuer, når tiden tillod det, nyde den tropiske regnskov og en fantastisk udsigt over Caracas, mens sommerfuglene sværmede rundt. Når der ikke blev trænet, blev der tid til en velfortjent dukkert og gennemgang af dagens optagelser på video ved poolen.

 

 

Sølv ved Simon Bolivar Cup til Christopher

Christopher fik også mulighed for at deltage i en af Sydamerikas største karateturneringer; Simon Bolivar Cup med ca. 900 deltagere og niveaumæssigt som Austrian Open, dog med den lille detalje, at der var tre verdensmestre på deltagerlisten.

Christopher havde bye i første runde og slog i anden runde sølvvinderen fra Pan American Championship med en rigtig god Seinehin, tredje runde Annan og fjerde runde Chatanyara Kusanku og hermed i finalen. Finalerne blev afholdt to dage senere under stor pressebevågenhed. Christopher lavede en rigtig god Superempai, men tabte til Venezuela ved den regerende verdensmester, som lavede en flot Gankaku. Så en flot sølvmedalje kunne hjemtages til Danmark. Det 17. afsnit af Antonio’s tv-serie ”Karate for alle” blev blandt andet optaget ved stævnet og under vort ophold, hvorfor der er dansk karatedeltagelse i dette afsnit.

Når man er i finalen i Simon Bolivar Cup, får man en lille smagsprøve på, hvordan det er at være sportsstjerne, da man i Venezuela i finalerne har pressens interesse, og Christopher måtte da også stille op til diverse interviews med tv og magasiner, samt fotos med alt og alle. En noget uvant situation, som dog ikke syntes at genere Chrsitopher.

 

Guld ved Simon Bolivar Cup til Antonio Diaz

Antonio vandt sin klasse med fem flotte kataer, og det er noget imponerende at se den fokus han går på gulvet med, når man tænker på, at han både selv skal på gulvet, coache Christopher, for så at indtage kommentatorboksen under kumite finalerne. Hemmeligheden er nok, at han har en meget stor støtte i sin fantastiske familie. Hans mor Caramella, har gennem mange år været bærende i det Venezuelanske Forbund, Pan American Forbundet og er nu at finde i WKF. Antonio’s far er travlt beskæftiget med at drive familiens slagterier, men har selv været aktiv karateudøver og er derfor meget engageret, når der trænes og har en fantastisk evne til at være der med en hjælpende hånd.

Antonio’s familie er meget gæstfri og inviterede os indenfor i deres dejlige hjem med den smukke tropiske have. Antonio er en rigtig god karateudøver, men han er også en god historiefortæller, hvilket han ikke har fra fremmede. Det blev derfor til rigtig mange lærerige og hyggelige timer i Caracas, Venezuela.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *